Husker du? Da Grønland »plagierede« aarhusiansk sportsklubs flag

Hun griner.

»Skal vi nu til at pære rundt i det igen?« spørger Annie Kaalby, Egå Rosports formand, da avisen ringer til hende i anledningen af det, der vist godt kan kaldes et kuriøst jubilæum.

Det er tydeligvis heller ikke ligefrem første gang, hun fortæller historien. En historie, som nærmest også kun er blevet endnu mere aktuel af den øjeblikkelige verdenssituation.

Men går man 40 år tilbage i tiden til 1985, så var Annie Kaalby – ligesom hun igen er det i dag – formand for roklubben i det nordlige Aarhus, da hun og sportsforeningen endte i en lettere overraskende polemik, som ramte flere avisoverskrifter. Anledningen var Grønlands valg af nyt nationalflag.

For det dengang nye flag, som politikerne i det nordatlantiske land havde valgt at pege på, viste sig at ligne den aarhusianske roklubs stander – eller klubflag – på en prik.

Så mellem den 23. februar og den 1. marts 1985 udspillede sig en kuriøs korrespondance mellem den aarhusianske roklub og det grønlandske landsstyres daværende formand, Jonathan Motzfeldt.

For hvem havde egentlig ret til at bruge flaget?

»For god ordens skyld …«

»Under henvisning til telefonsamtale af 22.2.85 kl. 16, hvori De anmoder om oplysninger vedrørende Hjortshøj-Egå Idrætsforenings roafdelings (H.E.I.R.) klubstander, skal vi herved fremsende det ønskede.«

Sådan indleder Annie Kaalby sit maskinskrevede brev fra den 23. februar 1985. Et brev, som er henvendt til ”hr. landsstyreformand Jonathan Motzfeldt” i Nuuk.

I brevet forklarer den dengang kun 28-årige formand bl.a., at roklubben har brugt sit flag siden 1969, at man har brugt det til at indvie hver ny sommersæson siden 1970 med en såkaldt standerhejsning, og:

»For god ordens skyld skal vi informere Dem om, at vi naturligvis forbeholder os ret til at bibeholde vor klubstander i dens nuværende form,« lyder det til sidst i brevet.

I dag, 40 år senere, er Annie Kaalby svar skyldig, når hun bliver spurgt til, hvad det egentlig var, der fik snebolden til at rulle tilbage i 1985, og hvad det var, der startede sagen i medierne – også selve anledningen til brevudvekslingen den februardag er uklar:

»Altså bare den der telefonsamtale, jeg henviser til i brevet, jeg kan simpelthen ikke huske den,« siger hun.

Det er dog sandsynligt, at bl.a. klubbens daværende sekretær har spillet en eller anden rolle i det hele.

For dagen efter Annie Kaalbys første brev til Grønland sender klubbens sekretær i hvert fald også en maskinskrevet besked til den nu afdøde Hagen Højer Christensen, tidligere journalist og chefredaktør på Grønlands største avis, Sermitsiaq:

»På Deres forespørgsel om relevante oplysninger om vor klubstander, som jeg har lovet at sende med min datter til Grønland (hun rejser i morgen tidlig kl. 7.25), må jeg desværre konstatere, at jeg ikke kan nå at færdiggøre disse, da de kræver vor bestyrelses godkendelse.«

»Men der var, som jeg husker det, flere, der informerede os om, at nu havde grønlænderne tænkt sig, at de skulle have det her flag,« siger Annie Kaalby.

Den vanskeligste sag nogensinde

I Århus Stiftstidende den 28. februar 1985 kan man bl.a. læse, at det i Nuuk har »vakt ikke så lidt opmærksomhed, at Grønlands nye flag er magen til en jysk roklubs, og nu kommer det tilmed frem, at det andet flag, som landstinget skulle tage stilling til – et med grøn bund og hvidt korsflag – bruges af uafhængighedsbevægelsen i Puerto Rico«.

Grønlændernes valg af nyt nationalsymbol i begyndelsen af 1985 kom i kølvandet på, at landet seks år tidligere, i 1979, fik hjemmestyre og mere selvbestemmelse fra Danmark. Så allerede året efter i 1980 udskrev det grønlandske landsstyre en flagkonkurrence, og ind kom mere end 600 forslag til et nyt nationalflag.

Men valget blev ikke nogen dans på roser.

Oprindeligt var det meningen, at det grønlandske folk ved en folkeafstemning skulle bestemme, hvad det nye flag skulle være, men den tanke blev senere opgivet – og undervejs i processen var der vidt forskellige meninger om, hvordan det nye flag skulle se ud.

Nogle mente, det skulle have et kors for at lede tankerne hen på tilknytningen til Danmark og de nordiske lande. Andre mente ikke, der skulle være et kors, fordi det skulle understrege en større selvstændighed og forbindelse til andre inuit-folk – og så var der dem, der slet ikke mente, man skulle bruge noget nyt flag, for man havde jo allerede Dannebrog.

Daværende landsstyreformand Jonathan Motzfeldt fik i hvert fald ved flere lejligheder ytret, at hele sagen om det nye nationalflag var den vanskeligste politiske sag, han nogensinde havde været ude for.

Men til syvende og sidst stemte 14 mod 11 medlemmer i det grønlandske landsting i starten af 1985 for det røde og hvide flag, som altså også lignede Egå Rosports klubstander. Og på Grønlands nationaldag den 21. juni samme år blev flaget så for første gang officielt taget i brug.

En deleordning

Kigger man på de to flag, så er den eneste slående forskel mellem det grønlandske flag og Egå Rosports klubstander, at klubstanderen fra roklubben er trekantet og ikke firkantet.

Den lighed anerkendte landsstyreformand Jonathan Motzfeldt da også, da han den 1. marts 1985 endelig vendte retur på Annie Kaalbys brev:

»Jeg takker hermed for Deres brev af 23. februar 1985, og for det tilsendte eksemplar af Hjortshøj-Egå ldrætsforenings roafdelings klubstander …«

»Det må erkendes, at ligheden er stor, og at den eneste væsentlige forskel består i, at Deres klubstander er trekantet, mens det udvalgte grønlandske flag er kvadratisk. Imidlertid er en sådan lighed ret sædvanIig, især for gode flag …«

»… Det følger af det ovenstående, at jeg naturligvis ikke kan rette nogen indvending mod den fortsatte brug af Deres klubstander, og at jeg heller ikke mener, at De kan have grund tiI indvending mod Grønlands flag,« skriver han afslutningsvist.

Det endte med andre ord mindeligt og med det, man vel kan kalde en deleordning. Men også et godt grin i Hjortshøj-Egå:

»Vi havde jo også hele tiden tænkt, at det er fint, at grønlænderne har valgt det her flag. De skal bare ikke forbyde os i at bruge vores stander,« siger Annie Kaalby.

»Vi har jo også mere grint af det internt – og så har det jo i årenes løb også givet en masse omtale, som vi jo ellers ikke ville have fået, når historien med mellemrum er poppet op igen,« siger roformanden.

»Gi’r mig brækfornemmelser«

Det gjorde historien f.eks. i 2006, da kunstresearcher Sven-Erik Hendriksen – med 21 år forsinkelse – pludselig også var faldet over den slående lighed mellem de to flag. Det fik ham i et åbent brev i Grønlandsposten til at rette en bredside mod Thue Christiansen, manden bag designet på det grønlandske flag:

»Det er skammeligt og fuldstændig uhørt, at et nationalt flag er et plagiat. Det bør være noget særligt, nationalt og smukt, som alle kan være stolte over,« skrev han bl.a. i det åbne brev, som han afsluttede:

»Jeg har personligt mistet respekten for det grønlandske flag, som jeg faktisk synes er rigtig smukt. Thue Christiansen gi’r mig brækfornemmelser.«

»Smagløst og løgnagtigt,« lød det dog retur fra Thue Christiansens søn, Lars Christiansen:

»Jeg husker tydeligt i mine teenageår, hvor min far brugte dagevis foran sit skrivebord med den ene skitse efter den anden. Jeg kan med hundrede procents garanti sige, at det er min fars egen idé. Idéen fremkom ikke fra den ene dag til den anden efter en påstået rejse til Aarhus,« sagde Lars Christiansen dengang.

Annie Kaalby har hele vejen igennem da ligesom Thue Christiansen søn også været overbevist om, at der blot er tale om et sjovt sammentræf:

»Der er andre, der har spurgt, om vi nogensinde har set ham (Thue Christiansen, red.) i klubben, og jeg ved ikke engang, hvem han er,« siger roklubsformanden.

Ligesom at det grønlandske flag igennem årene har kunnet vække stærke følelser og debat, så er standeren i Egå også den dag i dag stadig vigtig for Annie Kaalby, klubfølelsen og for mange andre i roforeningen:

»For os, der har været medlem altid og igennem alle årene, der betyder standeren noget særligt. Det er ligesom vores samlingspunkt, og der kommer jo mange mennesker, når vi har standerhejsning,« forklarer hun.

Standerhejsningen i marts er roklubbens store årlige festdag og betyder, at sommersæsonen nu er skudt i gang. Den dag falder den 30. marts i år. Men med Grønlands valg af flag i 1985 har roklubben på sin vis også fået en ekstra flagdag den 21. juni:

»Når de kommunale flagstænger rundtomkring flager med det grønlandske flag på Grønlands nationaldag, så er det klart, så er der jo folk, der spørger: ”Hvorfor flager de med jeres flag?”« siger Annie Kaalby og griner.