Handel Grenaa på vej i tæt samarbejde med kommunen
Det er ikke blevet lettere at drive detailhandel - så der er brug for en anden måde at skabe aktivitet på.
Regnskabet for 2024 i Handel Grenaa viste det med al tydelighed. Det er ikke de letteste tider at drive detailhandel i, så man er nødt til at søge nye veje.
For butiksejerne i Grenaa er en af vejene gået til Middelfart, hvor man har forhold, der er sammenlignelige med Grenaa. De to byer er næsten lige store - og med en centerby i kommunen, som er et pænt stykke større, end de andre byer i kommunen.
Og her har etableringen af ”Brobygning Middelfart”, som er blevet en succes, inspireret til etableringen af ”Sammen om Grenaa”, der skal samle Norddjurs Kommune, Handel Grenaa, Erhverv Grenaa, Business Djursland, VisitAarhus og gerne endnu flere i et bredt og mere forpligtende samarbejde om at udvikle Grenaa og Norddjurs Kommune.
Godt skridt videre
På generalforsamlingen i Handel Grenaa i Dronningens Ferieby glædede formand Hanne Rasmussen, Bolig Nyt, sig over, at det siden ideen blev præsenteret, er lykkedes at komme et godt skridt videre.
»Vi har fået kommunen i tale og er kommet på budgettet, så vi er kommet tættere på, at det skal være kommunen, som skaber rammerne for os - og så skal vi fylde dem ud,« sagde Hanne Rasmussen.
Den kommunale topledelse og kommunalbestyrelsens 27 medlemmer var i efteråret inviteret på inspirationstur til Middelfart for at høre mere detaileret, hvordan man har grebet tingene an i den fynske kommune. Nu er det planen at finde endnu flere penge ved at søge forskellige fonde.
Regnskabet i Handel Grenaa for 2024 viste, at kontingentindtægten er faldet med 45.000 kroner på et år - fra 585.000 til 540.000 kroner, og det blev forklaret med butikker, som har valgt at melde sig ud og butikker, som er lukket.
»Det er ikke nemt at drive detailhandel i disse dage. Så vi har brug for hinanden for at kunne løfte i flok,« sagde Hanne Rasmussen.
Hun gennemgik foreningens aktiviteter i 2024 og præsenterede, hvad man har søsat i år. Sidste år etablerede man et samarbejde med de nye butikker i Hesselvang, og det vil også fortsætte i år.
Grenaa får vinfestival
En af nyhederne i år vil være en vinfestival, som kommer efter inspiration fra Ribe, som har haft stor succes med det. Der vil kunne smages og købes vine i 20 telte med 10 vine i hver.
»Vi håber det vil smitte af på hele byen, og være noget, som man vil snakke om på hele Djursland,« sagde Hanne Rasmussen.
Lørdagen efter vinfestivalen sidst i august, er der traditionen tro atter Øllets Dag på Torvet i samarbejde med Danske Ølentusiaster, hvor man både kan smage forskellige øltyper - stærke og svage, mørke og lyse - og i år vender den glade spillemand Allan Aabenhuus tilbage med sit keyboard og gode stemme.
Handel Grenaa vil også med arrangementet ”Smuk med vilje” lægge en smule afstand til det kommunale projekt ”Vild med vilje”, hvor ukrudtet fik lov at brede sig lidt for rigeligt efter manges mening - i biodiversitetens navn.
»Det har vi ikke været så vilde med, så vi vil med et fælles arrangement prøve at gøre Grenaa klar til at tage imod turisterne, så byen kan være pæn, når de kommer til byen. Så vi skal ud at feje foran butikkerne og pudse vinduerne,« sagde Hanne Rasmussen.
Mere lys til jul
Julebelysning blev både fornyet og rost til skyerne i 2024, og her satser man yderligere i år - med mere lys i byen.
Julebelysningen har sit eget regnskab, og det kom ud med et underskud på 24.000 kroner, men det var efter store investeringer i de forbedringer, som virkelig kunne ses. Og gjorde Grenaa kendt.
»Julebelysningen har givet en god stemning i byen, og det er et godt afsæt til at komme videre,« sagde citychef Karol Fuks.
Regnskabet blev gennemgået af bestyrelsesmedlem Martin Nielsen - og det viste et større underskud. Fra 32.000 kroner i 2023 til 95.000 i 2024. Så egenkapitalen i foreningen er gået fra 276.000 til 180.000 kroner.
Det vil man rette op på med et budget, som fortæller om mindre indtægter og færre penge til arrangementer - så man kan komme ud af 2025 med et overskud på 700 kroner. I de svære tider for detailhandelen fastholder man kontingentet på samme niveau.
Til bestyrelsen var der genvalg til Kasper Wenzell fra Kvickly, mens Louise Helmer Larsen fra Djurslands Bank blev afløst af Søren Mandrup Wellejus fra samme bank, mens Martin Nielsen fra Talkompagniet og vinbaren Bertram blev afløst af Mads Overgaard fra Torvets Optik.