Fortsæt til indhold

Forårsmessen byder indenfor til en hyggelig weekend

60 stande er klar i Djurslands Bank Grenaa Arena til forårsmesse for stadeholdere og gæster, hygge, konkurrencer og masser af snak.

Samfund
Anette Bonde

Nicolaj Kristensen, teknisk servicemedarbejder/idrætsassistent i Djurslands Bank Grenaa Arena, har sammen med sin kollega Simon Sjørup Jørgensen været med som arrangør af forårsmessen i to år.

Han fortæller i skrivende stund her halvanden uge inden messen åbner, at alle stande forventes besat.

»Vi har nu 56 stande, og vi håber at runde de 60 inden messen, så vi kan melde alt udsolgt.«

Det er i den kommende weekend 8. og 9. marts, og messen har åbent begge dage fra klokken 10 til 15.

Alskens temaer og tilbud

I forhold til sidste år er der denne gang flere af de lidt mindre stande. Tilsammen spænder standene over alskens temaer og tilbud.

»Det er heldigvis så forskelligt, som det kan være. Det er også det, vi satser på netop at fange alle så bredt som muligt,« fortæller Nicolaj Kristensen.

I år, hvor der er kommunalvalg 18. november, er de politiske partier særlig godt repræsenteret. Men derudover er der håndværkere, butikker, foreninger, institutioner og meget andet.

En tur igennem messeområdet vil typisk kaste en masse snak med standeholdere og de andre gæster af sig.

Derudover kan man nok forvente at komme hjem med diverse pjecer, have fået smagsprøver på mad og også have købt en bid mad og drikke og måske have vundet en gevinst i en af de mange konkurrencer i standene.

UngNorddjurs sørger for stemningen med lidt dæmpet musik. Museum Østjylland har bogstavjagt og Djurslands Bank Grenaa Arena har selfie-konkurrence rundt på hele messen.

Det er en sand forårsbebuder, når dørene i Djurslands Bank Grenaa Arena åbnes for tusindvis af gæster, der kan opleve de omkring 60 stande i centeret.

Gør byens tilbud synlige

Incitamentet med at arrangere forårsmessen er for arrangørernes vedkommende at vise byen og dens mange tilbud frem, fortæller Nicolaj Kristensen.

»En ting er at butikker og håndværkere viser flaget, men via forårsmessen bliver også velgørenhedsting som Lions Club, bloddonorerne, Stafet for livet og natteravnene synlige. Det er vi glade for at hjælpe dem med,« siger Nicolaj Kristensen.

Der er gratis adgang for publikum. Djurslands Bank Grenaa Arena får indtægter fra standeudlejningen, og en del af dem får gæsterne glæde af i form af kaffe og kage.

»En ting er, at centret er fyldt den weekend – og vi er vilde med at folk er her. Det handler om at gøre byens butikker, foreninger og andre tilbud synlige. Forårsmessen er for byens skyld. Men vi får også noget økonomi ud af det, og de penge vil vi gerne give til kaffe og kaffe,« uddyber Nicolaj Kristensen.

Han nævner, at man desværre mangler detailbutikkerne. Men det er selvfølgelig helt forståeligt, at de ikke kan deltage, siger han.

»Det er umuligt for dem at være tilstede ved messen og samtidig passe deres forretning. Hvis de kunne komme herover i weekenden ville vi synes, det var fantastisk også at være med til at gøre dem synlige. Men de mangler desværre, selv om det er et stort ønske for os.«

Ny besøgsrekord?

Sidste år var der besøgsrekord på messen med 6000-7000 gæster.

»Det stak helt af,« smiler Nicolaj Kristensen.

Forberedelserne starter sædvanligvis 1. oktober, hvor tidligere års standholdere får forret til at genbestille deres stand.
Fra november sættes de resterende stande til salg.

To-tre uger inden messen sørger Nicolaj Kristensen og Simon Sjørup Jørgensen for at intensivere annonceringen af den, både med opslag på infoskærmene i Trustrup og Grenaa, gennem radioreklamer, interview i Radio Djursland, teasere og messetema i lokalavisen.

To dage før åbningen går de sidste forberedelser i gang. Torsdag morgen lukkes hallen, derefter markeres standene afpasset efter sikkerhed og flugtveje. Idrætscentret tilbyder et bord til hver stand, og resten skal man selv komme med.

Fra fredag morgen kan standholderne begynde at forberede deres stand, og lørdag morgen bydes de velkommen fra idrætscentrets stand. Herefter er messen officielt åben, og dørene åbnes for publikum.