Regionsrådsformand lover bedre forhold: Ny psykiatrisk bygning skal løse pladsproblemer
Psykiatrien på Aarhus Universitetshospital skal udvides med et nyt retspsykiatrisk afsnit.
Torsdag 6. marts samles gæster for at overvære første spadestik til det, der skal blive en omkring 4.500 kvadratmeter stor udvidelse af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. Det fortæller Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Byggeriet er blevet muligt i forlængelse af finansloven fra 2020, hvor der blev tilført 90 millioner kroner på landsplan til at styrke retspsykiatrierne.
»Det er en velkendt udfordring, at der mangler sengepladser i Psykiatrien. Derfor er det et område, der optager os, og som vi løbende forsøger at finde løsninger på. Et nyt, retspsykiatrisk sengeafsnit vil ikke bare give mere luft i retspsykiatrien, men vil også lette almenpsykiatrien, der fremover i mindre grad skal gribe retspsykiatriske patienter. Derfor er det også en bred styrkelse af Psykiatrien, at der nu tages hul på med det nye byggeri« siger Anders Kühnau, regionsrådsformand i Region Midtjylland.
Det nye sengeafsnit vil blive opført i området ved personale-parkeringspladsen P22, der ligger mellem bygning K og bygning L i Aarhus Universitetshospital Psykiatrien i Skejby. Bygningen kommer til at huse 16 sengepladser samt kontorpladser til minimum 50 medarbejdere fra flere dele af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.
»Det er glædeligt, at vi nu kan opføre et nyt, retspsykiatrisk sengeafsnit. Det bidrager til, at vi kan hjælpe flere patienter, der har brug for indlæggelse, og samtidig er det vores håb, at vi med flere sengepladser kan afhjælpe overbelægningen, der er en stor udfordring. Samtidig får vores medarbejdere adgang til flere mødelokaler og kontorer,« siger Tina Ebler, hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland.
De nye rammer forventes at stå færdige i efteråret 2026 og blive taget i brug af de første patienter og medarbejdere i starten af 2027.