Fortsæt til indhold

Nu reagerer politikerne på sagen om Younis: »Hvilken planet er de vanvittige regler lavet på?«

Younis Khan er dansk gift og har to børn, som er danske statsborgere. Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring får nu Zenia Stampe (R) og Jens Meilvang (LA) til hver især at konfrontere udlændinge- og integrationsministeren med sagen.

Samfund

»Endnu en vanvittig sag, der viser, hvordan regeringen tager helt almindelige danske familier som gidsler i deres skøre og umenneskelige udlændingepolitik. Hvilken planet er de regler lavet på?«

Sådan skriver Zenia Stampe, Radikale Venstre, i et opslag på Facebook som reaktion på sagen om Younis Khan. Han har netop fået afslag på familiesammenføring med sin danske hustru og sine to børn, hvor den ældste lider af cystisk fibrose og er meget behandlingskrævende.

Afslaget er sket med begrundelse i, at familien, som i dag bor i Ebeltoft, kan bo i Østrig, hvor Younis, som oprindeligt er fra Pakistan, har visum på grund af den ph.d. han lige nu laver i Wien.

Sagen har nu fået politikere til at reagere, og både Zenia Stampe og Jens Meilvang fra Liberal Alliance har oplyst til Din Avis, at de vil stille spørgsmål til ministeren om rimeligheden i afgørelsen.

»Det er helt grotesk, at vi behandler vores egne borgere sådan,« udtaler Zenia Stampe.

Jens Meilvang kalder sagen ’helt tosset’, og selv om han normalt ikke beskæftiger sig med udlændingepolitikken, så er han sammen med sin politiske ordfører på området gået ind i sagen om Younis, da han selv kommer fra Djursland, hvor familien bor.

»Jeg har allerede sendt mit spørgsmål til ministeren, for den her sag er et eksempel på, hvordan den stramme udlændingepolitik kan ramme familier helt urimeligt,« fortæller han.

Meilvangs spørgsmål til ministeren lyder:

”Ministeren bedes kommentere artiklen om Younis fra Din Avis og særligt forholde sig til, om det er intentionen med lovgivningen, at to danske børn er nødt til at flytte til Østrig, hvis de skal være sammen med deres far.”

»Det er vigtigt, at vi bruger enkeltsager som denne til at få rettet lovgivningen og fortolkningen af loven ind,« understreger han.

Det er Zenia Stampe enig i.

Hun har flere gange oplevet, hvordan pressedækning af det, hun kalder absurde afgørelser, kan få Udlændingestyrelsen til at ændre en sag.

»Det er selvfølgelig ikke sådan, det skal være, men desværre er udlændingeområdet blevet sådan et sted, hvor man skal kæmpe sag for sag.«

I forhold til sagen om Younis, synes hun, det burde være helt åbenlyst, at familien selvfølgelig ikke bare kan rykke til Østrig, ikke mindst på grund af deres syge søn.

»Den her afgørelse gør det jo tydeligt, at styrelsen bør vurdere sagerne med udgangspunkt i de enkelte familiers situation og ikke kun ud fra nogle rigide regler. Det kan godt være, at loven giver styrelsen ret til at afgøre, at familien bare kan flytte til Østrig, men de burde også tage højde for, hvad der sker, når det udsagn møder virkeligheden. Og for den her familie er det en helt absurd afgørelse.«

Jens Meilvang tilslutter sig.

»Det kan umuligt nogensinde have været nogen politikeres ønske, at et par som Younis og Jenny ikke kan bo i Danmark. Jeg nægter at tro, at det har været intentionen med loven, og derfor skal der ses på, hvordan de fortolkes.«