Fortsæt til indhold

Unge sover alt for lidt - nu skal søvneksperiment give dem bedre sovevaner

400 elever på SCU og HTX i Skanderborg deltager i søvneksperiment, der skal inspirere dem til bedre sovevaner.

Samfund
bo

400 elever på første årgang på SCU og HTX i Skanderborg deltager i et eksperiment, hvor kommunen og ungdomsuddannelserne er gået sammen om en fælles indsats for at forbedre unges trivsel ved at hjælpe dem til bedre søvn.

Første skridt mod at ændre vaner er at blive bevidst om dem, og derfor starter eksperimentet, med undervisning fra en kommunal søvnvejleder. Undervisningen giver de unge indsigt i, hvor stor betydning søvn har for deres læring, sundhed og trivsel.

Væbnet med den viden skal eleverne afprøve de konkrete søvnråd i praksis: Det betyder, at de skal ligge i deres seng mindst otte timer hver nat og holde skærmfri en time inden de går i seng.

Vi ved, at mange unge sover for lidt, og det kan påvirke både deres faglige præstationer og mentale velbefindende
Jens Szabo (V), formand, Sundheds- og Omsorgsudvalget

Forud for eksperimentet har de unge svaret på spørgsmål om deres søvnkvalitet i et spørgeskema. Når ugen er omme vil de blive bedt om at evaluere oplevelsen i et nyt spørgeskema.

»Vi ved, at mange unge sover for lidt, og det kan påvirke både deres faglige præstationer og mentale velbefindende. Ifølge vores ungeprofilundersøgelse er det kun omkring en tredjedel af de unge på ungdomsuddannelserne, der sover det antal timer, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, og 27 pct. sover mindre end 6,5 time om natten. Vi håber derfor, at eksperimentet kan give de unge konkrete erfaringer med, hvordan bedre søvnvaner kan gøre en mærkbar forskel i deres hverdag,« forklarer formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Jens Szabo, som glæder sig over samarbejdet mellem kommunen og uddannelserne.

Else Krog, uddannelsesleder på EUD/EUX på SCU ser eksperimentet som en naturlig del af skolernes arbejde med trivsel:

»På tværs af SCU og HTX ønsker vi at skabe de bedste rammer for elevernes trivsel og ruste dem til et sundt og balanceret liv - både fagligt og personligt. Søvn spiller en vigtig rolle i den sammenhæng, og derfor er vi glade for at kunne samarbejde med Skanderborg Kommune om det her eksperiment. Vi håber, det kan give eleverne en bedre forståelse af, hvordan de kan optimere deres søvnvaner,« siger hun.

Sundhedskonsulent og søvnvejleder Litta Gadgaard Lejland, som har undervist eleverne, understreger vigtigheden af at prøve søvnrådene af i praksis.

For mange unge er skærmtid en stor del af deres hverdag, og at lægge mobilen væk en time før sengetid kan føles som en udfordring
Litta Gadgaard Lejland, søvnvejleder

»Èn ting er at få viden om søvn – noget helt andet er selv at prøve det af og mærke forskellen. For mange unge er skærmtid en stor del af deres hverdag, og at lægge mobilen væk en time før sengetid kan føles som en udfordring. Derfor er det vigtigt, at eleverne ikke bare får forbud, men at de selv er med til at finde gode alternativer, der giver mening for dem. Det kan være alt fra at lave en hudplejerutine til at skrive dagbog eller lytte til afslappende musik. Når de opdager, at der findes andre måder at falde til ro på, håber vi, at de får lyst til at tage nogle af de gode vaner med sig videre,« fortæller hun.

Eksperimentet er en del af et bredere samarbejde mellem kommunen og ungdomsuddannelserne, hvor unges trivsel er i centrum, og her er søvn udpeget som et særligt indsatsområde. Ud over selve eksperimentet omfatter søvnindsatsen også oplæg for forældre, undervisere og elever samt en opfølgning med eleverne i det kommende skoleår, for at hjælpe dem med at holde fast i de nye vaner.