Karin nægter at lade smerter spænde ben for et aktivt liv: »Jo mere, jeg bevæger mig, leger og kommer ud, jo mindre ondt har jeg«
Selvom Karin Kofoed fra Skanderborg er ramt af gigt, forhindrer det hende ikke i at leve et aktivt liv og stille op som frivillig instruktør, når Gigtforeningen, DGI og Skanderborg Kommune torsdag 13. marts inviterer til Aktiv Med Gigt-dag ved fællesskabshuset FLOK i Skanderborg.
»Jo mere, jeg bevæger mig, og jo mere jeg leger og kommer ud i naturen, jo mindre ondt har jeg. Det er den besked, jeg gerne vil give videre til andre med kroniske smerter.«
Sådan siger 67-årige Karin Kofoed. Hun har i mere end et årti lidt af artrose, der i folkemunde er bedre kendt som slidgigt. Men selvom kroppen ofte værker, sørger hun for at holde sig i gang.
Hun har et gå-hold, hvor hun hver uge går ture i skovene omkring Skanderborg sammen med 10-15 andre seniorer, og sidste år uddannede hun sig til såkaldt SMART-instruktør.
SMART-træning er fitness for hjernen, hvor deltagerne gennem en række små fysiske øvelser træner koordination, motorik, hukommelse og balance.
»Det er hyleskægt, og alle uanset fysisk formåen kan være med,« understreger Karin.
Torsdag 13. marts er hun blandt de frivillige, når Gigtforeningen, DGI og Skanderborg Kommune inviterer til Aktiv Med Gigt-dag i Skanderborg.
Vi håber, at de, der skal overvinde sig selv, fordi de har smerter, kan blive inspireret og få et kærligt skub til at være medMalene Bach, idrætskonsulent, Østjylland
Det er en dag, hvor seniorer med knas med kroppen kan prøve lokale aktiviteter af og få konkret erfaring med og viden om, hvilken forskel bevægelse kan gøre i et liv med gigt. Med naturen i centrum og i fællesskab med andre i samme situation.
»Hver 8. dansker over 60 år er diagnosticeret med en gigtsygdom. Men langt flere har skavanker og kroniske smerter, der gør det svært at finde motionstilbud, som passer til dem. Aktiviteter, hvor det ikke handler om at komme først eller springe højest. Derfor tilbyder vi en række aktiviteter i naturen, hvor der er tid til at sætte tempoet ned og holde en pause, så alle kan være med,« fortæller projektleder i Gigtforeningen, Merethe Jelsbak Raundahl.
Målet med Aktiv Med Gigt-dagen er at få flere med gigt og kroniske smerter med i de lokale fællesskaber.
»Foreningerne i området tilbyder mange nye og mere utraditionelle aktiviteter, som appellerer til en bred skare og ikke kun til dem med en stærk fysik. Vi håber, at de, der skal overvinde sig selv, fordi de har smerter, kan blive inspireret og få et kærligt skub til at være med,« siger idrætskonsulent Malene Bach fra DGI Østjylland.
Karin Kofoed vil på Aktiv Med Gigt-dagen, der foregår på FLOK i Dyrehaven, give smagsprøver på, hvad SMART-træning er for at inspirere andre seniorer med gigt til at få krop og sind i bevægelse.
Hun glæder sig til at starte et nyt SMART-hold op til foråret og opfordrer alle, der er nysgerrige, til at udnytte muligheden nu og prøve træningsformen af.
»Du kommer ud og møder andre mennesker og får snakket og grinet. Og jeg kan sige af egen erfaring: Jeg bliver sprængfyldt med energi, hver gang jeg har været en tur i skoven,« understreger hun.