Danmarks største naturprojekt nogensinde: »Det er som at hive en rådden tand ud«

»Hej, kan vi snakke sammen senere, for jeg går rundt nede i en ådal,« lyder det i telefonen fra Lone Bording Jensen. Og nogenlunde sådan lyder det ofte, hvis man forsøger at fange Lone Bording Jensen i disse måneder.

Hun er nemlig travlt optaget af at omdanne den store politiske aftale om den grønne trepart til helt konkret naturforandring på Djursland.

Sammen med Asger Meulengracht Olsen, repræsenterer Lone Bording Jensen Danmarks Naturfredningsforening (DN) i den lokale grønne trepart. Lone Bording Jensen er kunsthistoriker, medstifter af Norddjurs Friskole og bor i Gjerrild. Asger Meulengracht Olsen bor i Pindstrup, er biolog og tidligere embedsmand i Miljøministeriet og EU.

Streger på et kort

De to repræsentanter fra DN er blevet udpeget som centrale aktører i arbejdet med at få udtaget lavbundsjorde og genskabt natur – for klimaets og biodiversitetens skyld.

I 2024 vedtog regeringen sammen med en bred vifte af aktører – fra DN og Landbrug & Fødevarer til fagforeninger og kommuner – at Danmark frem mod 2045 skal udtage 400.000 hektar landbrugsjord og plante 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar skal være urørt.

Et af hovedformålene er at reducere CO₂-udledning fra kulstofrige lavbundsjorde og forbedre biodiversiteten. Den såkaldte grønne trepart.

Men hvordan forandrer man egentlig landskabet? Hvordan gør man jorde våde igen, skaber levesteder og får landmænd til at afgive jord frivilligt?

Svaret ligger i samarbejde – og streger på et kort, og de skal laves af lokale grønne trepartsgrupper, som skal komme med et bud på en omlægningsplan inden udgangen af 2025.

Dem findes der 23 af på landsplan, og de består af politikere og repræsentanter fra Naturstyrelsen, landbruget og endelig DN.

Og det er ikke kun meninger, der skal deles – der skal også tegnes, regnes og forhandles.

»Vi sidder med kort, kigger på lavbundsjorde og forsøger at finde de steder, hvor vi får mest natur, mest klimagevinst og bedst beskyttelse af drikkevand – på én gang,« fortæller Kim Lykke Jensen, som er formand for trepartsgruppen Djursland Øst og byrådspolitiker fra SF i Syddjurs.

»Det lyder måske som noget fjernt og bureaukratisk, men det vi laver lige nu, kommer til at forandre de steder, hvor folk bor, går tur og dyrker jorden. Det er den største arealomlægning siden 1700-tallet – og det starter nu,« siger Kim Lykke Jensen.

Besværlig

Vi møder Lone Bording Jensen og Asger Meulengracht Olsen på en græsmark, som engang var en mose.

Et område, der med stor sandsynlighed vil blive udtaget som en del af den grønne trepart.

Asger Meulengracht Olsen peger ned i en grøft: »Den er lavet som et dræn. Det er det store problem, for det er gennem den, at alt det kvælstof, der skal væk fra landmandens mark deroppe, løber ned i åen – og videre ud i havet, hvor det er med til at skabe fedtemøg.«

»Tidligere har det her været en smeltevandsdal,« fortæller Asger Meulengracht Olsen, og forklarer, hvordan landskabet blev totalt forandret, da man begyndte at dræne og indføre traktorer.

»Jorden her er rig på tørv, og når det tørrer ud på grund af dræning og pløjning, så udledes der CO₂.«

Målet for DN med at være en del af arbejdet i den lokale grønne trepart er ifølge Lone Bording Jensen ikke blot at reducere CO₂-udledning og kvælstofbelastning – det handler også om at skabe ny og værdifuld natur.

»Vores primære mål er at få omlagt og udtaget arealer, så vi sikrer mest mulig ny og sammenhængende natur og bedre biodiversitet.«

Men arbejdet er komplekst. Lone Bording Jensen uddyber:

»Vi bliver nok lidt besværlige, for vi klistrer os fast til det punkt, der hedder store sammenhængende naturområder. Det ligger som en bunden opgave, men det bliver ofte skubbet ud i fremtiden – måske fordi landmændene venter på, at der skrues op for pengekassen.«

Men tiden er vigtig. Hvis rækkefølgen af udtagningen ikke planlægges klogt, risikerer man at udtage jordstykker, der ikke hænger naturligt sammen, mener hun.

»Det handler om at binde ådalene sammen og forbinde dem med naturen omkring, også højdedragene,« forklarer Lone Bording Jensen.

Både fugl og fisk

På marken bøjer Lone Bording Jensen sig ned:

»Den her brændenælde er virkelig en kvælstofsindikator.«

De vokser dér, hvor mændene før i tiden gik ud og pissede, fordi brændenælder elsker kvælstof, tilføjer Asger Meulengracht Olsen.

»Du kan se, hvordan græsset vokser – det gør det kun, fordi der er så mange næringsstoffer. Hvis grøften og drænet ikke var her, ville der være langt flere plantearter. Måske op mod 200,« forklarer han.

Og det er netop derfor, det er så vigtigt at få næringen ud af områderne – og genskabe naturlige levesteder for truede arter.

Lone Bording Jensen siger flere gange, at DN jo er den eneste grønne organisation med fast plads i den lokale trepart.

Det er på den baggrund, at hovedforeningen DN har rådet sine lokale foreninger til at samle en støttegruppe med lokale repræsentanter fra andre landsdækkende grønne organisationer – fra lystfiskere og ornitologer til jægere og Friluftsrådet.

Det har Lone Bording Jensen og Asger Meulengracht Olsen selvfølgelig gjort, og det er lykkedes dem at samle 12 repræsentanter. De skal sikre, at der bliver tænkt i hele økosystemer – ikke kun i kvadratmeter og bundlinjer.

»Støttegruppen bringer værdifuld viden fra deres hjørner af naturen – fisk, fugle, friluftsliv – ind i arbejdet, og det kvalificerer vores forslag, « siger Asger Meulengracht Olsen.

De ved, hvor åer slynger, hvor fuglene yngler, og hvor fiskene gyder.

»De bidrager med lokal viden, og det giver selvfølgelig en større vægt til DN i den lokale grønne trepartsgruppe.«

Og større vægt har de brug for, mener Lone Bording Jensen.

Rådden tand

Der ligger et stort arbejde for DN med at give treparten den helt rigtige grønne nuance, forklarer Lone Bording Jensen.

»Vi har et ret stort arbejde for os med at sikre mere natur. Det, vi er startet med, er at tage de mest kulstofrige jorde ud, men ikke nødvendigvis de jorde, der ligger imellem og forbinder områderne. Og det kan betyde, at vi mister muligheden for at skabe reelle naturområder med spredningskorridorer.«

Kim Lykke Jensen vil ikke referere fra forhandlingerne i gruppen og kan derfor heller ikke svare direkte på den kritik, som Lone Bording Jensen og Asger Meulengracht Olsen kommer med, men han siger:

»Vi er i gang med en proces, og ingen af os ved endnu, hvad den helt konkret kommer til at omfatte, så derfor vil jeg nok lige vente med at reagere på de bekymringer. Men jeg kan med sikkerhed sige, at det er enormt vigtigt for os at levere på alle dagsordener, altså både reduktion af klimagasser, kvælstoffer, men selvfølgelig også drikkevandsbeskyttelse, skovrejsning og store, sammenhængende naturområder. Vi skal have mest muligt ud af de arealer, vi vælger, så der er jeg helt enig med Danmarks Naturfredningsforening.«

Udtagningen foregår nemlig på frivillig basis. Projekterne kan realiseres via økonomisk kompensation eller jordbytte, og interessen fra lodsejerne er stigende – især hvor dyrkningsvilkårene allerede er vanskelige.

Og selv om det kan tage tid at overbevise nogle lodsejere, ændrer mange mening, når de ser konsekvenserne af kommende CO₂-afgifter og dyrkningsrestriktioner, mener Lone Bording Jensen.

»Det er lidt som en rådden tand, der skal hives ud. Til sidst opdager man, at det bedst kan betale sig.«

Snart er stregerne sat, og næste skridt er, at der skal holdes møder med de relevante lodsejere. Der bliver også et informationsmøde for alle interesserede borgere efter sommer.

Inden udgangen af december skal både byrådet i Syddjurs og kommunalbestyrelsen i Norddjurs have nikket ja til planerne, og først derefter går de egentlige forhandlinger med lodsejerne i gang, så der er stadig lange udsigter til, at landskabet på Djursland for alvor ændrer sig.