Randers Realskole har fået ny souschef
Birthe Diederich, der indtil 28. februar var afdelingsleder i 7.-9. klasse, bliver Randers Realskoles nye souschef og medlem af direktionen, fortæller skolen i en pressemeddelelse.
Birthe Diederich blev ansat som afdelingsleder i 2021, hvor hun kom fra en stilling som forstander på Rønde Efterskole.
Sammen med skoleleder Hans Myhrmann bliver Birthe Diederich blandt andet ansvarlig for den fortsatte udvikling af skolens unikke læringsmiljøer via fokus på strategi, organisation og medarbejdere - samt naturligvis for den daglige drift af skolen.
Som en del af dette ligger der også deltagelse i bestyrelses- og repræsentantskabsarbejde samt samarbejde med eksterne sponsorer og partnere, herunder også de sportslige samarbejder med blandt andet Randers HK, Randers HH og Randers FC.
»Det er med stor glæde, at vi byder Birthe velkommen som ny souschef,« siger skoleleder Hans Myhrmann i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Siden Birthes ansættelse i 2021 har hun vist sig som en særdeles professionel, dedikeret og ambitiøs leder - samtidig er hun meget vellidt og nyder stor tillid blandt vores medarbejdere. Jeg er sikker på, at Birthe vil være et stort aktiv for skolen som souschef i vores fælles bestræbelser på, at vi også fremover som Danmarks største privatskole kan tilbyde vores helt unikke skoletilbud.«