Fortsæt til indhold

Statsministeren på lynvisit: »Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg, imens jeg var statsminister, skulle være så bekymret for vores demokrati«

Mette Frederiksen var tirsdag på lynvisit i Skanderborg for at mødes med borgmester Frands Fischer.

Samfund

I et tætpakket program aflagde statsminister Mette Frederiksen tirsdag 4. marts et kort visit i Skanderborg.

Her mødtes hun i 35 minutter med borgmester Frands Fischer som del af en tur rundt i det østjyske for at tale med borgmestre og kandidater til kommunalvalget om de dagsordner, der fylder lokalt. Efter mødet talte Din Avis Skanderborg med statsministeren:

»Velfærden er helt afgørende«

Du har formentlig kalenderen fyldt med udenrigspolitiske møder. Hvordan kan det være, du prioriterer at tage rundt i landet lige nu?

»Det udenrigspolitiske fylder rigtig meget, og man kan jo næsten hver dag følge med i, hvor jeg er. Det er et meget, meget udfordret verdensbillede, vi skal navigere i, og hvor der skal træffes nogle meget, meget store og også alvorlige beslutninger i Europa, for at vi kommer igennem det.«

Vi skal have et styrket Europa igennem det her. Og der er vores velfærdssamfund helt afgørende.
Statsminister Mette Frederiksen

»Men alting hænger jo sammen. Et er den militære oprustning, som ér det vigtigste lige nu – sikkerhedspolitikken er det vigtigste på grund af truslen for Rusland og den usikkerhed, der er skabt fra amerikanernes side – men Europa skal ikke kun reagere på det, der kommer ude fra.«

»Vi skal have et styrket Europa igennem det her. Og der er vores velfærdssamfund helt afgørende. Og vores velfærdssamfund, det er det, vi sidder og kigger ud på, når vi sidder her på borgmesterkontoret i Skanderborg. Det er vores ældrepleje, det er vores sundhedsvæsen, det er vores børn. Så jo, jeg har meget, meget travlt lige nu, men jeg vil selvfølgelig også rigtig gerne være til stede i den mere lokale debat i Danmark. Og der er mit samarbejde med vores gode borgmestre fuldstændig afgørende for, at jeg ved, hvad der egentlig sker rundt omkring.«

»I har et stærkt civilsamfund«

Er der nogle særlige forhold, du tager med dig her fra Skanderborg?

»Der er flere ting. Mit indtryk er, at det er en kommune, hvor mange borgere går op i natur. Og at I har et ret stærkt civilsamfund her, der også kan finde ud af at arbejde sammen på kryds og på tværs. Det er rigtig godt, og det tror jeg, er noget af det, vi får brug for i de kommende år. Altså, at alle gode kræfter forenes på tværs af offentlig og privat, på tværs af civilsamfundet og stat og kommune, for at vi sammen får mere ud af ressourcerne. Det synes jeg jo på mange måder er en positiv dagsorden.«

»Så det er i hvert fald noget af det, der fylder her, er mit indtryk. Og det synes jeg passer rigtig godt med den Trepart, vi har lavet. Og med en meget, meget stor mulighed for en, ja, vel nærmest den største naturgenopretning i Danmark. Og så har vi selvfølgelig snakket velfærd. Her er det jo Frands Fischer, der har det overordnede ansvar for både folkeskoler, ældre og børn.«

Jeg tror ikke, der er mange der kender historien omkring Himmelbjerget, og dets betydning i forhold til Grundloven og værnet omkring demokratiet. Og der må jeg bare sige, at jeg ikke havde forestillet mig, at jeg imens jeg er statsminister, skulle være så bekymret for vores demokrati
Statsminister Mette Frederiksen

Et værn om demokratiet

Er der noget, hvor Skanderborg i særlig grad adskiller sig fra de andre kommuner, du har besøgt?

»Ja, I har Himmelbjerget. Det har de andre ikke. At have sådan nogle nationale samlingspunkter har jo altid været vigtigt. Men det kommer til at blive endnu vigtigere i den tid, vi står i lige nu.«

»Jeg tror ikke, der er mange der kender historien omkring Himmelbjerget, og dets betydning i forhold til Grundloven og værnet omkring demokratiet. Og der må jeg bare sige, at jeg ikke havde forestillet mig, at jeg imens jeg var statsminister, skulle være så bekymret for vores demokrati. Med alt det, der sker med misinformation og fake news.«

»Derfor vil jeg også gerne sige, at det er godt, vi har en ret stærk lokal presse i Danmark, som er med til både at formidle noget politik, men som også er et værn om demokratiet, fordi folk kan godt regne med det, I skriver. Og det er vigtigt i en tid, hvor vi bliver bombarderet på de sociale medier med ting, vi ikke kan stole på.«

Grøn omstilling er vigtig

Skanderborg har et mål om at være energineutral i 2030, og der er sat gang i fem projekter med solcellerparker og vindmøller. Set I lyset af, at der nu skal bruges mange penge på oprustning, er det så en god ide at prioritere den grønne omstilling så ambitiøst?

»Noget af det, der bliver aller vigtigst i de kommende år, er et Europa, der står sammen. At vi begynder at tænke Skanderborg som lige så meget som en del af Europa som alle andre steder. Fordi vi kan ikke være sikre på, at vi får hjælp af andre mere. Så alting handler om at gøre Europa så stærk som overhovedet muligt.«

jeg bliver også nødt til at sige, at hvis alle vores store grønne klimaprojekter bremses af lokale forhold, så kommer vi ikke til at løse klimakrisen. Og så kommer vi heller ikke til at gøre os fri af Putins olie og gas.«
Statsminister Mette Frederiksen

»Og der er det at sikre ren, grøn energi fuldstændig afgørende. Det er det i forhold til at holde energipriserne nede hos den enkelte familie, og i daginstitutioner og skoler og plejecentre. Men også i forhold til vores erhvervsliv. Hvis ikke vi har et konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv, så taber vi konkurrenceevne, og så taber økonomiske terræn. Så det er nogle benhårde år, vi står overfor.«

»Og jeg forstår jo godt, at der kan være lokale diskussioner, men jeg bliver også nødt til at sige, at hvis alle vores store grønne klimaprojekter bremses af lokale forhold, så kommer vi ikke til at løse klimakrisen. Og så kommer vi heller ikke til at gøre os fri af Putins olie og gas.«

»Så selvom jeg ikke kender alle lokale forhold her – og jeg synes selvfølgelig, at vi skal tage hensyn til alt, hvad vi overhovedet kan, både lokalt og nationalt – så vil det i mine øjne være forkert, hvis Europa begynder at gå baglands på den grønne dagsorden.«

Oprustning nødvendig

Rigtig mange bekymrer sig om udviklingen på den udenrigspolitiske scene og er urolige for, hvad det kommer til at betyde lokalt. Skal vi frygte, at der bliver krig i Danmark?

Vi kan ikke længere afvise, at Rusland i løbet af nogle år vil være klar til enten et angreb tilbage i Ukraine eller et andet europæisk land
Statsminister Mette Frederiksen

»Det kan jeg ikke svare helt kort på. Jeg vil sige det på den måde, at man skal ikke gå rundt som dansker og frygte, at der er en militær invasion på vej i forhold til os. Det er ikke et af de scenarier, vi vurderer som de mest sandsynlige. Men vi kan ikke længere afvise, at Rusland i løbet af nogle år vil være klar til enten et angreb tilbage i Ukraine eller et andet europæisk land.«

»Og det man taler om i efterretningsøjemed, det er, at Rusland i løbet af nogle år vil være en troværdig trussel mod NATO. Altså nogle enkelte lande og i løbet af måske fem år mod NATO. Så det er alvorligt det her.«

»Men om Rusland ender med at være det, det er vi delvis selv herre over. Det afhænger af, hvordan tingene udvikler sig i Ukraine. Det hænger meget sammen med, hvad amerikanerne gør, og det ser ikke godt ud oven på de seneste meldinger fra amerikanerne, desværre. Det er vi ikke herre over, selvom vi forsøger at påvirke, hvad vi kan.«

»Det vi til gengæld er herre over, det er vores egen evne til at forsvare os og afskrække Rusland. Og det er derfor, vi nu er gået i gang med en, må man sige, voldsom oprustning af dansk forsvar.«