Elever skrev om grimt sprog i butikken og fra hooligans og vandt pris
Elever fra Romalt Friskole anerkendes for deres journalistiske evner. Deres artikler om temaet "grænser" overbeviste dommerne og sikrede dem en præmie på 5.000 kroner.
Romalt Friskole er blandt vinderne af Mediekonkurrencen 2024, hvor skoleklasser fra hele landet har deltaget og skabt deres egne aviser. Konkurrencen er arrangeret af Red Barnet, Ole Kirk’s Fond, Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, og temaet for årets konkurrence var ”grænser”.
De 24 elever fra Romalt Friskole imponerede juryen med deres artikler om emner som hooliganisme, kønsgrænser og klimaudfordringer.
I februar fik de at vide, at de havde vundet konkurrencen og i sidste uge tog de så turen til København, hvor indsatsen blev belønnet med en præmie på 5.000 kroner til klassekassen og et møde med flere prominente dagbladsjournalister.
I ’Randers-Posten’ har de skrevet om det, der fylder for dem, har både Alma Bay Holgersen og Malou Frank fra 7.a tidligere fortalt til Din Avis.
»Vi har udvalgt noget, som, vi selv syntes, var spændende, og vi har virkelig brændt for at skrive om det. Men hold da op, hvor er det faktisk svært at lave nyheder. Du skal jo undersøge alt muligt. Og ringe til kilder, lave aftaler og finde tal,« sagde de.
I ’Randers-Posten’ kan du blandt andet læse om grimt sprog til de ansatte ved kassen i Rema 1000, hvordan slik er usundt og en snak med Randers FC’s Daniel Høeg om, hvordan den grimme snak fra fansene kan komme helt ind i klasseværelset. Eleverne har også undersøgt alkohol og stoffer på sidste skoledag, og hvilken betydning butikstyveri har.
Personlig undren
»God journalistik begynder ofte med en personlig undren over tingenes tilstand, og her har børn og unge et fantastisk journalistisk potentiale. Det ser vi også i årets aviser, hvor eleverne har taget temaet ’grænser’ op og undersøgt relevante problematikker,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen, der er generalsekretær i Red Barnet, undervejs.
.
Vinderen af Mediekonkurrencen for Jyllands-Posten-aviser i kategorien 6.-7. klasse er Romalt Friskole. De andre vindere inkluderer Gilbjergskolen i Gribskov, Søndre Skole i Viborg, Bernadotteskolen i Gentofte, Strandmølleskolen i Assens og Løkken Undervisningssted i Hjørring.
Ved en stor fest i Pressen, JP/Politikens Hus, i København 5. marts, modtog de seks vindende skoleklasser så deres præmier. Festen bød på en original rap-optræden af Per Vers, som havde taget udgangspunkt i elevernes aviser.
Juryen, der består af journalister og repræsentanter fra Red Barnet, roste elevernes evne til at bruge journalistikkens værktøjer til at udforske komplekse emner og gøre dem vedkommende.
Diplomerne blev overrakt af Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken, Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, og Lars Nørgaard Pedersen, chef for indholdsstrategi og gravegruppen hos Jyllands-Posten.