Fortsæt til indhold

Vil betale flere millioner kroner for noget, de ikke skal bruge: Spildevandsprop forsinker Grobund, men nu er der nyt

Syddjurs Kommune og AquaDjurs kræver millioner for gamle spildevandsrør. Fonden bag Grobund hævder, at beregningerne er ukorrekte, men de orker ikke mere tovtrækkeri og accepterer at betale omkring fem millioner kroner for noget, de ikke skal bruge

Samfund

Det er flere år siden, at foreningen Grobund startede sit arbejde med at realisere en off-grid landsby på et område ved færgehavnen uden for Ebeltoft.

Bemærkelsesværdigt lang tid, især med den overvældende politiske opbakning fra Syddjurs Kommunes byråd til den alternative landsby.

Men én ting er politiske hensigter og grønne drømme. Noget andet er virkeligheden. For hvor nemt er det egentlig i dagens lovreguleret Danmark at skabe nye, alternative boformer?

Projektet Grobund udspringer af en idé om at skabe et nyt livsgrundlag, med afsæt i affaldsfrihed, gældfrihed og off-grid bosætning.

For seks år siden købte 160 mennesker en tidligere fabrik ved Ebeltoft Færgehavn, som første skridt til at realisere den idé.

Der har været en del forhindringer, men en af de største har været betingelserne for købet af den grund, der er nødvendig for, at landsbyen kan udfolde sig.

160 mennesker har købt et Grobund-bevis. De ønsker at skabe en alternativ landsby ved Ebeltoft, men projektet trækker ud. Pressefoto
Det er dette stykke jord, Grobund skal bruge for at kunne lave sin landsby. Grafik: Syddjurs Kommune

Matriklen hedder 25aq, og uden den kan Grobunds projekt om at bygge og bo i 120 bæredygtige huse ikke blive til noget.

Den Almennyttige Fond Gældfri, der står bag Grobund, fik i maj sidste år bekræftet af ejeren, Syddjurs Kommune, at de kan købe jorden.

Handlen er dog endnu ikke faldet på plads, og det skyldes især det, der er blevet døbt ’spildevandsproppen’.

Men nu er der nyt.

Træls sag

Området blev i 1989 gjort klar til erhverv, og Syddjurs Spildevand anlagde spildevandsrør. Grobund vil genanvende deres spildevand og har derfor ikke brug for at koble sig på spildevandsnettet.

Derfor lavede de en klausul i købskontrakten om, at handlen af 25aq er betinget af, at der findes en løsning på spildevandsproppen.

I juni 2022 nikkede byrådet ja til, at Grobund kan blive fritaget fra den såkaldte tilslutningspligt, forudsat at Grobund kan løfte spildevandsopgaven lige så miljørigtigt og effektivt, som de kunne, hvis de brugte de traditionelle spildevandskanaler.

AquaDjurs har ifølge loven ret til at få betaling for, at Grobund ikke skal kobles på spildevandsnettet.

Vi kan ikke byde dem eller vores klima at vente længere
Geert Hallberg formand Fonden Gældfri

Beløbet skal lægges oveni de godt to millioner kroner, som Fonden Gældfri skal betale for selve grunden.

Sidste år sagde AquaDjurs ja til at lave et overslag på, hvordan regnskabet kommer til at se ud.

Bjarne Langdahl Riis, netop aftrådt direktør for AquaDjurs, har tidligere udtalt til avisen:

»Den slags gør man ellers altid først, når der er lavet en endelig skitse- og lokalplan, men vi indvilgede i at gøre det.«

Umiddelbart inden han i marts meddelte sin afgang som direktør, kaldte han sagen træls.

I 2017 købte fonden bag Grobund den tidligere stålfabrik Tata Steel, for 7,6 millioner kroner, og senere en nærliggende gård og 16 hektar jord. Derudover har fonden forkøbsret på matrikel 25aq på 5 hektar land, men det har taget tæt på et år at afklare, hvor meget den skal skal betale for at udtræde af spildevandsplanen. Arkivfoto: afh

»Det er en sag, der er startet for mange år siden. Dengang var det almindelig praksis, at man gjorde sådan. Nu er vi her, og vi skal reagere på en beslutning truffet af byrådet i Syddjurs Kommune, og det gør vi så. Vi er i øvrigt fuldstændigt låst af den lovgivning, der hedder betalingsloven.«

På bestyrelsesmøde i spildevandsselskabet 27. februar blev det så endeligt besluttet, at Fonden Gældfri skal betale omkring 3,8 millioner kroner ekskl. moms for ikke at tilslutte sig spildevandsnettet.

»Det er helt i tråd med den beslutning, der blev truffet i byrådet,« siger den konstituerede direktør Kim Poulsen, som forklarer, at beløbet svarer til 60 helt almindelige tilslutningsbidrag til det, der hedder gældende takst.

Pressechef i Syddjurs Kommune, Ole Bjarke Nielsen, forklarer, at hvis kommunen i forbindelse med et salg vil blive opkrævet tilslutningsbidrag fra et spildevandsselskab, er kommunen forpligtet til at opkræve dette fra køberen.

160 mennesker har købt et Grobund-bevis. De ønsker at skabe en alternativ landsby ved Ebeltoft, men projektet trækker voldsomt ud. Nu har fonden bag dog indvilget i at betale cirka fem millioner kroner for spildevandsrør, de ikke skal bruge. Rør, som blev lagt i jorden i 1989. Arkivfoto

Orker ikke mere

Geert Hallberg, som er Fonden Gældfris formand, sukker dybt, da avisen fanger ham over telefonen.

Han og fonden har de seneste par år forsøgt at argumentere på alle parametre for urimeligheden i udregningerne, men lige lidt har det hjulpet.

Han forklarer, at det her har været en lang proces, og at man faktisk ikke rigtigt orker at kæmpe imod beløbets størrelse længere.

Derfor har de bestemt sig for at indgå en aftale.

Dels fordi Syddjurs Kommune har meddelt fonden, at hvis der ikke er fundet en løsning inden juni, så vil de lægge op til at sælge grunden til anden side, og dels fordi 150 personer står og venter på at få lov at bygge landsbyen op.

Det er helt i tråd med den beslutning, der blev truffet i byrådet
Kim Poulsen, konst. direktør i AquaDJurs

»Vi kan ikke byde dem eller vores klima at vente længere,« siger Geert Hallberg.

På Grobunds fabrik bygges tiny-houses i alle afskygninger, men først, når jorden er købt og der er lavet en lokalplan, kan grobønderne få lov at bo i dem. Pressefoto

For fonden betyder det, at de kan ende med at betale på den anden side af syv millioner kroner for grunden.

Selve købsprisen på godt to millioner, knap fire millioner for rørene plus moms.

Hvis aftalen lander, skal fonden først betale pengene, når der er lavet en lokalplan med såkaldt byggeret for Grobunds jord.

Det arbejde har været i gang i flere år, men Geert Hallberg er optimist og vurderer, at det er afsluttet om et års tid.

Det er også i den proces, at Grobund skal bevise, at de kan håndtere spildevandet lige så godt, som AquaDjurs kan, som er en betingelse, der er politisk besluttet.

Steen Stender er an af de grobønder, der har ventet i mere end syv år på at bygge sit tiny house sammen med godt 100 andre ved Grobund. »Vi kan sagtens leve op til kravet om håndtering af spildevand, for vi kommer til at udlede nul spildevand. Når folk er bekymret, så er det fordi, de tror, vi vil lave nedsivning. Det vil vi ikke.« Arkivfoto: afh

Selv om Geert Hallberg ikke mener, det bliver et problem, så kan det dog godt gå hen og blive den næste knast i det politiske system, som ellers over en bred kam melder om opbakning til den alternative off-grid landsby.