Fortsæt til indhold

Har Grobund politisk mod- eller medvind?

Hvad mener partierne i byrådet i Syddjurs egentlig om Grobund, der har været undervejs i flere år, men som fortsat - og måske mere end nogensinde - skaber heftig debat i Ebeltoft?

Samfund

Ved et møde for nylig mellem modstandere af foreningen Grobund og borgmester Michael Stegger Jensen vægrede sidstnævnte sig ved at svare direkte på, om han stadig synes, Grobund er en god idé for Ebeltoft og Syddjurs Kommune.

Nok sidder han for bordenden, men han tegner ikke holdningerne ved sine 26 byrådskolleger, så Lokalavisen har stillet hvert enkelt af de partier, der sidder i byrådet, samme spørgsmål.

Er Grobund stadig et godt projekt for Syddjurs?

Forudsat, at tekniske udfordringer omkring f.eks spildevand bliver løst, vil I så kæmpe politisk for, at landsbyen bliver realiseret – og hvordan?

160 mennesker har købt et Grobund-bevis. De ønsker at skabe en alternativ landsby ved Ebeltoft, men projektet trækker ud og møder modstand. Indtil nu har det dog haft politisk opbakning, men har det ændret sig? Pressefoto

Enhedslisten v. Jesper Yde Knudsen:

Enhedslisten synes ikke, at Grobund er blevet mødt med den fleksibilitet og velvilje som deres projekt fortjener. Pressefoto

I Enhedslisten mener vi, at Grobund er et rigtigt godt projekt for Syddjurs.

Vi synes, det er spændende, den måde Grobund eksperimenterer med nye måder at bo på, i en mindre bolig, uden gæld og “off-grid”, d.v.s. uden forbindelse til vandforsyning, spildevand og elektricitet og uden at belaste miljøet, med en tættere integration mellem arbejde og bolig og med et stort fællesskab.

Vi er også glade for, at Grobund allerede har tiltrukket initiativrige unge mennesker der har hjulpet med at skabe liv og aktiviteter i Ebeltoft-området.

Vi mener ikke, at Grobund skal behandles hverken værre eller bedre end andre borgere. De skal selvfølgelig overholde loven og leve op til de samme miljøkrav som alle andre.

Men, vi synes ikke, at Grobund er blevet mødt med den fleksibilitet og velvilje som deres projekt fortjener.

Vi mener, at alle borgere har krav på at de offentlige systemer viser åbenhed og tilpasningsevne overfor de initiativer som borgerne måtte have, selvom det ikke er den måde “vi plejer at gøre tingene”.

Specielt når initiativerne peger frem mod mere bæredygtige boformer og er med til at skabe ny dynamik i lokalsamfundet.

Derfor vil Enhedslisten selvfølgelig kæmpe for at projektet kan realiseres.

Venstre v. Christoffer Pedersen:

Venstre mener, at Grobund bør sætte alle sejl til for at få et godt forhold til naboerne og byen. Det synes Venstre ikke, at Grobund er lykkes ret godt med. Pressefoto

Grundlæggende er Venstre positive overfor, at vi i Syddjurs har diversitet i vores boligudbud, og at der er nogen, som ønsker at have en anden bo- og leveform end flertallet.

Omvendt skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at vi i Venstre ikke mener, at Grobund skal have særbehandling. Syddjurs kommune har allokeret rigtigt mange ressourcer til Grobundsprojektet.

I Syddjurs er vi udfordret på manglende vækst, og vi har en borgmester og et flertal, som endnu ikke har anerkendt den udfordring i hverken ord eller handling.

Manglende vækst koster velfærd for vores borgere. Derfor mener vi også, at vi har et ansvar for, at vi skal være skarpere på at prioritere de projekter, som, vi mener, har de største vækstpotentialer.

Så vi er ikke modstandere af projektet. Men vi vil ikke være med til, at Grobund skal have særbehandling.

Grobund har valgt at etablere sig i et miljømæssigt sårbart og kystnært område. Og når man laver et projekt som Grobund, så bør man sætte alle sejl til i forhold til at få et godt forhold til naboerne og byen.

Det synes vi ikke, at man er lykkes ret godt med.

I forhold til spildevand er det helt entydigt fra vores side, at der skal Grobund naturligvis på helt lige fod med alle andre leve op til de standarder, der gælder for rensning af spildevand.

Området er omfattet af kommunens spildevandsplan, og byrådet har besluttet vilkårene, hvis Grobund skal træde ud af denne.

Socialdemokratiet v. Ole S. Hansen:

Det er spændende, at en så stor gruppe mennesker vil forsøge at finde løsninger på nogle af de meget svære udfordringer, vi alle står overfor. Arkivfoto

Vi er som udgangspunkt positive overfor alle der ønsker at bosætte sig og drive forretning i vores kommune. Og vi er glade for at helhedsplanen for Ålerne giver mulighed for mange forskellige typer af boliger både tiny houses og andre former for bæredygtigt byggeri.

Vi ser gerne at grobund projektet udvikles sammen med resten af helhedsplanen. Alle love og regler skal naturligvis overholdes.

Det er i min optik spændende, at en så stor gruppe mennesker vil forsøge at finde løsninger på nogle af de meget svære udfordringer vi alle står overfor. Altså bygge, bo og leve på en måde, hvor man sætter et meget lavere klimaaftryk.

Det ærgrer mig dog, at der er en gruppe borgere, der tager afstand til Grobund. Folk, der ønsker at leve på andre måder, er også velkomne i vores kommune.

Vi ser frem til at fortsætte arbejdet med helhedsplanen om, der er igangsat på et bredt politisk grundlag. Der er lavet et grundigt forarbejde, og der er indkommet over 280 høringssvar, som vi er i gang med at læse.

SF v. Kirstine Bille:

SF vil ikke stå i vejen for, at Grobund kan realiseres. Arkivfoto

I SF er vi fortsat spændte på at se Grobunds projekt realiseret. Det er godt, at den traditionelle tankegang om at bo, forbruge og leve udfordres. Det bør ikke være uhæmmet vækst og forbrug, der definerer vores dagligdag. Derfor er forsøg på at gøre det muligt at leve på en anden måde velkomne.

I det omfang, Grobund kan løse udfordringen med spildevand på en miljømæssigt forsvarlig måde og i øvrigt leve op til de planmæssige og øvrige miljømæssige krav, som kommunen har, vil vi ikke stå i vejen for, at projektet kan realiseres.

Konservative v. Kasper Kolstrup Møller

Grobund skal mere ses som et tilbud til de borgere, der ønsker at bosætte sig alternativt, end et projekt der bidrager til kommunens generelle udvikling. Arkivfoto

»Vi mener, at Grobund rummer nogle spændende tanker og viser, at man kan bo og leve, som man vil, i Syddjurs Kommune.

Grobund skal i min optik mere ses som et tilbud til de borgere, der ønsker at bosætte sig alternativt, end et projekt der bidrager til kommunens generelle udvikling.

Vi ønsker, at man som borger kan leve og bo som man vil, så længe at reglerne er ens for alle og man holder sig indenfor disse.

Grobund er ikke et projekt, vi aktivt vil kæmpe for politisk, men vi ønsker ikke at stå i vejen for, at borgere kan leve på den måde de ønsker.

Der stilles også tvivl om bæredygtighed og en række andre faktorer ved dette projekt, og det er ikke en afgørende faktor for os.

Hvis borgerne, der ønsker at etablere sig på Grobund, kan bygge inden for de samme regler og rammer som alle andre borgere i Syddjurs, så er det en del af det frie valg, vi synes, man bør have.«

Radikale Venstre v. Heine S. Iversen:

De radikale mener, at Grobund er en vigtig ressource for kommunen. Pressefoto

Radikale Venstre ser Grobund som et positivt og værdifuldt projekt for både Ebeltoft og Syddjurs Kommune. Grobund repræsenterer en nytænkning af og et alternativ til, hvordan vi kan leve i bedre balance med vores omgivelser med på både menneskelig trivsel, bæredygtighed og miljøhensyn. Projektet fremmer alternativ tilgang til bosætning og bæredygtighed, som kan inspirere os alle til at gentænke vækst og udvikling.

Derudover kan Grobund spille en vigtig rolle i at fremme iværksætteri og samskabelse og styrke muligheder for innovation og udvikling. Det kan fungere som eksperimentarium for fremtidens byggeri og bosætning, og nye teknikker og metoder kan afprøves i praksis inden for både arkitektur og byudvikling.

Grobund giver mennesker, der har oplevet mistrivsel eller haft svært ved at finde plads i det etablerede samfund, en mulighed for at blive set, værdsat og integreret. Det er en af projektets største styrker, hvor menneskets værdi bliver sat i fokus, som skabe et rummeligt samfund, der gavner alle.

Forudsat at de tekniske udfordringer, herunder spildevandsproblemet, bliver løst, vil jeg bestemt arbejde for, at Grobund får mulighed for at realisere visionen.

Som lokalpolitiker ser jeg det som min opgave at støtte projektet – både ved at hjælpe dem med politisk at navigere i det kommunale system og ved at fremme den positive dialog mellem Grobund og det øvrige lokalsamfund.

Jeg mener, at Grobund er en vigtig ressource for vores kommune, og jeg er overbevist om, at Ebeltoft og Grobund kan skabe en stærk synergi og fortsætte med at udvikle sig positivt og berigende sammen.