SCU i Skanderborg populært valg: Unge sikrer fulde klasser
I alt har 348 unge søgt ind på SCU ved ansøgningsfristens udløb.
Igen i år er der stor søgning til at tage en ungdomsuddannelse på SCU i Skanderborg. I alt søgte 348 ind på SCU ved tidsfristens udløb 1. marts, skriver SCU i en pressemeddelelse.
»Jeg er meget glad for, at så mange unge vælger SCU. Antallet svarer omtrent til den samlede søgning sidste år, som var et rekordår for os. Det viser, at vi gør det godt og har et attraktivt mix af uddannelser,« siger SCUs direktør, Pia Marlo.
Den store søgning betyder, at Handelsgymnasiet HHX til næste skoleår 2025/26 igen etablerer seks nye 1. årsklasser.
Også på EUX og EUD Business ligger søgningen på niveau med sidste år, og der kan etableres to EUX-klasser og en EUD-klasse.
Desuden har mange unge valgt HF, og der oprettes tre HF-klasser i det nye skoleår. På teknisk gymnasium HTX oprettes der igen to klasser, når skoleåret starter til august.
Når man har søgt en ungdomsuddannelse på SCU, vil man modtage information i sin digitale postkasse på et tidspunkt inden sommerferien.
Hvis man som kommende elev eller forældre har spørgsmål, er man altid velkommen til at kontakte SCU, står der i pressemeddelelsen.