Bliv klogere på naturnationalparker. Lokale frygter at blive fortrængt
Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs inviterer til oplæg om Naturnationalpark Mols Bjerge med Terese Scheller Sandvei fra Naturstyrelsen. Et næsten enigt byråd har briefet miljøministeren.
Danmark skal have 15 naturnationalparker, og en af dem bliver Naturnationalpark Mols Bjerge.
Men hvad er egentlig en naturnationalpark, og hvad vil den betyde for natur og biodiversitet?
Det kan du blive klogere på, når Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs inviterer til oplæg med Terese Scheller Sandvei fra Naturstyrelsen. Arrangementet er gratis og åbent for alle, både medlemmer og ikke-medlemmer.
Det foregår på Besøgscenter Øvre Strandkær 26. marts klokken 17.
Fremme på beatet
Naturnationalpark Mols Bjerge er en del af en større plan om at etablere flere naturnationalparker i Danmark. Formålet er at skabe områder med vildere natur og bedre levevilkår for vilde dyr og planter.
Projektet har dog mødt modstand fra lokale beboere og landmænd, der frygter, at deres adgang til området vil blive begrænset, og at deres levevilkår vil blive påvirket negativt.
Derfor opfordrede Venstres Jørgen Ivar Mikkelsen i foråret 2023 borgmester Michael Stegger Jensen (A) til at samle tropperne for at komme staten i forkøbet med et fælles udspil til, hvilke krav man politisk i Syddjurs ville stille til en kommende naturnationalpark.
Borgmesteren samlede depechen op, og udkommet var et fælles brev til Miljøminister Magnus Heunicke med signatur fra 26 ud af 27 mandater i byrådet.
Kun Laila Sortland, dengang Nye Borgerlige nu Konservative Syddjurs, valgte ikke at være medunderskriver. Helt i tråd med, hvad hun tidligere havde tilkendegivet som sin holdning til Naturnationalpark Mols Bjerge.
Lokal bestyrelse og samarbejde
Brevet fra Syddjurs Byråd til Miljøminister Magnus Heunicke fremhæver flere centrale krav for Naturnationalpark Mols Bjerge:
- Tilgængelighed: Byrådet understreger vigtigheden af tilgængelighed, særligt for lokalbefolkningen. Lokale kulturveje skal forblive åbne for kørsel. Det er afgørende for den lokale opbakning.
- Trængselsproblematik: Brevet adresserer trængselsproblematikken i Mols Bjerge og foreslår brugen af nudging for at lede besøgende til centrale parkeringsområder og dermed bevare åbenheden på kulturvejene.
- Alternativer til græssende dyr: Der skal være tilgængelighed for dem, der ikke ønsker at færdes blandt de græssende dyr.
- Lokal bestyrelse: Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse skal også fungere som bestyrelse for den nye Naturnationalpark, og denne bestyrelse skal have både naturfaglige og lokale repræsentanter.
Vil tage ansvar
Borgmesteren mødtes i foråret 2024 med miljøministeren i Aarhus, hvor han gennemgik brevets indhold. På mødet blev det gjort klart, hvad den politiske fælles dagsorden er i Syddjurs, og hvilke krav kommunen har til projektet.
Byrådsflertallet understregede afsluttende i brevet:
»Med denne skrivelse vil byrådet og administrationen i Syddjurs Kommune stille sig til rådighed i forhold til at hjælpe med at koordinere processen med udformning af Naturnationalpark Mols Bjerge, samarbejdet mellem lokale aktører, samt at tage ansvar for at sikre den lokale forankring blandt borgerne i nærområdet.«