Fortsæt til indhold

P3 tog fat: Jagt på kunstfrøer er tæt på målet. Men vi mangler din hjælp

Kærestepar fra Randers leder efter alle 'Kys Frøerne'. Takket være P3 kickstartede de jagten igen i Din Avis.

Samfund

Takket være Rikke Sofie Johansen og kæresten Vivian Magnina har vi på Din Avis igen startet jagten efter de 153 kunstfrøer efter en længere pause.

Og takket være P3’s Drømmeholdet har vi for alvor fået hul igennem.

For lytterne hjalp kæresteparret med at finde helt nye frøer, som vi på Din Avis aldrig har haft kendskab til.

Før de kontaktede Drømmeholdet på P3, havde parret fundet under 80 frøer ved egen kraft. Nu har de nået at finde langt over 100 frøer, og drømmen er at kortlægge placeringen af samtlige 153 frøer.

Takket være radiolytterne på P3's Drømmeholdet, samt Rikke Sofie Johansen og kæresten Vivian Magnina har vi fundet endnu flere kunstfrøer. Nu mangler vi kun at kende skæbnen på 17 frøer. Illustration: Kian Johansen

»Vi troede, det var en kunstrute og gik bare rundt i byen og fandt de frøer, der stadig står her. Det er jo en fantastisk måde at opdage Randers på,« lyder det fra de to nytilflyttere.

Da »Kys Frøen« for over 20 år siden for alvor bandt Randers sammen, blev de placeret forskellige steder i Randers.

Nu viser det sig, at de er spredt over det meste af Danmark. Vi ved nu, at der står en frø i Korsør og en på Midtfyn. Dem får vi billeder af inden sommerferien, har det frøglade kærestepar lovet os.

Lytterne gav også mange flere tips, og dem har vi efterhånden efterprøvet uden at finde flere frøer.

Dette er måske frø nummer fire fra venstre. Den er spottet i Havndal. Foto: Dorte Stückler.
Frøen på Vidarsvej i Randers er et mysterium. Det er med al sandsynlighed frø nummer tre. Foto: Carsten G. Pedersen
Frø E36 er fundet på Storemosevej 3 ved landsbyen Brøndbjerg i Nordjylland. Foto Rikke Sofie Johansen

Vi har allerede fundet to i Strandby ved Frederikshavn, og vi har sporet en frø i landsbyen Brøndbjerg ved Arden i Nordjylland. Og en i Havndal.

Vi ved, at der blev støbt 153 frøer på Fårup Betonindustri i løbet af 2003. Vi er ikke sikre på de sidste 17 frøers skæbne. Vi har dog tre frøer, som vi ikke kan identificere.

Ved du noget?