Fortsæt til indhold

Vil gøre populær midtby-gade »hyggeligere«: Skrotter p-pladser til biler og laver cykelparkering

Samtidig bliver handelsgaden ensrettet i begge ender i de små fem måneder forsøget varer.

Samfund

»Jægergårdsgade skal være en endnu hyggeligere og indbydende gade.«

Sådan lyder indledningen på et brev fra Aarhus Kommune, som beboere og erhvervsdrivende i den centrale aarhusianske handelsgade modtager i disse dage.

Heri varsler kommunen, at man fra 5. maj til 30. september kommer til at give sig i kast med et forsøg - i samarbejde med det lokale fællesråd og gadeforeningen i Jægergårdsgade - om at gøre gaden til en såkaldt sommergade.

Og en del af forsøget på at gøre gaden »hyggeligere« og mere »indbydende« kommer til at indebære flere blomster og mere grønt i gaden, men kommer også til at betyde, at fire parkeringspladser bliver inddraget og forvandlet til midlertidige cykelparkeringspladser.

Håbet er, at man med den manøvre kan få flere af de parkerede cykler væk fra fortovet og træerne, lyder det i brevet.

Ensretning

Trafikalt kommer det også til at få en betydning.

For når Jægergårdsgade bliver lavet om til en sommergade, kommer det også til at betyde, at der bliver ensrettet i begge ender af gaden ned mod Spanien og ud mod Frederiks Allé - i hvert fald for bilerne.

Indgangen til Jægergårdsgade fra M.P. Bruuns Gade forbliver dog uændret, og cykling kommer fortsat til at være tilladt i begge retninger.

»Forsøget giver mulighed for at skabe flere levende, indbydende og hyggelige byrum med bedre forhold for cyklister og fodgængere, bedre cykelparkering og mindre gennemkørende biltrafik,« lyder det i brevet fra kommunen.

Videoovervåger forsøg

Forsøget i Jægergårdsgade er en del af kommunens grønne mobilitetsplan, der har fokus på at skabe »mere trygge og attraktive byrum gennem midlertidige fredeliggørelser af udvalgte gader«.

Og når forsøget med sommergaden er ovre i slutningen af september bliver det evalueret om forsøget skal gentages, oplyser Aarhus Kommune.

Aarhus Kommune laver bl.a. videoovervågning i krydsene ved Frederiks Allé/Jægergårdsgade, Jægergårdsgade/M. P. Bruuns Gade og Jægergårdsgade/Strandvejen, så man både før og efter forsøget kan holde øje med, hvordan trafikken afvikles.

»Videoovervågningen suppleres af trafiktællinger i M. P. Bruuns Gade før og under forsøget, så det også er muligt at se, i hvilken grad lukningerne i Jægergårdsgade påvirker trafikken i M. P. Bruuns Gade,« skriver kommunen på sin hjemmeside.