Fra tvivl til stolthed: Tårerne presser sig på, når Lisbeth fortæller om sit mentorbarn

En gang imellem bliver øjnene blanke.

Det er især, når hun bliver stolt, kan man mærke. Lisbeth Petersen, der har rundet 70 år, sidder med ryggen til det lille torv uden for læsesalen i forlængelse af Ry Bibliotek. I netop læsesalen sidder hun ofte - og har gjort det i mange år efterhånden.

Siden 2017 har hun været mentor for et anbragt barn gennem organisationen Lær for Livet. De seneste år uden for organisationen, da forløbet kun varer seks år.

Lær for Livet er en organisation, der sætter en mentor sammen med et anbragt barn. Som en form for støtte gennem nogle måske svære ungdomsår. Da Lisbeth Petersen møder sit mentorbarn for første gang, er han 10 år.

»Det er en meget spændende rejse at følge den her dreng, som helt i begyndelsen spurgte, om jeg troede, han var en af de 30 procent, der ville bestå eksamen - og så til at være en sikker dreng i sit uddannelsesvalg,« lyder det fra Lisbeth Petersen, der er pensioneret folkeskolelærer.

Hun arbejdede ikke særlig længe som traditionel folkeskolelærer. I 1980’erne var hun med til at starte Ry Daghøjskole og var der, indtil den lukkede 10 år senere. Bagefter brugte hun resten af sit arbejdsliv i en børnehave, hvor hun kunne bruge sine faglige og pædagogiske kompetencer. Det samme har gjort sig gældende det meste af voksenlivet som frivillig.

Siden 1985 har Lisbeth Petersen været frivillig og på den måde hjulpet andre mennesker. Det er især flygtningebørn, hun gennem forskellige tilbud i og omkring Ry, har brugt mange timer sammen med - og set dem udvikle sig.

»Det er spændende. Det at mødes om noget fælles tredje og se, hvad der kommer ud af det. Som frivillig og mentor får man mindst lige så meget igen den anden vej. Man er tæt på en anden person og følger en udvikling og rejse,« fortæller Lisbeth Petersen, der gennem tiden er kommet tæt ind på livet af flere af dem, hun har været frivillig eller mentor for.

Også den unge mand, hun lærte at kende i 2017.

»Det er jo sådan, at jeg har været med til alle hans fødselsdage og afgangsprøver, og han var også med til min 70 års fødselsdag. Så det er lidt som at gå fra at være mentor til at have en relation som voksen. Han er jo 18 år i dag,« lyder det eftertænksomt fra Lisbeth Petersen.

Til at begynde med havde deres relation ét formål.

»Som mentor i Lær for Livet har man til opgave at styrke læringslysten,« fortæller Lisbeth Petersen.

»Mit mentorbarn var dygtig til det faglige, men han manglede troen på, at han var dygtig nok. Selvtilliden. Så det handlede lige så meget om at styrke ham. Han skulle opleve sejhed.«

Til at løse den opgave, brugte Lisbeth Petersen en masse erfaring fra sit private liv.

»Fordi jeg selv er kajakroer, tænkte jeg, det var meget godt at sejle i kajak. Til at begynde med handlede det om at blive fortrolig med kajakken. Efter et par gange var han faktisk så fortrolig, at han bare legede rundt i kajakken, men så ender han med at falde i vandet. Og så blev han ked af det og bange. Jeg forklarede ham, at nu havde han faktisk lært noget af det allervigtigste som kajakroer - nemlig at lave en grønlændervending, og så var han jo stolt, da han kom hjem. Så vi fik det heldigvis vendt til noget godt,« fortæller Lisbeth Petersen.

Det er en af de gange, hvor den pensionerede folkeskolelærer får blanke øjne.

De kommer flere gange, mens hun fortæller om nogle af deres oplevelser sammen. For det er helt tydeligt, at drengen betyder meget for hende.

Over 20 års venskab

Det er det samme med en afghansk kvinde, som Lisbeth Petersen blev lektiehjælper for i 2003, da de afghanske flygtninge kom til Ry.

»Indtil nu har vi fulgt hinanden i over 20 år. Det har selvfølgelig handlet om meget andet end bare lektielæsning. Når man arbejder som frivillig og har med mennesker at gøre, så opstår der ofte en relation, der rækker ud over lektielæsningen. Så bliver der også en form for venskab. Jeg har fulgt hende og hendes børn gennem livet og været med til bryllup og fødselsdage osv. Hun har også været med til mine fødselsdage,« fortæller Lisbeth Petersen.

Efter 22 års kendskab, har Lisbeth Petersen efterhånden hjulpet den afghanske kvinde gennem mange situationer.

»Det handlede også om at forstå det danske samfund, forstå de papirer hun fik, introducere hende til alle kulturtilbuddene, være med til tandlæge osv. Men fortrinsvis handlede det om at lære kvinden dansk, så hun selv kan klare lægebesøg og ringe rundt. Det gør hun også selv nu, men nogle gange beder hun om hjælp til, at jeg skriver på noget papir, hvad hun skal sige. Og så kan hun selv ringe og have kontakten til kommunen eller udlændingestyrelsen,« fortæller Lisbeth Petersen.

»Jeg har også opmuntret hende til at følge forberedende voksenundervisning på VUC og givet hende mod til at være en aktiv del af bydelsmødrene i Skanderborg. Det er spændende at være mentor og følge udviklingen.«

Familien fylder

Hvor længe Lisbeth Petersen fortsætter med at være mentor, ved hun ikke.

Men hun stopper ikke lige nu.

»Det er meningsfyldt. Jeg kan godt lide at være noget for nogen, hvor det giver mening for den, man er frivillig for. Man kan se, det har en gavnlig effekt,« siger Lisbeth Petersen.

Den 70-årige frivillige har dog ikke planer om mere frivilligt arbejde end det, hun har gang i nu.

»Min mand og jeg har fem børn med svigerbørn og børnebørn. Familien er også en vigtig del af mit liv. Jeg skal til Sjælland og hjælpe med at hente mit yngste barnebarn i vuggestuen, så han ikke får så lange dage her i begyndelsen,« siger Lisbeth Petersen med et smil.