Forsøg i Aarhusforstad afslører: Sådan skruer du markant ned for de skadelige partikler fra brændeovnen
Sidste år besluttede byrådet at indføre forbud mod brændeovne. Men nu viser ny Aarhus-undersøgelse en løsning, der måske kan ændre forbuddet.
Brændeovne er en populær varmekilde. Hver fjerde husstand i Danmark har en brændeovn.
Men tilbage i november besluttede byrådet i Aarhus at indføre forbud mod gamle brændeovne, der udleder for mange skadelige partikler. Her blev det meddelt, at aarhusianerne ville få et år til at få fjernet brændeovnene, og hvis den var fra før 1. juni 2008, skulle den højst sandsynlig fjernes eller erstattes af en nyere model.
Det fremgik i en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.
På trods af at det er en populær varmekilde, udgør partikelforureningen fra ældre eller forkerte betjente installationer et sundhedsproblem.
Men nu viser en ny undersøgelse, at der findes effektive løsninger, der kan mindske partikelforureningen i de danske hjem.
Det viser en ny rapport fra Teknologisk Institut. Den dokumenterer, hvordan korrekt installation og brug af brændeovne kan reducere partikeludledningen.
Undersøgelsen er gennemført over tre år i Mårslet ved Aarhus.
»Vores målinger viser, at den rigtige kombination af tiltag kan reducere partikeludledningen med op til 79 pct.,« siger centerchef Jacob Ask Hansen, Teknologisk Institut.
Undersøgelsen er en del af projektet Clean Air Testzone, støttet af Miljøstyrelsen, hvor Teknologisk Institut samarbejder med bl.a. DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, DAPO.
»En interessant observation er, at de største forbedringer ses hos installationer med de højeste initiale udledninger. Vi har målt, at én dårlig installation kan forurene lige så meget som 25 gennemsnitlige brændeovne tilsammen,« siger Jacob Ask Hansen.
»Vi kan se, at installationen ikke er bedre end det svageste led i kæden. Effekten af udskiftning til en moderne brændeovn kan begrænses af en forkert eller utilstrækkelig skorstens-installation, eller hvis huset er for tæt uden tilstrækkelig lufttilførsel,« siger Jacob Ask Hansen fra Teknologisk Institut.