Flovhed blev til forretning: Maya vil sætte alle uddannelser i rampelyset
En oplevelse tilbage i sommeren 2021 gav aarhusianske Maya Hiort-Soele en idé til, hvordan flere uddannelser vil få bedre muligheder for at blive hyldet.
I aften 13. marts klokken 20 på DR pitcher aarhusianske Maya Hiort-Soele sin idé foran løverne. Det fremgår af en pressemeddelelse fra virksomheden Maya Soele.
En oplevelse tilbage i sommeren 2021 var startskuddet for Maya Hiort-Soeles virksomhed. Hendes ældste søn var blevet student. Familien skulle med, for at se studenterhuen blive sat på. Hendes yngste søn William nægtede dog at tage fint tøj på. Han ville komme i sit mekanikertøj.
»Lige der gik det op for mig, at det var som om, at den enes uddannelse var mere fin end den andens. Det er pinligt at sige højt, men det var sådan, jeg tænkte. Det gør jeg på ingen måde mere,« siger Maya Hiort-Soele.
Da hendes yngste søn William blev uddannet mekaniker, var hun ude for at finde en gave til ham. Men det var umuligt. Derfor fik hun idéen til at sælge uddannelsesgaver for at hylde alle uddannelser.
»Alle fortjener at blive hyldet og fejret, når de tager en uddannelse,« siger Maya Hiort-Soele.
Siden hun fik idéen til sin virksomhed, har hun talt med en lang række håndværksmestre, som fortæller, at moren ofte er en hindring for de unge mennesker i at tage en erhvervsuddannelse, fordi mange gerne ser, at deres børn tager en akademisk uddannelse.
»Det er faktisk ret pinligt, men jeg håber, at jeg med min egen historie og virksomhed kan være med til at inspirere andre forældre og særligt mødre til at støtte deres børn i deres drømme,« siger Maya Hiort-Soele.
Hun har designpatent på uddannelsesgaverne, og hun håber, at hun også kan nå ud af Danmark med sin virksomhed.