Farens ord var ikke lov for Lissy: Hun nægtede at leve underlagt en mand, som hun havde set sin mor gøre
Som 14-årig nægtede Lissy Skaaning Johansen at følge sin fars ønsker og valgte sin egen vej. Det er hun stolt af i dag, for i 1944 var det kun de færreste som slap godt fra at sige sin far imod.
Som 14-årig i 1944 stod Lissy Skaaning Johansen på tærsklen til voksenlivet, men hendes far ville have hende til at tjene på en gård og lære husholdning, så hun senere kunne blive en god ægtefælle, der sørgede for sin arbejdende mand og passede hjemmet og børneflokken.
»Jeg havde besluttet, at når jeg blev voksen, ville jeg have en uddannelse. Jeg ville aldrig være afhængig af en mand,« siger Lissy Skaaning Johansen.
Hun skændtes højlydt med sin far og nægtede at følge hans ønsker.
»Jeg havde set min mor, som fuldstændig var underlagt min far. Hans ord var hendes lov. Så ikke på vilkår for mig,« fortæller hun.
Det var et oprør, der satte kursen for hendes liv, som nu snart runder 95 år.
Hendes lange liv har været som en bog fyldt med kapitler af mod, kærlighed og tab, men hver side viser hendes styrke og vilje til at fortsætte.
22. marts fylder hun 95.
Barndom på husmandssted
Jeg havde set min mor, som fuldstændig var underlagt min far. Hans ord var hendes lov
Lissy voksede op på et lille husmandssted i Øster Starup nær Vejle med 13 tønder land, hvor hendes far også kørte lastbil ved siden af.
Familien havde 5-6 køer, et par kvier og grise, som de selv slagtede og byttede kødet for tøj og andre fornødenheder.
Hun husker sin barndom for hende og de to brødre, Arne og Gunnar, som god, trods de beskedne kår.
Hun gik fra hun var 7 til hun var 14 i en lille landsbyskole med kun én lærer og 25-30 børn.
»Vi havde en rigtig dygtig lærer. Han forstod at lave kappestrid med os i undervisningen, og det elskede vi. Vi blev holdt til ilden på denne måde,« husker hun.
Krigen fik kun perifer indflydelse på hverdagen.
Hun husker da de tyske flyvere kom flyvende til Danmark ved Besættelsen, og hvordan piloterne vinkede til hende.
»De fløj meget lavt, så piloterne var meget tydelige. Jeg vinkede tilbage til dem, men det gjorde man ikke. Jeg fik en ordentlig skideballe af min far. Man vinkede ikke til fjenden,« fortæller hun med et smil.
Ungdom fyldt med håb
Lissy fik efter nogle år som tjenestepige på forskellige af omegnens gårde en kontorlæreplads ved Frost Planteskole i Børkop og begyndte sideløbende på handelsskole i Vejle.
Faderen kunne kun se til, selvom det ikke var efter hans gammeldags normer. Han havde fået en datter, der turde trodse det mandlige overhoved og gå sine egne veje for at blive dannet som menneske.
»Jeg startede med at cykle de 20 km fra Øster Starup til Børkop. Det var hjemmefra kl. 6.30 for at møde kl. 8, og hjem igen ved femtiden,« fortæller hun.
Senere fik hun et værelse i Børkop, som hendes chef betalte, ligesom han sørgede for kosten.
Hun mødte sin senere mand, Osvald, på kroen i Børkop, hvor de begge spiste.
»Jeg vil ikke sige, det var kærlighed ved første blik, men det udviklede sig - vi tog til de samme baller,« fortæller hun med et stort grin.
Senere blev de gift og flyttede til Sdr. Felding, hvor Osvald blev filialbestyrer i en elektrikerforretning.
Den første kæreste
Inden Lissy mødte Osvald, var hun forlovet med en anden mand.
»Vi passede slet ikke sammen og havde gjort det forbi. Han arbejdede også på vores kontor, men han fortsatte med at forfølge mig,« fortæller hun.
For at komme væk fra ekskæresten, fik hun plads i huset ved en overlæge så langt væk som i Sverige i en lille by.
»Der var jeg et halvt år.«
Imens lavede hendes forfølger noget skidt sammen med en kammerat, hvor de rapsede penge på ulovlig vis.
»De endte begge med at komme i fængsel.«
Til Kolind
Det blev Osvald, der blev manden i hendes liv.
Efter flere flytninger og jobskifte endte parret i Kolind i 1965.
Inden da havde de boet i Åbyhøj, mens Osvald tog sin eksamen som elinstallatør, ligesom det senere blev til 5-6 år i Vamdrup.
Børnene begyndte at melde sig. Det blev til i alt tre drenge og en pige.
I Kolind fik Osvald job ved installatør Mogensen og senere ved Camptex som værkfører.
Familien begyndte med at bo til leje i Nødager i den gamle sparekasse og købte senere murermesterbolig på Kærbyvej.
Osvald døde af en ondartet kræftsygdom blot 62-årig i 1988.
Han skrantede meget og spiste ikke noget i nogle år, selv ikke hans livretter. Lægerne sagde, at det var noget, han bildte sig ind.
»Jeg fik så et hysterisk anfald og ringede til lægen. Nu måtte de undersøge ham. Det var rivende galt,« fortæller Lissy.
Osvald kom så på Grenaa Sygehus.
»En ung læge konstaterede, at Osvald havde kræft. Han nåede at være hjemme i to døgn, så døde han,« siger hun.
Da var Lissy for længst begyndt at arbejde på Drasbeks Hotel som servitrice og adhoc kontorarbejder. Hun arbejdede på Drasbeks Hotel fra hun var 45 til hun var 72 år.
Hun drev også Bed and Breakfast på Kærbyvej, som blev populært blandt motorkørerne på Ring Djursland. Hendes Bed and Breakfast tog både huset i brug og 3-4 campingvogne. Når der var flest, kunne hun huse næsten 25 gæster.
»Jeg har aldrig været arbejdsløs,« siger hun stolt.
Den anden mand
Efter Osvalds død mødte Lissy en anden mand, Willy, som familien kendte fra deres tid i Vamdrup.
»Min mand og hans kone døde med en måneds mellemrum i 1988. Vi havde dyrket venskab indtil da,« fortæller Lissy.
Fra 1992 til 2008 var de sammen, indtil han kørte galt i bil ude ved Øksenmølle og kom så trist af dage.
»Vi flyttede sammen i en lejlighed i Skanseparken i Ebeltoft i 2006, fordi jeg var begyndt at gå til svømning i byen. Jeg havde på forhånd sagt, at det bliver enten Grenaa, Rønde eller Ebeltoft, som jeg vil bo i, når vi flytter fra Kærbyvej. Det blev den sidste.«
Hvordan bliver man 95?
Lissy svømmer et par gange om ugen. Ikke lige nu, fordi hun har en skade, der forhindrer hende i at bruge sine arme på optimal vis.
Men hun vender tilbage til svømmehallen snarest, lover hun.
»Jeg er med på morgenholdet. Der vil jeg starte igen, når min skade er ovre. Det er dejligt at svømme. Du er vægtløs, når du er i vandet.«
Hvordan bliver man 95?
»Lad være med at drikke og ryge - jeg røg den sidste smøg som 34-årig. Lev sundt og hold dig i gang. Det er ikke muligheder, der mangler for os pensionister,« råder hun.
Hun ser frem til sin 95-års fødselsdag, som skal fejres på dagen, 22. marts, med cirka 50 gæster i bowlingcentret i Ebeltoft.
»Jeg har haft et godt liv og har været glad for det.«
Døden?
»Jeg frygter den ikke. Den kommer, når den kommer. Jeg har sagt til mine børn og deres familier, at de nok vil være kede af det for en stund, men de vil også føle lettelse, fordi de ikke længere skal tænke på at besøge mig og hjælpe mig, når det er nødvendigt.«
Det er nu ikke hjælp, Lissy Skaaning Johansen får mest af.
Et besøg af en hjemmehjælper hver 14. dag er alt, hvad hun har af kontakt med Syddjurs Kommune.
Lissy er som en klippe, der har stået fast gennem livets storme, uanset hvor hårdt vinden har blæst. Også i livets efterår.