Det bliver Karen, der skal mætte de sultne maver på turen til landets mest isolerede ø
Det er en erfaren kvinde, der giver et frisk pust til cafeteriet på den tre timer lange overfart.
Det bliver Karen Eriksen, som fremover skal mætte de mange sultne maver på de omkring 30.000 passagerer, der årligt sejler turen til og fra Anholt.
Karen Eriksen har således overtaget forpagtningen af Anholtfærgens cafeteria op til den kommende forårs- og sommersæson, som starter 4. april, og det er en temmelig erfaren kvinde, der fremover står for maden om bord.
I de seneste 30 år har hun arbejdet i restaurationsbranchen eller beskæftiget sig med fødevareindkøb.
Først Hotel Grenaa på Trekanten, som nu huser 3F Djursland. Siden på Hotel Havlund på Kystvej og dernæst 15 år i regionen med ansvar for blandt andet madindkøb.
Senest har 63-årige Karen Eriksen været chef for caféen i Mollerup Golfklub i det nordlige Aarhus, men nu var tiden inde til en ny udfordring.
»Siden jeg havde hotellet, har jeg haft lyst til at blive selvstændig igen. Nu er vi ved at være i den alder, at hvis man skal prøve noget nyt, så skal det ligesom til at være,« konstaterer Karen Eriksen med et grin.
Teltpælene op
Nyt bliver det, for med forpagtningen af cafeteriet følger også en flytning til Anholt med. Det bliver sammen med hendes mand Hans, som nu er pensionist, og Karen Eriksen lægger da heller ikke skjul på, at opbruddet med Grenaa, hvor de har boet altid, har været den svære del af beslutningen.
»Det har da været den allerstørste bekymring, at vi skal til at rykke teltpælene op og flytte til Anholt,« fortæller den nye forpagter.
»Det er mit drive«
De seneste år har det været svært at fastholde forpagterne af cafeteriet. Den seneste holdt blot en enkelt sæson, mens parret Søren Munch og Angela Vestergaard forinden blev to år på færgen.
Noget tyder dog på, at Karen Eriksen og hendes mand har fundet en løsning, der skaber et fundament for et langvarigt engagement.
»Det er jo en slags halvårsforretning, som kører herfra foråret til og med efterårsferien. Derefter er der for få passagerer med til at have forretning. Derfor beholder vi vores hus i Grenaa, hvor vi vil bo i vinterhalvåret, og så har vi sommerhalvåret på Anholt,« fortæller Karen Eriksen.
»Det bliver ikke noget, vi kommer sovende til, og der skal arbejdes nærmest dobbelt tid det næste halve år, men jeg er ikke sådan en, der giver op, selv om det ikke altid går, som præsten prædiker. Så hænger jeg bare endnu mere i, fordi jeg vil have tingene til at lykkes. Det er mit drive,« understreger hun.
Og parret glæder sig til at tilbringe mere tid på øen, som de efterhånden kender ganske godt.
»Vores datter og svigersøn har sommerhus på Anholt, så vi er kommet der meget igennem de seneste 14 år, så vi kender øen, og vi kender efterhånden også en del mennesker derovre. På den måde er det jo ikke helt nyt, og vi glæder os til at få hele sommeren på Anholt, selv om vi virkelig skal knokle igennem. Men mon ikke vi også kommer til at nyde øen, når solen skinner sidst på dagen, og vi får de skønne aftener på Anholt,« siger Karen Eriksen.
Det bliver klassiske café-retter som sandwich, salater, smørrebrød og burgere, man fremover kan nyde fra Karen Eriksens køkken på den tre timer lange overfart.
Derudover vil hun også satse mere på morgenkomplet med blandt andet scrambled eggs og nybagt brød på overfarten fra Anholt om morgenen, som man kan bestille samtidig med, at man bestiller sin færgebillet.