Fortsæt til indhold

Værdicentralen fylder rundt: »Tænk, at der allerede er gået 10 år, siden vi stod i et lille hjørne af butikken og sorterede«

I 10 år har Værdicentralen i Skanderborg fundet nye ejere til brugt guld fra genbrugspladsen, og der har aldrig været mere travlt.

Samfund
sra

Klokken er lidt i et på en tirsdag, og der er en 20-mand-lang kø til Værdicentralen. Sådan er det alle dage, griner Charlotte Bartels og hilser hjerteligt på kunderne, mens de myldrer ud mellem hylderne på jagt efter det helt rigtige stykke genbrug.

Charlotte Bartels er koordinator og et kendt ansigt på Værdicentralen. Hun har været med næsten helt fra begyndelsen og kan altså i år fejre 10 års-jubilæum sammen med butikken, skriver Værdicentralen i en pressemeddelelse.

»Det er da stort! Tænk, at der allerede er gået 10 år, siden vi stod i et lille hjørne af butikken og sorterede. Dengang brugte vi meget tid på at rydde hylderne for ting, der ikke kunne sælges, så der var plads til noget nyt. Det behøver vi ikke mere. Nu bliver hylderne tømt helt af sig selv,« siger Charlotte Bartels.

»Mange af vores kunder er her ikke for at spare penge eller gøre et godt fund. De er her, fordi det føles rigtigt, og det er jo præcis det, vi har arbejdet for de sidste 10 år,« fortæller Charlotte Bartels.

150 flyttekasser om dagen

Værdicentralen har regnet ud, at de hver dag sorterer, hvad der svarer til 150 flyttekasser fyldt med ting, som folk har kasseret eller sat til genbrug. Cykelpumper, byggematerialer, sofapuder, kaffestel, strikkepinde, bøger, bluser og dukker. For bare at nævne nogle eksempler.

»Igennem årene er vi blevet en professionel og velsmurt genbrugsmaskine, og vi afsætter over 600 ton genbrug om året. Vi sidder ikke ude bagved og farvesorterer brugte knapper. Det er afgørende, at vi er effektive, for det er vores ansvar at levere så meget godt genbrug som muligt til alle, og det ansvar tager vi alvorligt,« siger Charlotte Bartels.

Værdicentralens genbrug kommer fra Renosyds genbrugspladser, hvor ni forskellige velgørende organisationer også samler brugte ting ind til gode formål. Godt genbrug er der altså med andre ord nok af.

Værdicentralen drives af Renosyd efter hvile-i-sig-princippet. Det vil sige, at den ikke skal lave et overskud. Indtjeningen fra genbrugsvarerne går til at drive butikken, lønne medarbejderne og formidle genbrugstanken til så mange som muligt for eksempel ved arrangementer.

»Min kone og jeg er kommet her i 10 år, og vi kører gerne efter det, for der er hele tiden noget nyt på hylderne. Igennem årene har vi købt køkkenudstyr, køkkenmaskiner og mange flotte malerier. Min kone har også købt kogebøger og tasker. Mange tasker.« Henrik, Nørre Snede
»Jeg elsker det her sted. Her er så hyggeligt, folk er søde, og der er en virkelig god energi. Jeg kan godt lide bare at gå rundt og kigge på tingene. Tit kommer jeg hjem uden at have købt noget, men jeg er altid blevet i godt humør. I dag har jeg fundet et par ting, jeg gerne vil købe.« Aldona, Skanderborg
»Vi har faktisk ikke noget tilsvarende i Horsens, så vi kommer tit her. For os er genbrug blevet en ting, vi hygger os med at gøre sammen, og Miklas er blevet rigtig god til at spotte de gode ting. Vi får altid noget med hjem. Sidste gang vi var her, kunne vi næsten ikke have det hele i bilen.« Jeanette, Miklas og Maiken, Horsens

Kunderne har ændret sig

Klokken kvart over et på en tirsdag har mange kunder allerede gjort et fund. Et sæt højttalere, en ny bluse og en kogebog til samlingen. En enkelt har fyldt en indkøbsvogn til randen, selvom hun bare lige skulle kigge, og sådan er det blevet med årene. Det er blevet mere almindeligt at genbruge, fortæller Charlotte Bartels.

»I begyndelsen var det især de inkarnerede genbrugshajer, superbrugerne, der kom her. I dag er det alle slags kunder, familier, unge og ældre, og vi oplever især, at flere mænd stiller sig i kø, mens vores store følgeskare på sociale medier stadig er kvinder,« siger Charlotte Bartels.

»Vi mærker tydeligt, at flere og flere kigger på genbrugshylderne først, når de mangler noget. Mange af vores kunder er her ikke for at spare penge eller gøre et godt fund. De er her, fordi det føles rigtigt, og det er jo præcis det, vi har arbejdet for de sidste 10 år.«

Værdicentralen fejrer fødselsdagen lørdag 22. marts, hvor de lover kage og gode tilbud til de fremmødte.