Stort stykke skov bliver fældet
Snart er der tomt på stort skovareal, men nye træer plantes hurtigst muligt.
Et temmelig stort stykke skov i udkanten af Hammel vil meget snart se temmelig nøgent ud.
I løbet af uge 12 begynder Frijsenborg Gods nemlig afskovning af et seks hektar stort areal ved Sallvej/Skovbrynet.
Stedet er bevokset med nobilisgran. Træerne blev plantet i 1984 og er blevet brugt til at klippe pyntegrønt af.
»Men nu har træerne altså nået en alder, hvor det ikke længere giver mening at klippe pyntegrønt deraf, fordi kvaliteten er blevet for dårlig,« forklarer Carsten Bjerre, der er skovfoged og distriktsleder ved Frijsenborg Gods – han har altså ansvaret for den daglige drift af Frijsenborgs skove.
Når træerne er fældet, skal man ikke forvente store, åbne vidder særlig længe. Området bliver nemlig »hurtigst muligt« plantet til igen:
»Vi skal bruge arealet til en ny rotation – ny pyntegrønt af samme træart. Det er et relativt fladt areal, og det er i høj kurs for den her slags produktion. Det er fordi, at træerne klippes med lifte, når de når en vis alder. Et fladt terræn er nemmere at få en lift ind på,« forklarer Carsten Bjerre, som melder afskovningen ud på forhånd af en bestemt grund:
»Vi orienterer, fordi vi jo gerne vil fortsætte med at have et godt naboskab og forståelse for den skovdrift, som er nødvendig. I forbindelse med afskovningen vil der være ekstra støj og lidt gener i form af lastbiler, som skal transportere træet væk derfra,« siger skovfogeden.
Husk: Det er en forretning
Når der i kommunen bliver fjernet skov rundt omkring, er det ikke unormalt, at det bliver bemærket, kommenteret og ofte begrædt i de lokale by-grupper på Facebook.
»Men man skal huske, at der her er tale om produktionsskov. Det er en forretning – et privat firma. Og det er netop med til, at vi andre steder kan tillade mere biodiversitet eller mountainbike og senest discgolf, som vi jo netop har givet tilladelse til lige på den anden side af det her pågældende areal. Produktionsskoven er med til at finansiere tingene.«