Fortsæt til indhold

Flere nyheder pibler frem med foråret på Stenvad Mosebrugscenter

Nye musikalske muligheder og masser af lækkerier til den søde tand.

Samfund
sica

Torsdage får snart en anden lyd i Stenvad, for i de næste tre måneder er torsdag lig med Mosebrugsjam på Stenvad Mosebrug.

Det har en bevilling fra Nordea-fonden sikret, så mosebrugscenterets musiske muligheder er blevet opgraderet.
Det er kommet en række tone- og taktfulde mennesker for øre, og de vil gerne være med til at fylde den gamle fabrik med ny lyd. Det skriver Stenvad Mosebrugscenter i en pressemeddelelse.

»Stenvad Mosebrug har en fremragende akustik,« fortæller Steen Knoblauch, der er en af initiativtagerne til Mosebrugsjam.

»Scenen, rummet og udstyret gør det muligt at invitere meget bredt ud – så pust støvet ud af din blokfløjte, stem guitaren og fyld vand på damporglet og kom til Stenvad,« opfordrer Steen Knoblauch.

Steen Knoblauch bor til dagligt i Eskildsagre og har været en del af Las Vegas i Fjerupgaarde i mange år. Det fortsætter han med at være, men han ser også potentiale i at udvide de lokale musikalske muligheder.

»Jeg synes, at der er så mange fede muligheder for samarbejde og for gode musikoplevelser, at jeg ikke kan lade være med at se, hvad det kan blive til,« konstaterer han.

Leder af Stenvad Mosebrug, Ikki Knudsen, er også begejstret:

»Det er præcis sådan et initiativ vi både håbede på og har arbejdet for, siden vi fik bevillingen af Nordea-fonden. Musik er fantastisk til at samle folk, så jo mere jo bedre. Vi har allerede haft både rock-, blues-, jazz- og klassiske koncerter på Mosebruget, så vi ved at publikum er her. Samtidig er Mosebrugsjam et eksempel på en form, vi meget gerne vil have mere af: vi lægger rammer til et arrangement, hvor det grundlæggende er initiativtagerne der er arrangører,« konstaterer hun.

En af visionerne for Stenvad Mosebrugs er netop at være scene og platform for mange flere aktiviteter til glæde og gavn for lokale og besøgende. Her skal man kunne mødes i fællesskab og bringe drømme og ideer ud i livet.

»Huset rummer så mange muligheder, at vi ikke selv kan få øje på dem alle – endsige have tid til at forfølge dem. Derfor er vi meget glade når der dukker nogen op med ønsker, ideer, lyst og energi til nye ideer,« siger Ikki Knudsen.

Den første Mosebrugsjam er allerede d. 27. marts kl. 19.00.

Kager på bordet

Musikken er ikke den eneste forårsnyhed på mosebrugscenteret, hvor en flok frivillige kagedamer har taget en stolt lokal tradition op igen.

Den første søndag i hver måned tryller Birgit Hansen, Jette Pedersen og Susanne Koch Andersen sammen med tre andre således kage frem på 1. salen i mosebrugscenteret.

»Det er en dejlig tradition, og folk kommer langvejs fra for at sidde med ved bordet. Vi elsker vores kagesøndage. Folk er glade. Og hvem kan ikke lide kage,« spørger de tre kagedamer.

Kagebordet er dækket den første søndag i hver måned fra april til juni – fra 14.00-16.00. Man kan bestille plads til gildet på Stenvad Mosebrugs hjemmeside