Skal Johan Tams fra Galten FS Fodbold være Årets Energibombe?
Johan Tams fra Galten FS Fodbold er nomineret som Årets Energibombe. En pris som AURA uddeler for at hylde de lokale frivillige.
Johan Tams fra Galten FS Fodbold er blandt fem nominerede som Årets Energibombe. Han er blandt andet træner og ansvarlig for fodboldskolen i Galten, og han er indstillet til prisen af bestyrelsen for Galten FS Fodbold. I indstillingen af Johan skriver de blandt andet:
»Vi indstiller Johan, fordi han med sin enestående dedikation og passion er en stor del af hjertet i vores fodboldfællesskab. Johan udfylder mange roller i klubben, men han skal især anerkendes for sin ubestridte drivkraft bag vores populære årlige fodboldskole for de lokale børn, hvor deltagerantallet de seneste fire år er steget fra 90 til knap 300.
Han er også en frivillig drivkraft i at skabe en varm og inkluderende klubånd. Han er meget vellidt – uanset om det er nye eller gamle medlemmer – og hans smil og positive tilgang byder alle velkommen. Denne evne til at engagere og inspirere folk er med til at styrke fællesskabet og sammenholdet i klubben.«
Johan Tams var utrolig glad og beæret over at være nomineret til prisen:
»Jeg synes jo bare, at jeg passer min tjans som frivillig, så det er da fantastisk at få sådan et klap på skulderen. Jeg synes, det er fedt at være frivillig, når man kan se, at det lykkes – i fællesskab med andre. Som med fodboldskolen hvor vi næsten fik tredoblet antallet af deltagere,« siger han og fortsætter:
»Jeg er frivillig, fordi jeg ikke kan lade være, men også fordi jeg godt kan lide at gøre noget for andre. Jeg synes, det er fedt at være en del af et fællesskab og eksempelvis træne børn, hvor man kan mærke den umiddelbare glæde, og at de får noget godt ud af en træning.«