Ryanair skred fra Aalborg og Billund, men blev i Aarhus: Accepterede presset lufthavn vildt krav?
Ryanair stillede lufthavne i Aalborg og Billund uspiseligt ultimatum, da Danmark indførte passagerafgift. Aarhus Airport har formentlig accepteret, vurderer ekspert, men lufthavnens formand nægter at udtale sig.
Det var lidt af en bombe, der sprang i den danske luftfartsbranche i februar, da Ryanair meldte ud, at der skæres kraftigt ned i Danmark.
Basen i Billund lukker. Det samme gælder alle ruter til og fra Aalborg.
Det skyldes den danske passagerafgift på flyrejser, tordnede det irske lavprisselskab, som mener, at afgiften især gør de regionale lufthavne »håbløst ukonkurrencedygtige«.
Men alligevel fortsætter Ryanair overraskende nok med alle aktiviteter i lufthavnen med færrest passagerer, Aarhus Airport.
Avisen kan nu afsløre, hvordan det endte sådan.
Ryanair, der er kendt for at være en af branchens mest skruppelløse forhandlere, stillede nemlig de regionale lufthavne et benhårdt ultimatum:
I tager regningen for afgiften, så det ikke påvirker vores priser - ellers smutter vi.
Og det gjorde de så, da Aalborg og Billund afviste. Lufthavnene bekræfter forløbet overfor avisen.
»Vi modtog 15. juli sidste år et brev fra Ryanair, hvor det fremgik, at de forventede, at vi samlede regningen op for passagerafgiften. Kommunikationen fra Ryanair understregede, at hvis vi ikke efterkom kravet, ville det få konsekvenser for flyselskabets aktiviteter hos os,« fortæller Jan Hessellund, direktør i Billund Lufthavn.
Ifølge landets næststørste lufthavn kunne kravet ikke accepteres, da det strider mod hensigten med loven, og fordi alverdens andre flyselskaber så også ville kunne kræve afgiften kompenseret.
»Afgiften er tiltænkt at skulle betales af forbrugerne - ikke lufthavne eller flyselskaber. Herudover ville vi ikke imødekomme kravet set i lyset af vores mange andre flyselskabskunder. Dermed blev vi én af 88 lufthavne i Europa, som Ryanair siden 2004 har forladt,« lyder det fra Billund-direktøren.
Samme melding lyder der fra Aalborg-direktør Niels Hemmingsen.
»I vores dialog med Ryanair stod det klart, at det fra deres side var et krav, at vi som lufthavn skulle påtage os den økonomiske byrde som følge af passagerafgiften. Det var i den forbindelse også tydeligt, at kunne vi ikke imødekomme dette krav, ville det få væsentlig betydning for Ryanairs aktiviteter i Aalborg Lufthavn,« skriver han i et mailsvar og tilføjer:
»I forbindelse med Ryanairs ønske om, at vi som lufthavn skulle stå med regningen, har vi måttet konstatere, at den samlede pakke ikke var god nok, og da dette var et klart krav fra Ryanair, har det stået i vejen for et fortsat samarbejde.«
Nægter at kommentere
Ingen af lufthavnene ønsker at spekulere i, om Aarhus Airport har accepteret Ryanairs krav, og det er ikke lykkedes avisen at få dette be- eller afkræftet.
Formanden for den østjyske lufthavn, Lars Dige Knudsen, nægter nemlig at kommentere sagen. Han vil ikke engang svare på, om Aarhus Airport er blevet stillet samme ultimatum som Aalborg og Billund.
»Jeg vil overhovedet ikke kommentere de forhold, der er mellem Ryanair og Aarhus Airport. Det er en forhandling, som bliver mellem dem og os,« lyder hans afvisning.
Det er ellers en nærliggende tanke, at Ryanair blev i Aarhus, fordi I accepterede deres krav?
»Det er ikke en logisk slutning for mig. Når man aftaler vilkår med flyselskaber, så er der en lang række elementer, der indgår i sådan en aftale. Herunder de udgifter, flyoperatøren har for at være i lufthavnen. Så det er en samlet pakke, man forhandler, men jeg har ingen kommentarer til de aftalevilkår, vi har indgået med Ryanair.«
Men hvorfor skulle Ryanair ikke have stillet samme krav til Aarhus, kan man med rimelighed spørge sig selv, når irerne også har lavet samme nummer i lande som Storbritannien, Frankrig og Tyskland, hvor der er indført afgifter.
Luftfartsekspert og chefredaktør på branchemedierne Check-in.dk og Standby.dk, Ole Kirchert Christensen, finder det usandsynligt.
»Det vil være en logisk slutning at konkludere, at Ryanair har fået dækning for denne omkostningsforøgelse, når selskabet fastholder tilstedeværelsen i Aarhus Airport. Bestyrelsesformanden gjorde i oktober sidste år også ejerne opmærksomme på, at han forventede, at man ville få svært ved at fastholde Ryanair i lufthavnen som følge af den nye passagerafgift,« siger han.
Potentiel katastrofe
Ryanair er med længder den største og vigtigste operatør i Aarhus Airport, der kun har Norwegian, Pegasus Airlines og SAS som yderligere kunder i butikken.
Med syv ruter til forskellige destinationer i Europa - heriblandt den ultravigtige til London - flyver cirka halvdelen af passagererne med de blå/gule fly, så irerne har haft gode kort på hånden til at presse den pressede lufthavn.
For udover at kæmpe med massive millionunderskud, en snarligt tom pengekasse og kommunale ejere, der vægrer sig ved at poste flere skattekroner i underskudsforretningen, så har lufthavnen også været i fremskredne forhandlinger med en potentiel privat investor.
Det ville altså være en regulær katastrofe for både forhandlinger og den generelle økonomi, hvis 50 procent af omsætningen pludselig forsvandt.
Men har man sagt ja til at tage regningen for passagerafgiften, har man også sagt ja til et markant økonomisk tab.
I år, hvor afgiften er indført, lyder den på 30 kroner per passager for europæiske flyvninger. Fløj Ryanair med halvdelen af de rejsende fra Aarhus Airport i 2024, ville det have svaret til en regning på ca. 3,7 millioner kroner.
I 2028 stiger afgiften til 40 kroner, og i 2030, når den ender på 50 kroner, ville samme antal Ryanair-passagerer koste lufthavnen ca. 6,1 millioner kroner. Det er ikke småpenge for en forretning, der har leveret underskud på 83 og 86 millioner kroner de seneste to regnskabsår.
Samtidig risikerer man, at de andre flyselskaber i lufthavnen kommer og kræver samme ordning.
»Der er ingen tvivl om, at det ville have været et hårdt slag mod lufthavnens bundlinje, hvis Ryanair var fløjet væk fra Aarhus Airport. Ikke alene økonomisk, men også i forhold til mulighederne for at tiltrække en eller flere private investorer, hvilket er livsvigtigt for lufthavnen,« konkluderer Ole Kirchert Christensen.
Ryanair er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.