Kom ind i verdenskendt arkitekts hus – her er et smugkig
Knud Friis har tegnet et hav af huse, men hvordan boede han egentlig selv? Det kan du finde ud af.
Den kendte Aarhus-arkitekt Knud Friis tegnede gennem en menneskealder et væld af huse, heriblandt flere end 500 boliger til danske familier. Han har også slået stregerne til en lang række institutionsbyggerier, rådhuse og skoler, blandt andre den tidligere entreprenørskole i Ebeltoft, som netop er blevet fredet.
Mange vil formentlig kende Knud Friis som halvdelen af makkerparret Friis og Moltke, der i perioden 1950-1970 skabte et stærkt brand inden for arkitektur.
Ud over mange nationale hædersbevisninger blev Knud Friis i 1983 tildelt en æresbevisning af the American Institute of Architects, ligesom han i 1992 blev æresmedlem af Bund Deutscher Architekten.
Knud Friis og hans familie boede i flere end 50 år i et hus i Brabrand, og det hus kan du, via Realdania By & Byg, få en guidet rundvisning i 10 april 2024.
Villaen hører til i den arkitektoniske retning brutalisme og ligger på en bakketop med udsigt over Brabrand Sø.
Huset står stadig med de oprindelige farver, overflader og detaljer, med tilbygningen fra 1970 og det lukkede gårdrum, med de rå vægge i beton og tydelige spor af forskallingsbrædder og med tydelige referencer til den særlige arkitektur, som Knud Friis og hans kompagnon Elmar Moltke mestrede til fingerspidserne.