Fortsæt til indhold

Her skulle ligge butikker, men byens nye erhvervsområde drukner i grundvand

Det er fortsat uvist, hvornår anlægningen af erhvervsområdet kan begynde.

Samfund

Henrik Bernberg er ikke meget for at kalde det held i uheld, for det er en temmelig ærgerlig situation for Auning og Norddjurs Kommune.

Byg- og miljøchefen i Norddjurs Kommune noterer sig dog, at problemet kunne have været endnu større, hvis der ikke var kommet så meget vand i starten af 2024.

Det er Aunings kommende nye erhvervsområde i byens østlige ende, det handler om.
Det er efterhånden to år siden, kommunalbestyrelsen endelig vedtog lokalplanen, der giver plads til nye forretninger på arealet ved siden af Scanpan mellem Energivej og Hovedvej A16.

Pengene til projekteringen er bevilget, og det indledende arbejde med at anlægge stamveje gik også i gang sidste år. Her stødte man dog på uventede problemer.

Ifølge byg- og miljøchef Henrik Bernberg har der aldrig været de helt store problemer med højt grundvand i Auning, men de massive mængder nedbør, som 2024 indledtes med, gav et andet billede.

»Vi måtte konstatere, at der kom rigtig meget vand på én gang. Selvom vi havde forventet, at området var relativt tørt, så kunne vi se, at grundvandstanden var steget, og at der kom meget vand fra flere steder. Der var mange ting, der spillede sammen, og det skal vi forstå, så vi kan finde en robust løsning,« fortæller Henrik Bernberg.

Har topprioritet

Den nye virkelighed har fået meget høj prioritering i forvaltningen, og kommunen arbejder lige nu tæt sammen med rådgivere for at undersøge vandets bevægelse i området og sikre, at fremtidige erhvervsbyggerier ikke risikerer at stå under vand.

Derfor er projektet blevet langt mere kompleks, fordi det ikke blot handler om at få vandet væk nu. Det handler om at sørge for, at det ikke vender tilbage, når der engang står forretninger på arealet.

»Det er nu en topprioritet at finde en langsigtet løsning, for her er noget, vi virkelig skal tage højde for. Det kræver omtanke. Vi kan ikke bare udstykke noget og risikere, at området bliver vandledende bagefter. Det skal kunne udvikles uden risiko for oversvømmelser,« fastslår byg- og miljøchefen.

Ingen tidshorisont

Kompleksiteten er også årsagen til, at Henrik Bernberg endnu ikke vil give et estimat på, hvornår Aunings nye erhvervsområde for alvor kan sættes i gang.

Han fastholder dog, at den helt klare plan er, at området skal realiseres trods udfordringerne med vandet.

»Jeg tør ikke sætte en præcis tidsplan, fordi det er så kompleks. Det afhænger af, hvilke løsninger vi ender med at vælge, men jeg kan sige, at det er noget, vi tager meget alvorligt, for det er noget, der betyder rigtig meget for Auning,« understreger han.