Medarbejdertrivsel på toppen: Overskudsdeling og lavt sygefravær skaber succes
Entreprenørvirksomheden VAM med base i Vester Alling har offentliggjort sit årsregnskab for 2024, som viser et overskud på 6,1 millioner. Resultatet betegnes af ledelsen som tilfredsstillende og betyder, at VAM igen i år kan gennemføre overskudsdeling til virksomhedens medarbejdere.
VAM A/S i Vester Alling har netop aflagt årsregnskab, som viser, at virksomheden i 2024 omsatte for 261 mio. kr., mens resultatet udviser et overskud på 6,1 millioner kroner.
Omsætningen er højere end forventet, mens indtjeningen er lavere end forventet.
Den lavere indtjening skyldes en større investering i IT-infrastruktur, som skal danne grobund for fremtidig udvikling.
Årets resultat betegnes som tilfredsstillende, og VAM A/S gennemfører derfor igen i år den mangeårige tradition med overskudsdeling.
»Vi er tilfredse med årets resultat, som viser, at vi fortsat har en solid forretning i VAM A/S, hvor der er plads og ressourcer til at tænke fremad og foretage løbende investeringer. Vi er naturligvis stolte over, at vi igen i år kan udlodde en betydelig del af overskuddet til vores medarbejdere,« forklarer adm. dir. Allan Hougaard.
Strategiske IT-investeringer
I 2024 har VAM A/S foretaget markante investeringer i IT-infrastruktur for at optimere interne processer og skabe et stærkere fundament for fremtiden.
»Vi ser et stort potentiale i at digitalisere og optimere vores arbejdsgange. Investeringen i IT-infrastruktur er et strategisk valg, der ikke kun gavner os nu, men som også vil give os mulighed for at udvikle virksomheden på lang sigt,« siger adm. direktør Allan Hougaard.
På trods af de strategiske investeringer kan VAM A/S konstatere, at langt størstedelen af selskabets projekter i 2024 er gennemført som forventet, og kerneforretningen vurderes derfor som stabil.
Fokus på trivsel
I 2024 har VAM A/S fortsat sit mangeårige fokus på trivsel og udvikling som attraktiv arbejdsplads.
Det målrettede arbejde har ført til et lavt sygefravær og en imponerende trivselsmåling, hvor hele 91,8% af medarbejderne svarer, at de er glade for deres arbejde.
Dertil kommer en flot andenplads i 3F’s kåring af Årets Arbejdsplads, som den eneste virksomhed fra bygge- og anlægsbranchen.
»Vi ved, at en god arbejdsplads ikke bare skaber trivsel, men også bedre resultater. Når vores medarbejdere trives, arbejder de bedre sammen, og det styrker både vores projekter og vores virksomhed som helhed,« siger Allan Hougaard.