Farvel til "Nikolaj"- tidligere lokal finansminister i 16 år
Svend Aage Nikolajsen, respekteret og værdsat borger i Kolind, er for nylig gået bort i en alder af 93 år.
Svend Aage Nikolajsen, kendt som ”Nikolaj” blandt venner og kolleger, blev født og opvokset i Dollerup på Viborg-egnen.
Han indledte sin karriere i Forsvaret, hvilket førte ham til Flyvepladsen i Tirstrup og senere til en civiluddannelse.
Uddannelsen kvalificerede ham til en stilling som faglærer inden for bygge og anlæg på Djurslands Specialarbejderskole, senere AMU-Center Djursland, hvor han arbejdede i imponerende 29 år.
Hans undervisning og vejledning har haft en varig indflydelse på mange elever, som han hjalp med at opkvalificere til arbejdsmarkedet.
Bent Nielsen engageret Kolindborger i en årrække, og tidligere kollega til Svend Aage Nikolajsen, husker ham som en meget respekteret og værdsat kollega på Djurslands Specialarbejderskole, startet af det senere folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, Børge Halvgaard, der egentlig startede med at være socialdemokrat.
Gruppen bestod af fire faglærere med hver deres specialer, hvor ”Nikolaj” primært underviste i grundkurser og forskalling, fortæller Bent Nielsen.
Respekteret og hjælpsom
»”Nikolaj” var meget respekteret af eleverne, ledelsen og kollegaerne. Ingen var på noget tidspunkt i tvivl om, hvordan ’Nikolaj’ ville have det, måske endda lidt konservativ og en smule stædig. ’Nikolaj’ havde temperament, som sjældent blev oplevet, men det forekom,« husker Bent Nielsen.
Bent Nielsen beskriver ’Nikolaj’ som altid hjælpsom.
Da Bent Nielsen blev ansat i 1981 som faglærer på Landtransport i Pederstrup, kunne han altid få et pædagogisk råd af Svend Aage Nikolajsen, som havde stor erfaring med alle typer elever.
Han husker ”Nikolaj” som en kollega med den helt rigtige indstilling til opkvalificering af ufaglærte i 1980’erne, som der var kæmpe behov for på landets mange byggepladser.
En særlig oplevelse
Bent Nielsen siger: »”Nikolaj” gjorde en forskel.«
Han har også en speciel erindring om ”Nikolaj”, da han efter flere år uden kontakt ringede og bad sin tidligere kollega, der nu var blevet ejendomsmægler om at sælge huset Erna og Svend Aage Nikolajsens hus på Rugvangen, fordi parret ville flytte i andelsbolig.
Bent Nielsen husker det som en god oplevelse, og han bemærker, at ”Nikolaj” selv havde bygget huset, herunder en lille hule til ham selv, udgravet fra kælderen med håndkraft ind i bakken og ikke registreret nogen steder.
»Både Erna og ”Nikolaj” var nogle hyggelige og stabile mennesker.«
Finansministeren
Svend Aage Nikolajsen var ikke kun en dygtig underviser, men også aktiv lokalpolitiker.
Som medlem af Socialdemokratiet tjente han i 16 år i lokalpolitik i gamle Midtdjurs Kommune, hvor hans økonomiske indsigt og forståelse gjorde ham til en betroet og respekteret figur.
Fra sin post i Økonomiudvalget var han embedsmændenes ligemand, når det gjaldt overblik og forståelse af økonomiske sammenhænge. En politiker, der stod respekt om og blev lyttet til, når han tog ordet på kommunalbestyrelsesmøderne, fordi alle vidste, at han var den lokale ”Finansminister”.
Sammen med sin hustru, Erna, var Svend Aage Nikolajsen også dybt engageret i Kolinds foreningsliv, herunder KPI og Havekredsen.
Parret fejrede deres Krondiamantbryllup i 2020, en sjælden og bemærkelsesværdig milepæl, der vidner om deres stærke bånd og kærlighed gennem 65 år.
Ære være Svend Aage Nikolajsens minde.