Der skal en ny mand i spidsen for Terma i Grenaa
Jørgen Laursen forlader chefposten og erstattes af tidligere kollega i Velux-koncernen.
Efter otte år i spidsen for Terma i Grenaa siger Jørgen Laursen farvel senest med udgangen af august. Han tiltræder et topjob i den nordjyske pumpekoncern Desmi, der har hovedkontor i Nørresundby, men han får i sit nye job hele verden som sit arbejdsområde, fordi han som Group COO får globalt ansvar for seks fabrikker.
I løbet af de otte år har Terma mere end fordoblet medarbejdertallet og udviklet sig til at være Grenaas største arbejdsplads. Selv om der på det seneste er blevet reduceret i arbejdsstyrken, så er det i dag tæt på 500 medarbejdere, der går ind og ud af porten for at producerere dele til jagerflyet F-35. 2023 resulterede i et overskud på 96 millioner kroner, som er fire millioner bedre end året før - og virksomhedens overskudsgrad er forbedret med 12 procent.
Her passer klicheen
Jørgen Laursen ved godt, at det lyder som en kliché, når man siger, at man har fået et tilbud, som man ikke kan sige nej til.
Tilbuddet fra Desmi var så godt og spændende, at jeg ikke kunne sige nejJørgen Laursen
»Men det er det, der er sket her. Tilbuddet fra Desmi var så godt og spændende, at jeg ikke kunne sige nej. Det er et større job, end mit nuværende, og jeg må også erkende, at jeg har nået en alder, hvor man måske aldrig får sådan en chance igen,« siger Jørgen Laursen.
Han har da også orienteret medarbejderne på Terma i Grenaa om, at det er hans helt egen beslutning at sige farvel, og at det er med blandede følelser, at han om få måneder skal sige farvel til, hvad han kalder verdens bedste kolleger i Grenaa. Han glæder sig over, at man på fabrikken i Grenaa har stået mange udfordringer igennem sammen - og at man har skabt en helt fantastisk overskudsgivende forretning med en skøn kultur - og det vil han aldrig glemme.
Afløser er fundet
Hans afløser på chefposten er allerede fundet. Det bliver Søren Busk, der akkurat som Jørgen Laursen kommer til Grenaa fra en stilling i Velux-koncernen. Her har de to tidligere været kolleger, og Jørgen Laursen er sikker på, at Søren Busk er den rette person til at stå i spidsen for Terma i Grenaa - og sammen med medarbejderne vil løfte firmaet til næste niveau. Søren Busk har haft lederstillinger i Velux siden 2005.
Søren Busk er født i Nimtofte i 1977. Han bor i Skanderborg, er gift med Marie, og sammen har de tre døtre. Hans første arbejdsdag i Terma er 1. august.
Jørgen Laursen forlader ikke Djursland trods jobskiftet. Han bliver sammen med sin familie boende i Ryomgård, hvor familien er faldet godt til.
Avisen vil, når jobskiftet kommer tættere på, i et dobbeltinterview tage afsked med Jørgen Laursen og sige god dag til Søren Busk.