Gitte har erkendt sin afhængighed: »Jeg kan ikke leve af det, men jeg dør, hvis jeg lader være«

På toppen af et bakkedrag i Hadstens kuperede terræn bor folkeskolelærer Gitte Herdin.

Placeringen giver et bjergtagende udsyn til den sydlige del af Hadsten.

»Kan du se, hvad jeg mener med udsigten?« siger Gitte Herdin og refererer til det løfte, hun gav i telefonen, da avisens besøg blev aftalt.

Gitte Herdin understreger, at selvom hun er glad for sit arbejde som lærer, er hendes profession ikke hendes identitet. Det er der nemlig noget andet, der er.

52-årige Gitte Herdin har en afhængighed. Hun har nok altid haft den, hvis hun skal reflektere over det retrospektivt, men det er først inden for de seneste år, at hun for alvor har omfavnet den og givet den plads.

Det er en historie, hun gerne vil fortælle om, og derfor har hun inviteret avisen indenfor.

Afhængighed som terapi

Lige siden hun trådte sine barnesko i Hundested i Nordsjælland, har Gitte Herdin tyet til at skrive.

I starten af sin folkeskoletid, for omtrent 45 år siden, skrev hun »Eventyret om den røde fisk«.

En historie, der gjorde så stort et indtryk på dansklæreren, at denne gemte den. Historien var skrevet og kreativt dekoreret med tegninger på et ternet A5-papir, der omhyggeligt var sat sammen med fire hæfteklammer.

Da Gitte Herdin i 2020 udgav sin første af foreløbigt fire bøger, kontaktede hendes tidligere dansklærer, en dame vel oppe i 90’erne, hende og overrakte fiskeeventyret, der var blevet gemt i årtier.

»Det er lidt skørt, at hun havde gemt min allerførste historie. Men der gik det op for mig, at jeg jo altid har skrevet,« siger Gitte Herdin.

Den dag i dag skriver hun alt mellem nul og 60 sider om ugen, alt efter hvad hun har behov for.

Det gryende forår, som denne fredag viser sig fra sin gavmilde side, lægger imidlertid en dæmper på skrivetrangen. I stedet nyder hun naturen og oplevelser med sine to teenagesønner.

»Jeg skriver mest om vinteren og har altid gang i en bog, som ligger på min computer, klar til at blive arbejdet på,« siger Gitte Herdin.

Skub af forælder

Skrivelysten og talentet har altid fulgt Gitte Herdin.

Inden hun blev uddannet lærer, var hun i fem år journalist på Berlingskes Lokalaviser.

Siden har hun brugt mulighederne i lærerfaget til at skrive, når de bød sig.

For knap ti år siden fik de nyhedsbreve, hun skrev til forældrene på den skole, hun arbejdede på, en forælder til at reagere.

En mor til et barn på skolen havde læst flere af Gitte Herdins tekster, og en dag gik forælderen til hende med ros og en opfordring, der indprentede sig hos Gitte Herdin.

»Hun kom og sagde til mig: ”Ej, hvor skriver du godt”. Hun fortalte, hvad det havde gjort ved hende, og så spurgte hun: ”Hvorfor gør du ikke noget mere ved det?”,« fortæller Gitte Herdin.

Hun tog anerkendelsen ind, og den fik hende til at reflektere:

»Jeg kom til at sige til hende: ”Hvis jeg kunne leve af det, ville jeg gøre det”. Og så var det, jeg bagefter kom frem til, at det var en åndssvag tanke. Hvorfor skal jeg kunne leve af det? Jeg kan jo bare godt lide det.«

Fire bogstaver som styrke

Der har altid været noget særligt ved hende, det har Gitte Herdin altid selv syntes. Nogle gange havde hun det, som om hun kom fra en anden planet end de fleste andre.

Det fik hende sidste år til at reagere på det og bede sin læge om at blive udredt. Diagnosen var, ikke overraskende for Gitte Herdin selv, adhd.

Ud over skriveriet udfolder hun sig også kreativt gennem musikken. I det lille køkkenalrum er der prioriteret plads til et keyboard, tre guitarer ophængt på væggen og to smukke saxofoner på hver sit stativ på gulvet.

Gitte Herdin er ikke i tvivl om, at hun har tillagt sig færdigheder, som hendes adhd har hjulpet hende med, og derfor er hun slet ikke ked af diagnosen. Tværtimod.

»Jeg har en adhd-diagnose, og jeg tror faktisk, det er en gave for mig at have det. Jeg er i hvert fald ganske godt tilfreds,« siger hun.

Som eksempel betyder diagnosen bag de fire bogstaver, at Gitte Herdin sanser omverdenen anderledes end andre. Det er blandt andet derfor, hun betræder det kolde gulv med sine bare tæer og faktisk sjældent går med strømper.

Hendes skrivestil bærer da også præg af et sanseligt univers. I hvert fald, hvis man skal tro anmelderne, der blandt andet skriver: »Bogens styrke ligger i de ordrige sansebeskrivelser i både lyd og billeder« og »Allerede fra første skriv fangede bogen mig. Den er skrevet på en måde, så der tydeligt dannes tanker og billeder«.

I hendes arbejde som lærer er adhd noget, Gitte Herdin også arbejder med professionelt, og her forsøger hun at gøre det til noget positivt.

»Jeg tror virkelig, at de fleste med adhd har noget, der er helt særligt for dem. Og så vil det kunne blive deres styrke i stedet for deres forhindring,« siger hun.

Åndelig fattigdom

Ifølge Gitte Herdin skal man være god til at give plads til de interesser, der giver en energi eller ro i en hektisk og udmattende hverdag.

Skærme og et stort samfundsmæssigt pres på børn og forældre har ifølge hende gjort mange af os åndeligt fattige, og netop derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad der kan gøre én åndeligt rigere.

»Jeg tror, vi alle sammen har vores ting. Noget, som giver os ro. Noget, der giver os forståelse for os selv. Noget, som føles rart og godt.«

Ja, faktisk formulerer Gitte Herdin sit eget behov for at skrive meget billedligt.

»Jeg kan ikke leve af at skrive, men jeg dør i åndelig og kognitiv forstand, hvis jeg ikke gør det.«

Indtil videre har Gitte Herdin udgivet de to børnebøger ”Lille Kriger” og ”Tavse Tilde og Dragernes Død” samt romanen ”Jeg er Dig og Du er Mig”. Seneste skud på stammen er novellesamlingen ”Pakket Ind i Mørke – Omgivet af Lys” fra marts i år.

Hun arbejder derudover på endnu en roman.