Danmarks EU-formandskab kickstartes i Aarhus: Glad og stolt borgmester
Europæisk gadefest og fællesspisning i Aarhus, når regeringen tager imod Europa-Kommissionen i Smilets By.
Hele den danske regeringstop og EUs ditto mødes i Aarhus den 3. juli.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet, hvor det offentliggøres, at det danske EU-formandskab åbner i Smilets By.
Danmark overtager officielt EU-formandskabet fra Belgien den 1. juli på et afgørende tidspunkt i Europas historie, og overtagelsen af formandskabet markeres to dage senere i Aarhus, hvor statsministeren og den samlede danske regering tager imod Europa-Kommissionen med Ursula von der Leyen i spidsen.
»Vi skal bruge brydningstiden til at skabe et endnu stærkere Europa, der opruster og forsvarer sine demokratiske samfund og Ukraines fremtid i Europa. Europa skal styrke sin konkurrenceevne, udrulle mere grøn energi, få styr på migrationen og fastholde den sociale balance, som karakteriserer vores samfund. Det bliver Danmarks opgave at sætte retning, skubbe på for fremdrift og styrke sammenholdet i denne skæbnestund for Europa,« siger statsminister Mette Frederiksen (S) i pressemeddelelsen.
»Formandskabet skydes i gang i Aarhus og vil det næste halve år komme rundt i landet, så vi kan vise fantastiske Danmark frem for resten af Europa,« supplerer europaminister Marie Bjerre (V).
Udover den officielle åbning vil Aarhus samme aften 3. juli danne ramme om en offentlig markering af Danmarks EU-formandskab. I Rådhusparken vil der være åbent for alle interesserede til europæisk gadefest med bl.a. koncerter og fællesspisning.
»I en tid med splittelse og krig i verden er det vigtigere end nogensinde før, at vi står sammen om vores demokrati og fælles værdier. Derfor er jeg stolt af og glad for at kunne byde Europa-Kommissionen og den danske regering velkommen til Aarhus. Det er en oplagt anledning til, at vi kan rykke endnu tættere sammen som by og som europæere,« siger Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S).
Efter åbningen i Aarhus vil der i løbet af formandskabet i juli-december være en række uformelle EU-ministermøder i Aalborg, Herning, Horsens og København/Frederiksberg.
Det bliver ottende gang, at Danmark har formandskabet. Sidste gang var i 2012.