Fortsæt til indhold

Borgermøde viste massiv støtte til ny købmand: 120 solgte anparter på bare et døgn

Det samlede anlægsbudget for en ny købmandsbutik i Pindstrup lyder på 2,7 mio. kr., inklusive anpartskapital og modernisering. Der er tale om et ønskebudget, der kan nedjusteres, hvis pengene ikke helt kan skaffes til huse.

Samfund

Der er allerede solgt 120 anparter a 2.500 kr. og kommet over 300.000 kr. på bogen efter borgermødet mandag den 24. marts, hvor næsten 200 borgere var på lægterne i Pindstrup Hallen.

Et stærkt signal om, at en ny købmand kan tage over, når Pindstrup Brugs med en historie, der går tilbage til 1912, i slutningen af maj lukker.

Borgermødet viste, at der er opbakning til en ny købmand i byen i de lokaler, som Pindstrup Brugs efterlader.

Næsten 200 borgere deltog i borgermødet og viste massiv støtte til etableringen af en ny købmand. Foto: Lars Norman Thomsen

Brugsen lukker

Pindstrup Brugs er ikke lukket ned endnu, men Coop har meddelt den siddende bestyrelse, at sluttidspunktet nærmer sig.

Da det er medlemmernes brugsforening, skal de bekræfte på to på hinanden følgende generalforsamlinger.

Bestyrelsen med formand Joanna Østergaard i spidsen indstiller på en ekstraordinær generalforsamling den 7. april til, at Pindstrup Brugsforening lukkes.

En anden ekstraordinær generalforsamling afholdes den 28. april, hvor den endelige beslutning om lukning skal træffes.

»Det er ikke normalt, at vi i Dagrofa allerede begynder at handle, før en brugs formelt er lukket, men vi reagerede med det samme, da vi fik en henvendelse fra arbejdsgruppen,« forklarede Lars Christensen.

Arbejdsgruppen bestod indtil borgermødet af repræsentanter fra den nuværende brugsbestyrelse, men på mødet blev der udtrykt ønske om at udvide gruppen. Et forslag, der blev taget vel imod med det samme.

Dagrofa vil være med på linjen med råd, dåd og kapital, indtil en ny købmand åbner efter sommerferien, slog Lars Christensen fast.

Lars Christensen fra Dagrofa præsenterede modellen, der skal sikre en ny købmandsbutik i Pindstrup. Foto: Lars Norman Thomsen

Køb af anparter

Dagrofa-modellen for en købmandsbutik med overskriften Min Købmand indebærer, at lokale borgere køber anparter til 2.500 kr. stykket.

Pengene skal bruges til at finansiere købet af den nuværende brugsbygning med tilhørende inventar.

Hvis de 400 husstande i Pindstrup hver køber en anpart, er målet på 1 mio. kr. nået.

Herefter kan der stiftes et anpartsselskab, Pindstrup Butikshus ApS, der ejer bygningen og lejer lokalerne ud til en kommende købmand, som får ansvaret for den daglige drift via sit eget anpartsselskab.

»I køber en anpart i Pindstrup Butikshus ApS og bliver medejere af ejendommen og inventar. Ved at tegne en eller flere anparter sikrer I grundlaget for, at der kommer en købmand og tager sig af den daglige drift, så I har en butik tæt på,« forklarede Lars Christensen.

En ny købmand skal kunne levere 200.000 kr. i stiftelseskapital for at komme i betragtning.

Pindstrup står sammen: Næsten 200 borgere deltog i borgermødet og viste deres støtte til en ny købmand. Foto: Lars Norman Thomsen

Budget og finansiering

Ønskebudgettet lyder på 2,7 mio. kr.

Køreplanen er klar.

Først skal der skaffes en anpartskapital på 1 mio. kr. til køb af de nuværende brugsbygninger.

Pindstrup Brugs har en gæld til Coop på små 2 mio. kr., men Lars Christensen fremhævede, at Dagrofa og Coop har tradition for at kunne finde hinanden, når en brugs lukker.

Tankanlægget bliver ikke en del af en fremtidig Min Købmand i Pindstrup.

Det bliver op til OK, der ejer anlægget, om det fortsat skal være en del af matriklen. Der påhviler en større investering for at få ført tankanlægget up to date i forhold til lovgivning og miljø.

I Nimtofte besluttede OK at fastholde tankanlægget, da brugsen blev til en Min Købmand.

Det samlede budget for en ny købmandsbutik i Pindstrup lyder på 2,7 mio. kr. Heri er anpartskapitalen på 1 mio. kr. indeholdt. De resterende 1,7 mio. kr. skal gå til at modernisere bygningen indvendig, så den kommer til at fremtræde på niveau med andre dagligvareforretninger.

Det handler om, at vi får genskabt den gamle gnist, der altid har kendetegnet en by som Pindstrup, at vi klarer det sammen.

Dagrofa støtter en ny købmandsbutik i Pindstrup med 679.000 kr. til inventar, som afskrives over fem år. Hertil kommer rådgivning.

Den resterende million skal skaffes på forskellig vis.

Lars Christensen lovede hjælp fra Dagrofa til at søge finansiering fra statspuljer og større fonde.

»Vi kan ansøge om op til 600.000 kr. fra en statspulje, og vi har folk i Dagrofa, der assisterer jer med ansøgningen.«

Derudover nævnte han muligheden for at søge LAG-midler og støtte fra større fonde som Nordea-fonden.

»De 2,7 mio. kr. er et ønskebudget, som vi bliver nødt til at justere, hvis vi ikke kan skaffe samtlige midler, men vi er optimister og tror på, at det vil lykkes,« forsikrede Lars Christensen.

Ros fra Jan Q.

Sidse Graarup Vangsted kvittede posten som bestyrelsesformand i det tidlige forår 2023 for i stedet at blive brugsuddeler med Coops velsignelse.

Det skete uden de store forudsætninger, men med klar tilgang til arbejdet. Nemlig at arbejde en vis del ud af bukserne for at få Pindstrup Brugs på ret køl.

Opgaven var noget nær umulig, men det har ikke afskrækket Sidse Graarup Vangsted.

Hun har allerede forhåndsudmeldt, at hun gerne vil være ny købmand efter sommerferien.

På borgermødet lød der store klapsalver, da en kendt Pindstrup-borger Jan Qvist roste byens sidste brugsuddeler i høje toner for det arbejde, som hun og hendes personale har præsteret, siden hun overtog depechen.

»Der var ikke andre, der kunne have gjort det bedre, og det uanset om vi havde hentet en uddeler udefra, der skulle bruge tid på at lære byen og borgerne at kende,« lød det fra Jan Qvist.

Dermed gav han også udtryk for, at han og mange andre gerne ser Sidse Graarup Vangsted fortsætte, nu bare som købmand.

»Jeg vil virkelig opfordre alle, der er samlet her i aften, til at bakke op om, at vi får en Min Købmand. Det handler om, at vi får genskabt den gamle gnist, der altid har kendetegnet en by som Pindstrup, at vi klarer det sammen. Den har jeg savnet i nogle år, men lad os sammen vise, at den ikke er glemt,« sagde Jan Qvist.

Kapital og ansættelse

Under forudsætning af, at der bliver skaffet den fornødne kapital, så en ny købmand kan begynde, bliver det Dagrofas salgschef og HR-chef, der sammen med arbejdsgruppen beslutter sig for, hvem der skal have hvervet.

»Det er sådan, at vi ansætter en ny købmand. Vi skal være sikre på, at vedkommende mener det alvorligt,« sagde Lars Christensen.

Købmanden får sit eget cvr-nummer og kommer selv til at lægge hånden på kogepladen.

»Vi ansætter ikke en ny købmand uden lokal opbakning,« fastslog Lars Christensen.

Et konservativt gæt på en omsætning til en Min Købmand i Pindstrup lyder på 10 mio. kr., men med en klar forventning om, at tallet kan øges.

Dagrofa forlanger, at butikken har minimum 1.400 varenumre, som er fælles i alle Min Købmand-butikker, for at sikre et bredt og varieret sortiment.

Det er op til den enkelte købmand herefter selv at vælge for eksempel 2.000 varenumre yderligere, som han eller hun mener vil være salgbare.

Værdig afslutning

Sidse Graarup Vangsted lovede de fremmødte, at hun og medarbejderne vil lukke og slukke i brugsen på værdig vis.

»Vi fortsætter helt frem til sidste åbningsdag i respekt for byen, kunderne og Coop, som vi har haft et godt samarbejde med. Det fortjener en dagligvareforretning med så mange års historie.«

Sidse Graarup Vangsted er ikke længere med i arbejdsgruppen.

»Det vil være at blande tingene, når jeg har sagt, at jeg gerne vil være den ny købmand. Så jeg bruger i stedet tiden på mit personale og få lukket brugsen godt ned,« siger Sidse Graarup Vangsted.