Fortsæt til indhold

Lokalarkiv: Beskyt vores demokratiske symbol - fred Grundlovstræet nu

Midtdjurs Lokalarkiv: Træet ved Kolind Svømmebad er en del af vores demokratiske arv.

Samfund

Midtdjurs Lokalarkiv opfordrer nu til, at det officielle grundlovstræ, som blev plantet ved Kolind Svømmebad i 1999, fredes for fremtiden og ikke bliver udsat for eventuelle ændringer i området.

Træet er ikke kun et symbol på vores demokratiske værdier, men også en del af vores fælles historie og arv.

I 1999 modtog den daværende Midtdjurs Kommune sit eget ’grundlovstræ’, som blev hentet i København af tre lokale unge: Heidi Mønster, Viking Pindstrup, Tanja Christiansen, IFM, og Gitte Madsen, Kolind FDF.

Borgmester Holmer Lund (C) sørgede for at plante Grundlovstræet på den grønne plæne ved Kolind Svømmebad i juni 1999, mens de tre unge, der havde bragt det hjem fra Christiansborg (fra v.) Heine Mønster, Tanja Christiansen og Gitte Madsen så til. Foto: Midtdjurs Lokalarkiv

150-året markeret

Begivenheden markerede 150-året for den første grundlov og blev arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd, De Danske Skytteforeninger og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger. I alt 825 unge fra hele landet deltog i festlighederne i hovedstaden, hvor de dyrkede idræt, deltog i debatter og modtog egetræer, som de skulle bringe hjem til deres respektive kommuner.

Fredag den 4. juni 1999 startede programmet i DGI-byen, hvor de unge mødtes til idræt, ’sammenrystning’ og prøver på morgendagens program. Om aftenen diskuterede de grundloven i plenum og i 80 grupper, med ordstyrere fra de politiske ungdomspartier, som for et par timer havde lovet at holde sig neutrale.

Lørdag morgen mødtes alle 825 unge i Rigsdagsgården ved Christiansborgs velkendte store trappe. Her lagde de et Danmarkskort med 275 brikker og opførte et lille spil med begivenheder fra 1849 til i dag. Folketingets præsidium uddelte herefter egetræerne, og så startede hjemturen for de unge.

Holmer Lund tog imod

Daværende borgmester Holmer Lund (C) tog imod de unge på plænen ved Kolind Svømmebad, hvor grundlovstræet blev plantet.

Efter plantningen blev der lejlighed til at afsynge en ny grundlovssang, som de unge havde lært ved deres besøg i København.

Træpolitik

Syddjurs Kommune vedtog for nogle år siden træpolitik.

Træpolitikken er en del af Syddjurs Kommunes bæredygtighedsstrategi og konkretiserer målsætninger for pleje af kommunale arealer.

Hovedbudskabet er, at »der skal være en god grund til at fjerne beplantning«.

Træer i parker og grønne områder skal som minimum bevares og helst øges over tid.

Sunde træer fældes ikke uden nødvendighed, og genplantning sker, hvor det er muligt.

Træpolitikken forhindrer fældning af træer, medmindre der er risiko for mennesker eller materielle værdier.

Så Midtdjurs Lokalarkiv har intet sat frygte, hvis træpolitikken overholdes.