Fortsæt til indhold

Vi skylder borgerne at få styr på økonomien -Velfærden bespares unødvendigt

Samfund
Allan Gjersbøl Jørgensen
Karoline Bergkvist SøgaardSocialdemokratiet i Norddjurs Kommune

Vi i Socialdemokratiet ønsker ikke at spare på velfærd, der i virkeligheden var råd til.

Det er ikke vores politik, at skabe et dårligere serviceniveaue for nogle af kommunens mest udsatte borgere - psykiatri, botilbud, dag-beskæftigelse, hjemmepleje og plejecentrene.

Voksen- og Plejeudvalget har gennem hele 2024 arbejdet ud fra en økonomistyring, der viste sig at være helt skæv. De løbende budgetopfølgninger har ikke været retvisende, og det har haft alvorlige konsekvenser for både borgere og medarbejdere.

Ledere i psykiatrien, botilbud, dagbeskæftigelse, hjemmeplejen og plejecentrene har skullet drive deres områder med en stram økonomisk tilbageholdenhed. Hvad er konsekvensen for jer borgere? Besparelser, der har ført til færre medarbejdere og reducerede serviceydelser for nogle af kommunens mest udsatte borgere.

Nu viser regnskabet, at der var råderum til at bruge hele 24,4 millioner kroner mere. Det er penge, der kunne og burde være brugt på bedre velfærd. Vi har medarbejdere, der knokler og bliver pålagt at spare på vikarer. Vi har borgere, der møder et lavere serviceniveau. Vi har udstyr, der ikke virker – og som ikke bliver udskiftet. Alt sammen fordi vi har styret efter pessimistiske budgetopfølgninger, der ikke afspejlede den reelle økonomi.

Når vi ikke udnytter budgettet og servicerammen fuldt ud, betyder det reelt, at vi har sparet unødigt – og det går ud over borgerne. For os i Socialdemokratiet er velfærd er ikke noget, vi skal skære i for en sikkerheds skyld.

Vi skal bruge de midler, vi har, for at overholde den aftale vi har med jer borgere i Norddjurs om, at skatten der betales veksles til et velfærdsløfte. Den aftale har Voksen- og Plejeudvalget brudt viser det sig nu.

Det er slet ikke i orden. Der skal styr på økonomien – ikke ved at skære unødigt i velfærden, men ved at sikre en mere præcis økonomistyring. Der skal være gennemsigtighed i vores budgetter, så vi ikke igen ender i en situation, hvor vi sparer på velfærd, der i virkeligheden var råd til.

Det må og skal gøres bedre.