Lukning afblæst: Slipper for flere ugers omkørsel
Med en ny teknisk løsning undgår man lukning af bro over jernbanen.
Adskillige ugers omkørsel og forlænget rejsetid er afblæst i Hadsten.
Hvor det i første omgang var meningen, at Skanderborgvej skulle lukkes, hvor den går over jernbanen, har Banedanmark nu meldt ud, at det alligevel ikke bliver nødvendigt at lukke den trafikerede bro, oplyser Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
Broen skal ombygges i forbindelse med elektrificeringen af det statslige jernbanenet. Der skal simpelthen gøres plads til de kørestrømsledninger, der skal forsyne fremtidens eldrevne tog med strøm.
Søren Gade (A), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune, er glad for Banedanmarks udmelding:
»Der er ingen tvivl om, at det ville have været til stor gene for Hadstens borgere og erhvervsliv, hvis den bro skulle lukke i en længere periode. Derfor er jeg naturligvis glad for, at vi nu ender med en løsning, hvor broen kan holdes åben, og vi stadig kan se frem til en elektrificeret og mere bæredygtig togdrift,« siger han i en pressemeddelelse.
Banedanmarks oprindelige plan var, at broen i Hadsten skulle hæves og delvist udskiftes, men der er nu fundet en teknisk løsning, der gør, at man kan få kørestrømsledningerne ind under den eksisterende bro.