Fortsæt til indhold

Opfordring: »Gør det ALDRIG«

Lokal bank kommer med klar opfordring.

Samfund
csj

Den seneste tid har Sparekassen Kronjylland oplevet flere tilfælde, hvor svindlere har kontaktet ældre borgere i Hammel for at forsøge at franarre dem betalingskort og kode, oplyser banken i en pressemeddelelse.

Svindlerne har ringet til flere ældre borgere i Hammel og udgivet sig for at være ”fra banken” – typisk uden at præcisere hvilken bank. De har derefter banket på hos de ældre borgere og udgivet sig for at være bankbude. Under det påskud har svindlerne forsøgt at få de ældre til at udlevere betalingskort og kode.

Desværre er det i flere tilfælde lykkedes dem at få kortet udleveret, skriver Sparekassen Kronjyllands, som er eneste bank med fuldtidstilstedeværelse i Hammel.

Derfor opfordrer banken til, at borgerne i området hjælper ældre mennesker ved at gøre dem opmærksomme på denne svindeltype:

»Svindlerne her går målrettet efter ældre personer. Vi opfordrer derfor til, at man advarer sine gamle forældre, bedsteforældre, naboer og andre, der er i særlig risiko,« siger Kristian Sohne, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Hammel.

Han tilføjer, at hverken politi eller pengeinstitut nogensinde vil kontakte borgere på den måde. Han har derfor en klar opfordring:

»Udlevér aldrig dit betalingskort, koder, kontanter eller oplysninger til fremmede. Er du i det mindste i tvivl, så ring til din banks hovednummer.«

Afdelingsdirektøren har endnu en pointe:

»Da det ser ud til, at svindlerne slår de ældre op på nettet og her kan se både deres navn, adresse og telefonnummer, kan man faktisk selv mindske risikoen for at blive kontaktet af svindlerne. Man kan nemlig få fjernet sit telefonnummer fra diverse offentligt tilgængelige vis-nummer-tjenester. Det gør man ved at kontakte sin teleudbyder.«