Farvel til lystfiskerne i Bønnerup
Efter endnu en ekstraordinær generalforsamling i Bønnerup Fiskeriforening, er der nu kun plads til erhvervsfiskere.
De er ikke ukendt med høj bølgegang i Bønnerup, men det seneste års tid har budt på usædvanligt høje bølger i Bønnerup Fiskeriforening, hvor det har været nødvendigt at holde ekstraordinære generalforsamlinger på stribe for at få afklaret, hvem der er berettiget til at være medlem af foreningen.
Skal det kun være en forening for aktive erhvervsfiskere?
Eller skal foreningen også kunne rumme lystfiskeren, der en gang imellem står på molen med sin stang og prøver sit held?
Det sidste mente bestyrelsen i foreningen - og derfor endte det for godt en måned siden med, at erhvervsfiskerne ikke fik repræsentation i bestyrelsen - i stedet fik lystfiskere plads og indflydelse.
Kaldte det et kup
13 af de aktive fiskere med fiskeri som erhverv i Bønnerup kaldte det et kup. Fordi den siddende bestyrelse op til den ekstraordinære generalforsamling i februar havde lukket 12 lystfiskere fra Bønnerup Strand Strandjagt- og Lystfiskerforening ind i foreningen. Dermed kunne man sikre sig et flertal og få to af de nye medlemmer af fiskeriforeningen valgt til bestyrelsen.
Men nu er lystfiskerne ude igen. Det skete efter en advokatvurdering af vedtægterne havde gjort det klart, at kun erhvervsdrivende fiskere kan være medlemmer af foreningen. Men en anden advokatvurdering var nået frem til det modsatte - at foreningen også kunne rumme medlemmer, som har en fiskestang som eneste redskab.
Efter generalforsamlingen i februar havde den siddende bestyrelse, som blev valgt her, valgt at trække sig efter det var afgjort, at kun erhvervsfiskere kan være medlemmer - og derfor skulle der vælges en ny.
Ifølge Fiskeri Tidende var formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen med til den ekstraordinære generalforsamling. Her opfordrede han Bønnerup-fiskerne til at finde et fornuftigt kompromis – uden afstemning blandt de otte kandidater til bestyrelsesvalget. Hans håb var, at et kompromis kunne bane vejen for et godt fremtidigt samarbejde i foreningen.
Men alligevel endte det med et kampvalg om de fem pladser. Ind i bestyrelsen blev valgt Ejner Thomassen, Lars Petersen, Brian Møller Nielsen, Jeff Worm og Torben Hald Christensen. Alle fra gruppen på 13 utilfredse erhvervsfiskere, som altså nu har taget magten tilbage.
Farvel til mangeårig formand
Dermed er den mangeårige formand Per Skødt Hansen ikke længere medlem af bestyrelsen i Bønnerup Fiskeriforening, som han gennem 25 år har været formand for. På generalforsamlingen blev han af Allan Buch, der er næstformand i Danmarks Fiskeriforening, takket for sin mangeårige indsats for alle fiskere i Bønnerup – både trawlere og garnfiskere.
Per Skødt Hansen har tidligere til avisen sagt, at for ham handler striden først og fremmest om penge og hvem der skal have råderet over foreningens midler. Bønnerup Fiskeriforenings regnskab viser et plus på 2,2 millioner kroner på kistebunden, og foreningen er ejer af to haller og en kontorbygning på havnen.
»Havde der kun været 300 kroner i kassen, ville der ingen ballade være. Men for mig at se ønsker flere, at fiskeriforeningens værdier skal tilfalde Bønnerup Havn,« sagde han til avisen i februar.
Det afviste en gruppe på 13 erhvervsfiskere.
I et indlæg i avisen svarede de således: »Foreningens penge kan og skal naturligvis kun bruges inden for foreningens formål, nemlig at fremme fiskeriet for erhvervsfiskere inden for foreningens naturlige område. Så nej, for os handler det ikke om penge, men hvad der er godt for os erhvervsfiskere i Bønnerup og for erhvervsfiskeriet.«