Fortsæt til indhold

Kærligheden til Djurslands Midtpunkt har aldrig været større hos ejendomsudvikler. Mickey Jensen har mange planer i støbeskeen

Mickey Jensen har kastet sin kærlighed på boligprojekter i Ryomgård. I næste måned melder han byggeriet af 12 lejeboliger på hver 105 kvadratmeter på hjørnarealet P. Vejgaardsvænget/Marienhoffvej færdigt.

Samfund

Udvikler Mickey Jensen, Ugelbølle, er ved at lægge sidste hånd på opførelsen af tolv moderne rækkehuse på Marienhoffvej 17 i Ryomgård. Boligerne, hver på 105 kvadratmeter, er designet til familier og står færdige i april.

Mickey Jensen, som står bag entreprenørvirksomheden Kronjysk Industri Service ApS og ejendomsselskabet nesneJ Ejendomme 1 ApS, købte arealet af Syddjurs Kommune for et par år siden for lidt over mindsteprisen på 895.000 kroner eks. moms.

Ryomgård er noget særligt for mig.
Mickey Jensen

Første gang i Engparken

Tidligere har Mickey Jensen færdiggjort byggeriet af otte rækkehuse i Engparken. Boligerne her er for længst udlejet og har tiltrukket et blandet publikum, herunder børnefamilier og pensionister.

Det samme bliver tilfældet på Marienhoffvej 17, hvor de seks første lejere er flyttet ind, og to nye snart kommer til.

Det samlede byggeri meldes færdigt i april, og så kommer der også lys i de sidste fire huse, fortæller Mickey Jensen.

Der er tale om moderne indrettede huse med tre værelser, køkken og stue i et, badeværelse, gang og vaskefaciliteter. Alle huse har fjernvarme.

Huslejen ligger omkring 9.000 kroner månedligt.

»Vi har oplevet, at der har været stor interesse fra både børnefamilier og ældre borgere, der lige har forladt arbejdsmarkedet og har solgt deres store parcelhus for at få noget mindre, men nyt,« siger Mickey Jensen.

Ryomgårds potentiale

Mickey Jensen har kastet sin kærlighed på Ryomgård, en by han ser som dynamisk og fuld af muligheder. Han værdsætter byens fællesskabsånd, som han mener er lidt af et særsyn.

»Ryomgård er noget særligt for mig. Det er en by, der gerne vil fællesskabet, og det er et særsyn i en tid, hvor folk har nok i sig selv,« siger Mickey Jensen.

»Ryomgård tilbyder tillige overkommelige jordpriser og solide lejere, hvilket gør det til et attraktivt sted for udvikling. Hertil kommer, at byen er et knudepunkt for letbanen, så du kan bo i Ryomgård, nøjes med en bil og have et arbejde i Aarhus,« roser han.

Mickey Jensen (th.) og Ole Byriel værdsætter Ryomgårds stærke fællesskabsånd og ser et stort potentiale i byen for fremtidige og meget store boligprojekter. Foto: Lars Norman Thomsen

Marienhoffvej 30

Mickey Jensen er da også langt fra færdig med at investere i Ryomgård, der i tidligere tider blev markedsført under sloganet Djurslands Midtpunkt.

Han har således også købt grunden på Marienhoffvej 30, hvor han planlægger at opføre fem boliger. Marienhoffvej 30 er nabo til udstykningen Søparken, som den lokale entreprenør Søren Gerstrøm stod bag, og som startede en lavine af udstykninger på de tidligere landbrugsarealer på Marienhoff.

Planen på Marienhoffvej 30 inkluderer to dobbelthuse og et halvandenplanshus, som alle skal udlejes. Byggetilladelsen er på plads, men skal justeres, før arbejdet kan begynde.

»Jeg forventer, at vi går i gang, når vi er færdige på Marienhoffvej 17, men vi skal lige have koordineret tingene, for vi skal også i gang på Ørnevænget i Kolind.«

Her skal der opføres 11 lejeboliger, som hver ligger i underkanten af 100 kvadratmeter.

»Hvordan rækkefølgen bliver Kolind/Ryomgård skal vi lige have afstemt. Det er endnu ikke afgjort, om vi bygger samtidigt eller tager et af projekterne først og færdiggør det, før vi begynder på det næste,« siger Mickey Jensen.

Rutineret bestyrelsesformand

Siden Mickey Jensen første gang lod høre fra sig i Ryomgård, har han fået en yderst kompetent bestyrelsesformand at spille bold med. Han hedder Ole Byriel, snart 68, og er en erfaren ejendomsudvikler med en lang karriere i Aarhus. Han er ud af den Byriel-familie, som var med til at starte Kvadrat i Ebeltoft og som fortsat spiller en kæmpestor rolle i den internationale virksomheds hverdag og drift.

Ole Byriel har skullet vænne sig til skiftet til Ryomgård, indrømmer han. ”Mickey er gået lidt imod strømmen, fordi de fleste udviklere bygger jo, hvor priserne er højest omkring de store byer.”

»Ryomgård er jo en dejlig by. Der skal ryddes lidt op nede i midtbyen, men ellers så bliver man jo glad, når man kommer kørende hertil fra Aarhus og ser slottet og byparken som det første,« siger Ole Byriel.

”I Ole har jeg fået en formand, som jeg kan spørge til råds og ved, at jeg får et ærligt og kompetent svar fra. Det har et enebarn som mig brug for, og jeg ser frem til at gennemføre flere projekter i Ryomgård sammen med Ole og mine medarbejdere. Vi er slet ikke færdige endnu.«

Ole Byriel supplerer: »Det er vigtigt at gennemføre projekterne ordentligt og blive færdige med et projekt, før man begynder på det næste. Udviklere er sjældent tålmodige, men det kan betale sig i længden.«