Fortsæt til indhold

»Kulturen skal være en driver i midtbyen - ligesom handlen«

Ry+ blev for alvor sat i søen for et år siden - nu ser chefen tilbage på årets største milepæle.

Samfund

Indtil for nylig kunne man parkere sin bil lige ved siden af torvehallen. Der var også en delebilsordning med ladestander på p-pladsen ved torvehallen.

Den aftale opsagde Ry+ på grund af et månedligt underskud. De få parkeringspladser ved torvehallen er også væk.

I stedet er det begyndt at summe mere af liv på pladsen.

»Vi har sat nogle borde og stole op på pladsen, så det indbyder til hygge - og da jeg var forbi den anden dag, sad der flere hold og spiste is. Ved siden af har vi også etableret en petanquebane, så vi forhåbentlig også kan henvende os til en bredere målgruppe, så flere får lyst til i højere grad at komme i midtbyen,« fortæller Simon Rønlev, chef for Ry+.

Ry+ har forvandlet pladsen ved torvehallen til et sted, man kan mødes og hygge sig. Foto: Ry+

For godt et år siden blev han udvalgt til at stå i spidsen for Ry+, en videreførelse af Ry City med det formål at skabe mere synergi og sammenhængskraft mellem detailhandlen, de mange solo-selvstændige, håndværkerne og det øvrige erhvervsliv i Ry.

Der er nok at tage fat i.

»Vi keder os ikke. Vi skal have nogle mennesker til den lille by. Det er fedt,« lyder det fra Simon Rønlev, der selv bor i Ry med sin familie – og har gjort det siden 2015.

Han har en lang baggrund bag sig som blandt andet selvstændig.

»Jeg har været selvstændig en stor del af mit liv, og jeg har altid haft fokus på blandt andet forretningsudvikling, salg og marketing og events. Jeg har aldrig været i en storkoncern. Det er sjovt at skabe noget og få ting til at blive til virkelighed. Det er mega sjovt at hjælpe virksomheder til at blive til noget,« siger Simon Rønlev, der nu kan se tilbage på sit første år som chef i Ry+.

»Det er gået godt. Vi har nået rigtig mange af de ting, vi gerne ville. Der er også noget, vi ikke har nået. På nogle måder er vi også lidt af et start-up. Vi havde et mål om 150 medlemmer efter det første år, og vi er på 170 nu. Det brede erhvervsliv støtter op om det, vi laver, de interagerer og byder ind - og det er noget af det mest motiverende for mig selv,« lyder det fra Simon Rønlev, der hver dag forsøger at tænke på, hvordan man kan gøre Ry mere attraktiv at komme i – og dermed et forsøg på at forsøde tilværelsen for erhvervslivet i byen.

Vi har nået rigtig mange af de ting, vi gerne ville. Der er også noget, vi ikke har nået. På nogle måder er vi også lidt af et start-up. Vi havde et mål om 150 medlemmer efter det første år, og vi er på 170 nu.
Simon Rønlev, chef for Ry+

Et sted at mødes

Ligesom det nye spot ved torvehallen lægger op til hygge, er de mange arrangementer i byen også vigtige brikker. I Ry+ forsøger man at tænke nye arrangementer ind og prøver andre koncepter af. For eksempel forsøgte Ry+ at smelte Ry by Day og Night sammen til et stort arrangement.

»Der kunne vi konkludere, at det er bedre at dele tingene op. Vi har også ændret lidt på nogle andre arrangementer i byen ved for eksempel at have færre fredagsarrangementer, så der bliver flere arrangementer lørdage. Der rammer vi nogle forskellige målgrupper, og det ene udelukker ikke det andet,« forklarer Simon Rønlev, der også prøver kræfter med Foreningernes Dag 6. september.

»Vi kommer til at spærre byen af, som vi kender det fra de andre arrangementer. Den dag kan foreningerne komme ned i byen fra 10-14, og det håber jeg virkelig bliver en succes. For vi har mange foreninger i Ry,« siger Simon Rønlev, der ligeledes har fået lavet Ry.dk for at få mere liv i byen.

»Det har helt overordnet været en succes. Jeg er enormt glad for, at vi er lykkedes med at vise, hvad der sker i byen. Det setup kan vi sagtens udvikle på, hvor borgere byder ind med aktiviteter og events,« siger Simon Rønlev.

Meget mere kultur

Og så skal der tænkes meget mere kultur ind i bybilledet.

»Kulturen er en del af fremtiden i bymidten. Vi prøver at definere, hvad den levende bymidte er. Fra at det har været en del af detailhandlen, så er det for mig også en del, at man tænker kulturen som en driver i bymidten – ligesom handlen. Jeg tror, man kan bruge lokalerne i bymidten, hvis man tør udfordre det. En forening kan godt være en del af et lokale, men selvfølgelig skal man turde udfordre det. Jeg gad godt have mere af det, som Butik Værdig har,« fortæller Simon Rønlev, der er helt med på, at det ikke er noget, der sker i dag eller i morgen.

Det tager tid.

»Men vi skal tænke over, hvordan vi kan koble by og havn sammen. Vi har jo en lille havn, hvor der i forvejen er forskellige kulturarrangementer i løbet af året. Havnekoncerterne trækker for eksempel rigtig mange mennesker. Vi skal tænke mere kultur og mindre fokus på markedsplads, som det var tidligere. Vi skal have meget mere af kulturelle arrangementer, hvor folk mødes. Det kan være en gymnastikopvisning i midtbyen, hvor butikkerne selvfølgelig holder åbent imens.

Plads til forbedringer

Han lægger ikke skjul på, at ikke alt er gået som håbet.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi også har butikker, der lukker i bymidten. Jeg havde nok håbet, at vi var længere på nogle parametre, men respekt for den tid, det tager. Jeg havde håbet på tættere dialog med udlejere. Jeg havde for eksempel en god proces med ejeren af hotellet, og det kunne jeg godt tænke mig mere af med resten af byens udlejere,« lyder det fra Simon Rønlev, der til gengæld glæder sig helt vildt til at udvikle videre på Ry midtby.

»Vi lukker også op for borgerstøtte nu, hvor man med 100 kroner om året er med til at give støtte til flere arrangementer og oplevelser i byen. Det tror jeg betyder meget. Rent lavpraktisk er det penge, der går til eksempelvis slikposen til fastelavn eller til når julemanden kommer til byen. Det er en simpel måde – og det er udelukkende, fordi borgerne har spurgt, om de kan støtte os,« lyder det taknemmeligt fra Simon Rønlev.