Fortsæt til indhold

Vælter ind med klager over Randers FC: 16-årig pige taget på bagdelen af vagt

Flere end 200 personer har klaget over vagternes opførsel.

Samfund
Citathistorie: Sjællandske Nyheder

Efter opgøret mellem Randers FC og Brøndby IF i Randers har mere end 200 personer delt historier om grænseoverskridende vagter, der angiveligt har foretaget ydmygende visitationer og kommet med upassende kommentarer.

Sagen er nu havnet hos Divisionsforeningen.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Fansene har klaget over vagternes opførsel i forbindelse med Superliga-opgøret mellem Randers FC og Brøndby IF på Cepheus Park den 10. marts 2025.

Ifølge paraplyorganisationen Danske Fodboldfans handler klagerne især om ydmygende visitationer og upassende kommentarer.

»Vi har aldrig før modtaget så mange klager fra en enkelt kamp. Mængden er overvældende, men det blegner, når vi ser på de oplevelser, der beskrives,« siger Christian Kokholm Rothmann, AaB-fan og formand for Danske Fodboldfans, til Sjællandske Nyheder.

Tager klager seriøst

Flere af fansene fortæller om berøringer på intime steder.

En 16-årig pige har til Sjællandske Nyheder oplyst, at en vagt tog hende på bagdelen og klemte til.

Danske Fodboldfans ser med stor alvor på situationen og har bedt Divisionsforeningen om en redegørelse af procedurerne ved visitering.

Randers FC oplyser, at klubben tager klagerne alvorligt og har en klar forventning om, at vagterne optræder professionelt.

Randers FC ønsker imidlertid ikke at kommentere de konkrete tilfælde, før sagen er undersøgt til bunds.