Plejecenter har beredskabet klar: Masser af grød, konserves og tørkost i depoterne
Plejecenter Søhusparken er godt forberedt, hvis der opstår en krisesituation med strømsvigt og forsyningsvanskeligheder.
Der er ingen nationale krav om beredskab i en krisesituation i forhold til institutioner. Det har man i Syddjurs Kommune taget til efterretning, og der er derfor taget en kommunal beslutning om, at institutionerne hver især skal kunne klare de tre dage, som Beredskabsstyrelsen har anbefalet. Der er sat en frist til 1. maj i år til at få beredskabet på plads ude i institutionerne.
På plejehjemsområdet er der taget hånd om det.
Her har lederne af kommunens fem plejehjem sammen udarbejdet en liste over, hvad der er brug for, fortæller Lis Kjems, leder af Plejehjemmet Søhusparken i Ebeltoft.
Tre liter vand i tre dage til de 110 beboere
Her på Plejehjemmet Søhusparken i Ebeltoft er man faktisk så godt som i mål. Der er blandt andet indkøbt vand i mængder, der rækker til 3 liter til hver af de 110 beboere i tre dage, det vil sige 990 liter.
Diætisterne har lavet en handleplan for en situation, hvor strømmen forsvinder. Så bliver køleskabet tømt i første omgang, derefter fryseren, og der er indkøbt gasgrill til at tilberede maden på. Når køleskab og fryser er tomme, står den på tørkost.
»Generelt har vi altid mad til beboerne til en uge frem, så vi kan sagtens klare os i tre dage,« smiler Lis Kems.
Der er blevet indkøbt lidt mere grød og langtidsholdbar mælk.
Lommelygter og pandelamper
Desuden er der indkøbt batteridrevne FM-radioer, lommelygter, pandelamper og batterispots til gangene, og de pårørende er blevet bedt om at forsyne deres kære med batteridrevne lamper i egen bolig.
»En generator kunne være dejligt,« siger Lis Kjems og tilføjer, at hun håber at denne løsning vil komme ’ovenfra’, det vil sige fra kommunens beredskab eller fra DjursBo, som man bor til leje hos.
Elektricitet driver en stor del af plejen, blandt andet til el-sengene. Det kan derfor betyde, at nogle borgere må blive i sengen og vendes manuelt, hvis strømmen svigter, og den vil stå på manuel sondemad i stedet for via el-drevne ernæringspumper.
DjursBo, som man bor til leje hos, er blevet bedt om at opstille regnvandstønder, blandt andet til toiletskyl.
Hvis det begynder at knibe med vand, vil håndsprit afløse håndvask, og der vil blive sparet på det rene tøj.
»Vi har styr på det, og det fortæller vi også beboerne, hvis de spørger. Vi skal nok hjælpe dem igennem,« understreger Lis Kjems.
Stor forskel i kommunerne
Der er i landets 98 kommuner stor forskel på, hvordan man håndterer Beredskabsstyrelsens anbefalinger. I nogle kommuner afsætter man store summer, mens man i andre kommuner har valgt ikke at bede institutionerne om at preppe.
»Jeg er glad for, at Syddjurs Kommune har valgt at udvise rettidig omhu, for hellere forebygge end behandling bagefter,« siger Lis Kjems og tilføjer:
»Men jeg håber, at vi aldrig får brug for det.«
»Ros til jer og til politikerne«
Tonny Kjerulf, beboer i Søhusparken, lader sig ikke påvirke væsentligt af meldingerne om verdenspolitikken.
»Jo, man tænker da over, at det er mænd med en uhyggelig magt, der kan udløse en krise. Men vi snakker ikke noget videre om det, og vi går ikke og er nervøse. Vi kommer hverken til at tørste eller sulte.«
Hun husker corona-epidemien, hvor verden også sitrede.
Det var bare forskelligt fra denne, for da var man nervøs for at blive smittet og individuelt blive syg. Denne gang er det en overordnet fare, der gælder for alle.
»Men I kan overhovedet ikke gøre mere, end I gør. Så ros til jer her i Søhusparken og ros til politikerne.«