Fortsæt til indhold

800.000 kunder i Jylland får sommer-pris på el: Så meget kan du spare

Elnetselskabet N1 overgår 1. april til sommertariffer, hvilket betyder, at nettariffen mere end halveres i døgnets dyreste timer

Samfund
jro

1. april får de 800.000 jyske hjem og virksomheder, der får leveret deres strøm fra Elnetselskabet N1, en markant lavere nettarif.

Det skyldes, at selskabet overgår til sommertariffer, lyder det i en pressemeddelelse.

Det betyder kort og godt, at prisen bliver mere end halveret i de dyreste timer på døgnet - den såkaldte kogespids, som ligger fra klokken 17 til 21.

Her er nettariffen aktuelt 97,51 øre/kWh, men falder til 42,25 øre/kWh fra 1. april.

»Vi kan se, at danskernes strømforbrug begynder at tage fart, så for mange vil overgangen til sommertarifferne faktisk give en mærkbart billigere elregning. Formår de samtidig at flytte endnu mere af deres forbrug væk fra kogespidsen, vil det også smitte positivt af på deres elregning,« siger Lise Bering, der er direktør i Elnetselskabet N1.

Dyrest om vinteren

Flere elselskaber arbejder med en sommer- og vintertarif. Det hænger meget tæt sammen med danskernes forbrug, der afhænger af, om det er koldt og vi er inde - eller det stik modsatte.

Om der bliver lavet aftensmad i ovnen eller tændes op i grillen har selvfølgelig også indvirkning på regningen.

Det betyder også, at belastningen af elnettet topper i vinteren – særligt i den såkaldte kogespids fra 17-21.

Det er også af samme årsag, at tarifferne er inddelt i tidszoner. De dyreste timer er der, hvor forbruget er højest.

»Tarifferne giver forbrugerne et incitament til at sprede deres forbrug mere ud over døgnet, så vi udnytter elnettet bedst muligt. Og vi kan tydeligt se, at det virker,« siger Lise Bering.

I 2024 var selskabets elforbrug rekordhøjt med en stigning på 6 procent i forhold til 2023. I kogespidsen var det kun steget med 1 procent.

I 2024 lå 20,4 procent af elforbruget i den billigste tarifperiode fra 00-06, mens det lå på 19,54 og 18,5 procent i hhv. 2023 og 2022.

Samtidig faldt andelen af forbruget i kogespidsen med 5 procent sammenlignet med 2023.