»Folk kender mig som den, der tør lukke munden op og sige tingene, som de er, også når det gør ondt«

Mange kender nok Lasse Mortensen som manden bag verdens største musikfestival for mennesker med udviklingshandicap: Sølund Musik-Festival.

Festivalen kræver mange timers planlægning, for om få måneder vil Landsbyen Sølund være fyldt med telte, madboder og musikscener, når Sølund Musik-Festival for 40. gang løber af stablen. Men om en uge bruger festivalmanden også lidt tid på sig selv, for den passionerede ildsjæl fylder rundt.

Onsdag den 9. april fylder Lasse Mortensen 70 år.

I den anledning møder Din Avis Skanderborg Lasse Mortensen på Sølund Musik-Festivals kontor i en kælder på Sølund, og den ene anekdote flyver over bordet efter den anden. Der er meget at tænke tilbage på – både som Sølund-Lasse, men også som mand, far og ven. Hjertet er stort, og der er plads til mange kasketter – hvis bare den prioriterede rækkefølge er på plads. Og det har den været i mange år, understreger Lasse Mortensen.

Hvordan er dit tilhørsforhold til Skanderborg?

»Jeg er født og opvokset i Skanderborg – jeg er født den 9. april 1955 – og grunden til, det er interessant at sige den 9. april er, fordi det altid har plaget mig som en mare, at lige netop på min fødselsdag – altså manden, der nærmer sig Gud en gang imellem – flager man på halv stang, fordi det var den dag, nazisterne kom ind i landet. Jeg havde en meget humoristisk far, som overbeviste mig om, at man flagede på halv stang, fordi jeg var en skarnsknægt – det troede jeg nok på, indtil jeg var omkring otte år. Jeg var jo nok en skarnsknægt i den forstand, at jeg var en vild dreng. Jeg ville nok blive kaldt hyperaktiv i dag, fordi jeg altid var i gang og havde fart på.«

»Jeg var også restaurationsbarn, og restaurationsbørn er specielle. Jeg har mødt flere af dem i mit liv, og vi er ret enige om, at vi er en speciel race – man kan sige, at jeg jo har set mine forældre 24/7 og så alligevel aldrig set dem. Der var jo altid arbejde, og de var altid i gang – jeg arbejdede sammen med min mor i køkkenet, da jeg var 10 år. Det var der, jeg så hende mest som barn.«

Øl på en skråning

Hvordan opstod ideen om Sølund Musik-Festival i 1985?

»På det tidspunkt var det populært at have kurser om, hvordan man stimulerer mennesker med udviklingshandicap til at have venskaber, socialt samvær og måske ligefrem kæresteskaber. Det var meget populært med de kurser, men de var meget dyre. En dag sad en flok hernede på en skråning med en kasse øl og en pakke cigaretter og blev enige om, at det var latterligt at bruge så mange penge på de kurser, når de mennesker alligevel ikke havde noget sted at være sammen – det er langsomt startskuddet til Sølund Musik-Festival i september 1985.«

»De skrev en masse breve på en skrivemaskine, som blev sendt ud til bostederne om, at man på Sølund agtede at holde en festdag, hvor der skulle være nogle beboerrelaterede orkestre, og så skulle der være et eller to professionelle orkestre. Det skulle koste en 50’er første torsdag i juni, og der blev meldt tilbage, at ca. 1.850-2.000 gerne ville. Tanken var, at det skulle være i festsalen med plads til 600 personer, men eftersom der ville komme et par tusinder, kunne man godt regne ud, at det skulle være udendørs.«

»Måden, jeg blev en del af Sølund Musik-Festival, var, efter jeg blev ansat som sygeplejerske på Sølund i 1985. Efter at gruppen en dag havde siddet på den skråning og drukket bajere, greb de fat i mig, fordi de havde hørt, at jeg var vant til at arrangere byfester og regattaer.«

»”Vil du være med til at lave festival?”« spørger de mig. Det siger jeg kategorisk nej til. De bliver ved med at plage, og på et tidspunkt får de chefen på Sølund med. Han var en meget fremsynet og initiativrig mand, som også var vild med festivalideen. Han kunne se ideen i det på Danmarks sidste store bosted. Det ender med, at de plager så meget, at jeg omkring december 1985 siger ja. Så jeg er med til at lave første festival i 1986.«

»Til at begynde med var jeg på holdet med ferskvarer, og i 1989 kom jeg i pladsgruppen i stedet for. Nu har jeg ikke fingrene så meget i kagedåsen mere, men da jeg var på toppen, var der ikke en sygeplejerske, der vidste så meget om kloak, brøndopgange, vand osv. som mig. For få måneder siden var det hele i mit hoved, men nu er det kommet på papiret, så de næste ved, hvad de skal.«

Talerør for de svageste

Hvad betyder det for dig at være talerør for vel nok samfundets svageste borgere?

»Det betyder meget. At være talerør for det, der har været et af ens hjertebørn er et privilegium. Tænk sig at kunne få lov til at tale om det, man holder meget af, som startede som fritid og hobby. Et arbejde efter eget ønske. Jeg er både ydmyg og beæret over at få lov at tale den sag.«

»Sølund Musik-Festival er skabt på en kærlig tanke og med et kærligt sigte, og det skal den altid blive ved med at bevare i sit dna. Det at skabe nogle dage for nogle mennesker, der ikke selv har kræfterne til det. De skal have 72 timer i musik og kærlighed – det skal vi give dem. Vi var så heldige, at vi ramlede ind i en tid, hvor der var behov for det her og stor søgning til det. Og så var vi i gruppen smadderdygtige. Der var på mange måder en helvedes god dynamik, og så var der nogle entusiastiske mennesker, der med næb og klør og med hjertet på rette sted ville drive projektet. Det er ved flid, hårdt arbejde og masser af ofre, at den festival blev til to dage i 1990 på sin femårs fødselsdag.«

»Nu er der også nogle alvorlige ting på banen. Der er handicappedes vilkår og retten til kultur, at vi skal være gode til at behandle hinanden ens, mulighederne for at komme til kultur, mulighederne for at komme hjem til far og mor, for at komme på fisketur, for at komme ud at se fodbold.«

»De muligheder er ikke ens for tiden, og det er noget af det, festivalen driver nu. Det er noget af det, der er kastet ind på banen. Jeg tror ikke, du kan pege på et sted, hvor vi på noget tidspunkt er kommet med et politisk statement. Vi er apolitiske, og det skal vi blive ved med at være. Vi har ingen interesse i at samarbejde med en bestemt politisk gruppe. Vi ligger hverken til højre eller venstre, men vil gerne samarbejde med alle dem, der vil det samme som os. Hvis ikke de vil det samme som os, vil vi også meget gerne i dialog med dem og så håbe på, at det flytter noget.«

Fremtidens festival

Hvordan ser du fremtiden for Sølund Musik-Festival og for festivalens målgruppe?

»Lige nu er det svært. Det er svært at opretholde den status, det er at være i gul førertrøje. Det er svært at se, hvordan vi skal blive ved med at bevare momentum, hvis det bliver ved med at være svært at få gæster til Sølund Musik-Festival.«

»Fremtiden som sådan kan man jo ikke sige ikke ville være lys, hvis der var muligheder for ledsagelse – så ville vi sælge de billetter, vi skal for at udvikle festivalen. Den mulighed har de taget fra os, og hvis det bliver ved, er vi nødsaget til at skære ned. Det vil ikke være i vores natur. Vi vil gerne tilbage og ramme de gamle salgstal. Det er det, vi arbejder for.«

»Jeg har en formodning om, at der også er Sølund Musik-Festival om 10 år – men hvordan den ser ud, ved jeg ikke. Det kommer til at kræve hårdt arbejde og flid – vi skal arbejde hårdt for at få status løftet igen og øge billetsalget.«

Tre hjertebørn

Er du også andet end Sølund-Lasse?

»Jeg er FAR og mand. Og forhåbentlig en god ven og morfar. Og en god festivalven. Jeg tror, jeg er en god ven for langt de fleste i branchen. De kender mig for den, der godt tør lukke munden op og sige ting, som også gør ondt.«

»Tænk, at jeg har fået et arbejde, jeg elsker, som også er min fritid og min hobby. Det, der har gjort, at jeg har kunnet holde begge ben på jorden – for man kan let komme ud at flyve, når man ser så meget glæde over noget, man synes er ens livsværk – er, at det er vigtigt at forstå og gøre sig klart, at familien kommer først, hvis situationen påbyder det. Du må aldrig være i tvivl om din prioriterede liste. Og det har holdt mig på gulvet, for ellers kunne jeg let være fløjet af sted med det her.«

»Men så blev jeg far til Sarah, og så kom jeg ned på gulvet igen. Det var mit hjertebarn, indtil Sophie kom og blev mit andet hjertebarn. Og så var Sølund Musik-Festival mit tredje hjertebarn.«