Kunderne kommer langvejs fra for at blive klædt på hos Kirsten i "Louise"

Da Kirsten Møller 15. april 1975 åbnede sin butik med modetøj til kvinder på adressen Østergade 20 i Grenaa, var det kun tre år siden, at der var blevet lukket for kørende biler. Og byen fik dermed sin første gågade. Siden fik også Storegade og Lillegade samme status.

Beliggenheden kalder hun byens bedste. Synlig fra vejen, der forbinder byen med havnen - og parkering lige i nærheden.

Nu er 50 år gået som butiksindehaver - og de er nærmest strøget af sted, synes hun selv.

Årene er gået så hurtigt med at betjene kunder og finde de rette varer til butikken, at hun i dag har svært ved at forstå det. Hun har aldrig holdt af at være i centrum, så der bliver ikke holdt en jubilæumsreception i butikken, men kunderne kan torsdag, fredag og lørdag nyde bobler og kage i butikken - og nyde godt af gode jubilæumstilbud.

Kirsten Møller er fra Ålsø, og efter at have afsluttet folkeskolen, var hun på efterskole i Egå - uden at være særlig langt hjemmefra, som hun siger med et smil - og så fulgte som 16-årig læretiden i butikken ”Bisgaard” i Storegade, hvor hun fra starten lærte at sælge tøj til kvinder.

Et godt butikslokale

»Jeg fik lov til at fortsætte i butikken et halvt års tid efter endt læretid, og så var jeg omkring ”Folmer Mors” et par år. Så tog jeg en tur til Aarhus - og i dag vil jeg sige, at det, jeg ikke havde lært i Grenaa, det fik jeg lært i Aarhus. Jeg boede i Hinnerup dengang, og en dag, jeg var på besøg hos mine forældre, fortalte de mig, at der var blevet et godt butikslokale ledigt i Østergade, hvor der tidligere havde været, hvad man kaldte et sæbehus, en butik, der hed Schou Tex. Min mor sagde så sådan lidt i sjov, om det ikke var noget for mig at åbne butik der. Jeg afviste det først, men blev så vakt og kørte ind for at se på det. Jeg forhandlede lidt med Kaj Møller Andersen, og det endte med, at jeg fik nøglerne i februar 1975 og satte så butikken i stand, Jeg ville gerne have åbnet 1. april, men dengang var det ikke så let at skaffe varer som i dag. I starten fik vi kun nye varer to gange om året, så blev det til fire - og i dag er det altid. Så jeg måtte vente med at åbne til 15. april - i ti centimeter sne fra morgenstunden, men det var væk igen over middag,« siger Kirsten.

I butikken var der fra starten Kirsten selv til at ekspedere kunder.

»Og så to piger. Bodil, som blev her i 33 år, inden hun gik på pension, og Kaja, som var i 14, hvorefter hun skiftede branche. I dag har jeg Doris, som snart har været her i 22 år, og Berit har været her fire-fem år. Og for nylig er Elsebeth startet i butikken.«

Gennem årene har Kirsten også udlært en stribe elever i butikken - og Kirsten har i sine mange år set mange butikker åbne - og så også lukke igen. Men hun har holdt ved.

Nethandel har ændret meget

På spørgsmålet om, hvordan hun i dag oplever Grenaa som handelsby, siger hun, at det ikke er let at svare på - men at tiderne helt sikkert har ændret sig. Det ærgrer hende dog, at man har givet lov til at åbne butikker over så stort et område i stedet for at koncentrere dem i bymidten.

»Den helt store forskel i dag, er handel på nettet. Det er en stor konkurrent for butikkerne. Selv har jeg aldrig overvejet at satse på e-handel, for jeg ser sådan på det, at det vil være det samme som at have to butikker. Det stiller også helt andre krav til et varelager og man skal hele tiden være skarp for at være med på nettet.«

Faktisk har Kirsten på et tidspunkt prøvet at drive to butikker, for i et par år drev hun samtidig med Grenaa også butik i Kolind Midtpunkt. Det var fra 1988 til 1990. Også med navnet ”Louise”.

»Der var et imponerende sammenhold i Kolind på det tidspunkt, og det ville jeg gerne være en del af. Men jeg tror ikke, at jeg var dygtig nok til at drive to butikker samtidig, og på en måde blev jeg konkurrent til mig selv, fordi afstanden var for kort mellem Kolind og Grenaa. Jeg har altid haft mange kunder fra oplandet.«

Kunder fra stort område

Hvor stort et område henter du kunder fra?

»Det er meget langvejs fra, at jeg henter mine kunder. Gennem alle årene har vi haft rigtig mange kunder fra Randers - mange af dem kommer på besøg i vores sommerhusområde. Men jeg har også kunder fra Østbirk, Silkeborg og længere væk. Og så vil jeg sende store roser til Hotel Marina, som trækker mange gæster til byen med gode tilbud på overnatning og mad - og mange af dem skal under opholdet lige op i byen, og det giver god handel i butikkerne. Det redder faktisk mange gange omsætningen på en lørdag.«

Du har vel også solgt til flere generationer?

»Ja, det har jeg da. Men sådan er det jo, når man har haft den samme butik i 50 år.«

Og i alle årene har du solgt tøj til kvinder. Hvilken aldersgruppe snakker vi om?

»Det gjorde man nok lidt mere tidligere. I dag siger jeg, at tøj har ingen alder. Det er mere typebestemt. Vi har ikke tøj til de helt unge, men vi har da fået nogle mærker ind, som klart appellerer til en yngre kundegruppe. Bare se på, hvordan en guldbrud så ud de første år, jeg havde butikken, og så til i dag, hvor en guldbrud er rigtig, rigtig smart. Forleden var jeg med til at klæde en kvinde på Randers på, så hun var klar til at holde sin 85 års fødselsdag. Hun var sej - og det var en fornøjelse at rådgive hende om valg af tøj.«

Sidder på rygraden

I dag har Kirsten det på rygraden, hvordan hendes kunder skal forny garderoben, men tidligere tog hun også til Paris og andre storbyer for at finde inspiration. Og på modemesser i København to gange om året.

»Der var mere samarbejde mellem butikker i forskellige byer dengang, men det tror jeg også e-handel har skubbet til. I dag betragter alle hinanden som konkurrenter. Men jeg tager også på mindre messer i Aarhus og i Vejle. Kursen er blevet skiftet flere gange, for havde jeg ikke gjort det, så tror jeg ikke, at jeg stadig havde butikken.«

Hvad har du ændret?

»Vi synes selv, at vi er blevet smartere. Priserne er blevet lavere. På et tidspunkt havde vi dyrere mærker på hylderne, og var vi blevet der, ville vi se færre og færre kunder gå efter det. Man skal kunne ”læse” sine kunder og sådan en guldbrud skal jo ikke stå og prøve ti par bukser, for så kører hun træt undervejs. Man skal være ærlig over for sine kunder, når man giver gode råd, og det har vi været alle år. Ellers havde vi ikke været her endnu.«

Og hvorfor hedder butikken så ”Louise”, når indehaveren hedder Kirsten?

»Det er mit mellemnavn. Da jeg var yngre, syntes jeg, at Louise var et forfærdeligt navn, men da jeg så skulle åbne butik, tænkte jeg, at det kunne komme til ære og værdighed.«

Og i dag ved alle, at Louise i Grenaa ikke kun er en pige, men også en butik?

»Ja, men der er nu også kunder, som kalder mig for Louise, selv om de godt ved, at jeg hedder Kirsten.«

Har der været tid til at have andre interesser?

»Jeg frygtede næsten, at du ville spørge mig om det. Men der har da været tid til at blive gift og få en datter, så jeg nu også har fået børnebørn. Dem prioriterer jeg højt og holder gerne en ugentlig fridag for at være sammen med dem. De bor i Hornsyld, og enten besøger jeg dem, eller de besøger mig her i Grenaa.«

Så man får aldrig dig at se på golfbanen?

»Nej, og det kommer man heller ikke til. Ikke fordi jeg ikke gerne vil have en god hobby, men butikken er jo blevet mit levebrød, som skal passes. Men jeg går gerne nogle lange ture sammen med nogle veninder. Og så er der en god venindekreds, hvor vi spiller kort og rejser sammen. Det har der heldigvis været tid til. Jeg vil fortsætte med at drive butikken så længe, jeg kan holde til det. Jeg synes godt nok, at der bliver stillet større og større krav, blandt andet til it-området, men jeg vil da hellere bruge min tid på kunderne.

Et sidste spørgsmål - er det irriterende for dig, når manden er med i butikken?

»Nej, slet ikke. Vi har da en god ping-pong gennem lokalet med mange mænd.«