Fortsæt til indhold

»Charlotte spurgte for 10 år siden, om vi ikke skulle have et binderi – det vidste vi godt nok ikke, men tre timer senere ringede vi tilbage«

Charlotte Feddersen banede selv vejen til sit blomsterbinderi hos Christiansmindevej's Plantecenter.

Samfund

Mange i området kender Christianmindevej’s Plantecenter – og så ved man formentlig også, at der inde til venstre i plantecentret er et blomsterværksted med en disk til at binde blomsterne, et kølerum, evighedsblomster og gavekurve.

Det har ikke altid været der.

Det var heller ikke planen.

»Vores kolleger har altid sagt til os, at vi skulle holde os langt væk fra et binderi,« fortæller Karen-Margrethe Teglgaard.

Men en initiativrig blomsterdekoratør endte med at bane vejen for sig selv.

»Charlotte kom for snart 10 år siden og spurgte, om vi ikke skulle have et binderi. Det vidste vi godt nok ikke rigtig – og så kørte hun hjem igen,« lyder det fra Karen-Margrethe Teglgaard.

Charlotte Feddersen nåede dog nærmest ikke hjem, før telefonen ringede.

Jeg kan tydeligt huske det. Jeg kørte hjem, og så ringede Henning og sagde, at jeg ikke skulle sige ja til noget andet, for de ville godt lige have en snak med mig – og så har jeg hængt på lige siden.
Charlotte Feddersen, blomsterbinder

»Tre timer senere ringede vi til hende,« siger Karen-Margrethe Teglgaard.

»Jeg kan tydeligt huske det. Jeg kørte hjem, og så ringede Henning og sagde, at jeg ikke skulle sige ja til noget andet, for de ville godt lige have en snak med mig – og så har jeg hængt på lige siden,« supplerer Charlotte Feddersen, der til efteråret kan fejre 10 år som blomsterdekoratør hos Christianmindevej’s Plantecenter.

Charlotte Feddersen fik med det samme ansvaret for den afdeling.

»Jeg elsker mit arbejde. Jeg mærker virkelig frihed under eget ansvar,« slår Charlotte Feddersen fast.

»Det er hendes domæne, som vi ikke blander os i – sådan da,« siger Karen-Margrethe Teglgaard.