De daglige rutiner holder 84-årige Leif i gang, men han savner sin gamle hverdag fyldt med kærlighed og mennesker: »Det er lidt ensomt«

Snørebåndene på de sorte sko strammes til. Jakken lynes op. Og halsbåndet sættes om den pelsede hals.

Byen sover stadig, men i det lille parcelhus i Grenaa, er dagen for længst startet.

Det er en typisk dag i Leif Vohnsens liv. Kalenderen siger 17. marts 2025. Men dagen er som de fleste. Ikke spor speciel. Den begynder på samme måde, som alle andre dage. En kort tur ved åen med Gaya.

»Hun kan ikke gå så langt mere. Nu går vi bare lige ud, så hun kan ordne sine sager.«

Selvom både Gaya og Leif har en livserfaring, der tilsammen tæller over 98 år, er de i god form. De dyrker motion hver dag.

Leif kravler også stadig op på køkkenbordsstolen, for at nå termokanden, der står ovenpå det høje skab i køkkenet. For hvem skal ellers gøre det? Han bor alene, og er derfor nødsaget til at kunne klare sig selv. Det kan han heldigvis også, endnu.

Et liv til søs

Dampen hyler og trænger igennem sprækken mellem gryden og låget. Saften fra blåbærrene simrer. Den søde duft fylder luften i køkkenet.

»Nu er det lige før, det er begyndt at koge.«

Leif er i gang med at lave en portion blåbærmarmelade. Blåbær, fordi sønnen, der forsker i optik, har fortalt ham, at det er godt for synet. Portionen er for stor til én person, men den er heldigvis holdbar i 14 dage.

I køleskabet kan man finde leverpostej, den fedtfattige, spegepølse, den fedtfattige og skovbær skyr. Madvarerne er nøje overvejet. Han køber helst økologisk og allerhelst fedtfattigt mad. For hvis man spiser sundt, så lever man også længere.

Livet har netop været langt og godt, hvis han selv skal sige det. 84 år. Meget er sket i hans levetid.

Det vidner fotoalbummet om. Leif trækker et billede frem. Han har 16 fotoalbummer liggende inde i et skab. De er fyldt med billeder fra hans ungdom, børnenes barndom og livet i Grenaa med konen Wanda.

Første april 1961, som 21-årig, blev Leif ansat på skibet ’Jylland’. Den ene af DSB’s færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg.

Skæbnen skulle også vise sig, at Leif ville finde sin fremtidige kone ombord på ’Jylland’. I kabyssen stod Wanda. Hun var smørbrødsjomfru og ét år ældre end Leif.

»Hun var fandme dygtig.«

Parret blev kærester og flyttede til Hjortshøj og derefter Skødstrup, hvor de boede i 27 år. Sammen fik de tre børn Allan, Morten og Brian.

I 2000 flyttede Wanda og Leif til Grenaa.

I 1996 mistede de på tragisk vis deres søn Morten, der døde af en hjerneblødning.

Allan og Brian er i dag voksne og bor begge i udlandet i henholdsvis Thailand og Irland.

Leif ser kun Brian og hans kone én gang om året, når de er på ferie i Danmark. Men i år kommer de kun på besøg en enkelt weekend. I stedet må han nøjes med at se dem på Skype, men:

»Det er jo ikke det samme.«

I 1998, efter 37 år hos DSB-rederi, der senere blev til Scandlines, blev Leif pensioneret. Det skete i forbindelse med, at den nye vejforbindelse på Storebæltsbroen blev færdig, da flere færgeruter blev nedlagt.

Leif lukker fotoalbummet i. Billederne minder ham for meget om den tid, der var. Og den findes ikke mere. Nu er hverdagen helt anderledes.

»Jeg har ikke lyst til at rive op i et gammelt sår.«

Minderne om dengang gemmer han i stedet i sit hjerte, for han vil aldrig glemme dem

Ensomheden

»Vil du med ud at køre?«

Gaya ligger ude i solen og sover trygt, da hun bliver vækket af Leifs stemme. Dagen kalder på deres anden gåtur, og hun kommer trofast gående ind i gangen. Hun kender rutinen. Sidder og venter på, at Leif får sine sko på, så de kan komme afsted.

Sammen går de hen til bilen, og Leif finder rampen frem til Gaya. Hendes kræfter rækker ikke til at hoppe op i bilen, og Leif har ikke længere styrken til at løfte hende.

Leif starter bilen og kører afsted.

»Gaya, ti stille!«

Hun bjæffer og er klar til deres gåtur.

De når frem til Harald Nyborg og parkerer bilen. Leif kan ikke undgå at kigge rundt og lægge mærke til, hvor meget området har ændret sig. Før var der ingen butikker herude, men efterhånden er de begyndt at vokse frem, og Leif og Gaya har set dem alle blive til. Der er dog stadig græsarealer tilbage, hvor Gaya kan få lov til at løbe frit.

Men på trods af, at Leif og Gaya holder hinanden i gang og med selskab, mærker Leif ensomheden sætte sig i ham. Den begyndte for alvor at slå rod i ham efter konens død og i takt med, at vennerne begyndte at falde fra.

»Der kan godt gå 2-3 dage, hvor jeg ikke snakker med nogen.«

For Leif er det netop manglen på menneskelig kontakt, der gør ham ensom. Han har forsøgt at få en besøgsven gennem Ældre Sagen, men Grenaa mangler besøgsvenner. Han står derfor på venteliste. Men Birgit, koordinator for besøgsvenner i Grenaa, har nu valgt at blive hans besøgsven. Hun kommer hver torsdag, hvor de får sig en sludder. Samtalerne giver ham en sjælden kontakt til omverdenen.

»Det er dejligt at snakke med hende.«

Leif har også forsøgt at opsøge andre fællesskaber, men han synes, det er svært at tage alene afsted til arrangementer. Det er svært at få en ny omgangskreds.

Gaya er dog den, der virkelig gør forskellen i Leifs liv. Uden hende ved han ikke, hvordan hans liv ville se ud. Tankerne om dagen, hvor hun ikke længere er her mere, fylder ham med frygt. For hvad gør han uden hende? De har været igennem tykt og tyndt. Han har altid haft en schæferhund. Men måske er han for gammel til en ny.

»Jeg ved jo ikke, hvornår jeg selv stiller træskoene.«

Indtil da nyder han den tid, han har tilbage med Gaya.

»Jeg kan jo trods alt høre min egen stemmen, når jeg snakker med hunden. Når hun dør, så ved jeg sgu ikke, hvad jeg gør.«

Leif er også tilmeldt tryghedsopkald. Ikke for sin egen skyld, men hvis han en dag skulle falde om, så er han sikker på, at hunden ikke også vil dø.

Det var den dag

Dagen begynder at gå på hæld. Aftensolen titter frem bag hækken og lyser op i orange og røde nuancer.

I køkkenet høres ingen anden lyd end hønsekødsuppen, der bobler i gryden og Gaya, der småsnorker fra sin faste plads i hjørnet af køkkenet, ved siden af spisebordet.

»Nu tager jeg lige lidt rigeligt, så du kan få nogle kødboller i tørfoderet, Gaya.«

Aftensmaden spises i stilhed.

Leif rejser sig fra spisebordet og hælder de kødboller, han tog op til Gaya, i hendes madskål.

»Nu skal du lige have lidt foder.«

Når køkkenet er pletfri og køkkenmaskinerne slukket går han ud i stuen, og sætter sig i den store lysebrune lænestol. Det blålige skær fra tv’ets skærm reflekteres i brillerne, mens han zapper gennem kanalerne, indtil han finder TV-avisen.

Leif læner sig tilbage i stolen og lægger armene over kors. Nyhederne strømmer ud af tv’et.

Det hele er som det plejer. Den samme rutine. Han husker engang, hvor han var omgivet af andre mennesker. En tid, hvor han havde selskab i stuen. En tid, hvor han ikke var ensom. Men nu er det anderledes.

Nu sidder han her, alene, dag efter dag, og ser TV-avisen, som han altid plejer. Rutinerne holder ham i gang. De får tiden til at gå. Men de giver ikke meget spænding. Om sommeren bruger han sin tid i haven, men om vinteren er der ikke meget at lave derude.

»Det er lidt ensomt for mig. De sidste par år er det næsten blevet værre.«

Langtfra den eneste

Ifølge Ældre Sagen føler op mod 100.000 ældre sig ensomme i Danmark. Risikoen for at opleve ensomhed stiger i takt med, at alderen stiger. Vi kan alle blive ramt af ensomhed, og de typiske årsager til, at vi som ældre bliver ramt, er:

Kilde: Ældre Sagen