Fortsæt til indhold

Kommunen advarer: Flere altaner i Aarhus kan falde ned

Teknik og Miljø opfordrer til, at man får tjekket sin altan, hvis den er fra konkursramt Favrskov-firma.

Samfund
ddp

Det kunne have gået grueligt galt, da en altan i september 2024 styrtede til jorden i Peter Sabroes Gade med en større flok unge mennesker på sig.

Heldigvis kom ingen alvorligt til skade.

Efterfølgende kom det frem, at altanen var dårligt monteret af det konkursramte firma Ødum Smede- og Maskinfabrik, og nu er endnu et tilfælde med forkert monterede altaner dukket op, skriver Teknik og Miljø, der advarer om altaner monteret af firmaet.

Sagen fik nemlig en ejerforening på Herningvej til at hyre en ekspert til at tjekke foreningens altaner, der er monteret af selvsamme firma.

Gennemgangen viste, at også disse altaner var forkert monteret.

Teknik og Miljø er bekendt med flere ejendomme i Aarhus, der har fået udført altaner af Ødum Smede- & Maskinfabrik. Ejerne af de pågældende ejendomme er kontaktet med en anbefaling om at få dem sikkerhedsvurderet.

Derudover anbefaler forvaltningen, at altanerne ikke anvendes, indtil det er fastslået, om de er monteret forsvarligt.

Det er dog ikke alle altansager, hvor Ødum Smede- og Maskinfabrik har været involveret, at kommunen kan finde frem til, hvis virksomheden ikke har stået som ansøger.

Derfor opfordres borgere og ejerforeninger til også selv at tjekke, hvem der har udført arbejdet med deres altaner. De relevante dokumenter vil formentlig kunne ses i kommunens byggesagsarkiv.

Tegningsmateriale kombineret med fysiske undersøgelser vil kunne afdække eventuelle uforsvarlige forhold.

»Vi opfordrer til, at ejere af ejendomme med altaner får undersøgt, hvem der står bag monteringen af altanerne. Opfordringen gælder ikke kun etageejendomme, men også f.eks. villaer og kontorejendomme. Viser det sig, at Ødum Smede- & Maskinfabrik står bag monteringen, vil vi opfordre til, at man hyrer fagfolk til at gennemgå sikkerheden,« siger områdechef Ann Hamborg og tilføjer:

»Samtidig vil vi også understrege, at det altid er fornuftigt at undergive alle slags altaner periodisk eftersyn af fagfolk, uanset hvem der har udført dem. Det er den til enhver tid værende ejers ansvar, at altaner er forsvarlige og sikker at opholde sig på

Teknik og Miljø er herudover bekendt med to ejendomme med altaner opsat af Ødum Smede- & Maskinfabrik i henholdsvis Skanderborg og Odder Kommuner. Begge kommuner er blevet kontaktet.